Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen vil endnu ikke præsentere konkrete bud på, hvad der skal komme i stedet for kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen, hvilket er til stor frustration for både de andre oppositionspartier og en stribe humanitære organisationer. Men hvorfor? Hvorfor vil sosserne ikke bekende klar kulør? Her er tre mulige forklaringer:
Den gode forklaring: Danmark har efterhånden et byzantinsk socialpolitisk landskab af ydelser, tillæg og uigennemskuelige tilskudsordninger. Kun få kan efterhånden overskue, hvad forskellige grupper har ret til at få, og da leveomkostningerne samtidig svinger mærkbart fra kommune til kommune, er der ingen letforståelig retfærdighed tilbage. Derfor giver det god mening at nedsætte en ydelseskommission, som Socialdemokratiet har foreslået, der i 12 måneder efter valget skal kulegrave området og præsentere en enklere og mere gennemsigtig ydelsespolitik i Danmark. Da Socialdemokratiet samtidig har lovet at kompensere de fattigste i perioden, hvor kommissionen arbejder, går Mette Frederiksen reelt til valg på at ville gennemføre et langt mere gennemtænkt og socialt retfærdigt system, end hvad blot en enkeltstående tilbagerulning af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen ville skabe.
Den onde forklaring: Socialpolitikken har udviklet sig til at være udlændingepolitik pr. stedfortræder. Når Mette Frederiksen ikke vil love at afskaffe kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen skyldes det, at hun frygter, at højrefløjen igen vil begynde at mobbe socialdemokraterne med, at de er blevet ’slappere’. Den voksende børnefattigdom er nemlig ikke jævnt fordelt. De absolut største fald i levevilkår er sket blandt børn, hvis forældre er flygtninge eller indvandrere. Før et valg, der meget let igen kan blive et udlændingevalg, tør Socialdemokratiet ikke slække på den nye strammerkurs, og derfor tjener uklarheden et taktisk formål: Sosserne kan hverken beskyldes for at ville give flere penge til udlændinge eller for ikke at ville hjælpe fattige børnefamilier – vel at mærke når ydelseskommissionen har arbejdet færdigt om i bedste fald 18 måneder.
Den grusomme forklaring: Der er ikke mange stemmer i at kæmpe for de mest udsatte borgere. For det første er valgdeltagelsen lav blandt stemmerne på kanten, særligt blandt folk uden dansk statsborgerskab, som jo slet ikke har stemmeret. Og for det andet har de mange borgere, der er ramt af kontanthjælpsloft og integrationsydelse ingen professionelle lobbyister, der kæmper på deres vegne – på samme måde som den brede middelklasse formår at tvinge sine synspunkter igennem. De reformramte udgør således hverken de afgørende stemmer eller en slagkraftig stemme, og kynisk betragtet har de vælgere, som er skuffede over Socialdemokratiets lurepasseri, kun én mulighed, nemlig at stemme på et rødere parti. Det er ufarligt, og i stedet kan Socialdemokratiet fokusere kræfterne på tiltag over for middelklassen. /Lars Trier Mogensen