Nyhedsanalysen

Julen har englelyd

Det kan godt være, du fnyser lidt ad genren, men julemusik har en lang, seriøs og smuk tradition bag sig. Beach Boys, Dylan, Springsteen, Cash, Remee – alle de største har lavet nogle af deres største hits som julehits. Selv indie-anmelder-darlings som Sufjan Stevens og Bright Eyes har lavet fine julenumre, så nu skærer vi det ned til syv klassikere, som må på anlægget, når freden sænker sig over land og portvinen er skænket. Syv klassikere i hver sin genre

Den fineste

Et barn er født i Betlehem 

Vi lægger hård ud, javel, og vi skal tilbage før Reformationen, før man støder på den latinske udgave af denne smukke, smukke ranke julesalme. Første gang oversat til dansk i 1556 af Hans Tausen, men den, vi plejer at synge ved juletid, er Grundtvigs udgave, der kun er 200 år gammel. For så vidt tematiserer Et barn er født i Betlehem det samme som en lang række af julens bedste salmer: ‘En rose så jeg skyde’ og ‘Det kimer nu til julefest’, men alligevel tør vi godt sige, at den kan noget helt, helt særligt. Vigtigst af alt, kan alle synge den – om du er 2 eller 102. Den er let at huske med sine korte strofer, og kan man heller ikke lige huske dem, kan man altid skråle med på Halleluja. Og er man ikke mere kristen end det gør noget, så kan de fleste mennesker også være med til det fine og grundlæggende julebudskab, som sangen kommer så elegant igennem med sine mange modsætninger :

En fattig jomfru sad i løn
Og fødte himlens kongesøn

Der står det hele jo: Den fattige jomfru i den mest håbløse (og biologisk mærkværdige) situation, man kan forestille sig, sidder og skal føde den største konge af dem alle. Under de usleste kår. En konge i en stald – vi er alle sammen lige på denne her klode. Godt lavet.

Den mest værdifulde

All I Want For Christmas is You, Mariah Carey (1993)

Nå, men salmerne er fine og tager grådigt for sig af julens velkendte budskaber og klichéerne, men nok næppe så grådigt som de julepophits, der er dukket op år for år siden engang i 50’erne. Lad os tage en af dem. Måske bare den allermest populære af dem alle sammen gennem tiderne.

Det er muligt, at der findes hadeklubber og kontorkonkurrencer for Whams udødelige julesjæler ‘Last Christmas’, men i popularitet kan den ikke måle sig med Mariah Carey’s mere upbeat julehit ‘All I Want for Christmas Is You’. Faktisk har den igen i år overgået sig selv og slået adskillige rekorder for julesange – og singler i det hele taget.

Det er 24 år siden, nummeret kom i julehandlen. Hvert eneste år er den blevet spillet mere og mere, og i denne uge sprængte den alle rammer for tidligere julehits og kom ind på den amerikanske Billboards toptiliste over ugens mest solgte/streamede singler. Den er streamet 250 millioner gange (og vist en halv milliard gange på Youtube), så det må have været svært for dig at undgå hittet i radioer og storcentrenes muzak-kanaler. Mariah selv har ikke været så højt på listen siden 2009 med nummeret Obsessed, men hun er trods alt en af tidens mest succesfulde kunstnere på Billboard med 28 numre i top ti, hvilket tangerer legender som The Beatles og Michael Jackson. I alt har hun haft 18 numre, der har ligget nummer ét – kun overgået af The Beatles.

Man må antage, at Mariah Carey har fået, hvad der tilkom hende for afspilningerne, men det har ikke forhindret hende i at kapitalisere yderligere på sit julebrand. Hun har lavet julefilm, flere julealbums og optræder også i en animeret udgave af sig selv i en special-udgave af musikvideoen, der er en lille kortfilm. Og så har hun sit årlige pompøse juleshow, der i år lagde vejen forbi Royal Arena i København.

Hun har selv skrevet melodien, og ifølge hende selv, tog det ikke mere end 15 minutter. For de musikkyndige er det i G-dur, og teksten, der er skrevet af Walter Afanasieff, leger ret enkelt med et barns uskyldige ønsker til julemanden. På den måde kan den minde om en anden amerikansk juleklassiker, ‘Santa Baby’, der dog er en anelse mere fræk og derfor måske også knap så folkelig. Hvor jeg-fortælleren (en kvinde) i ‘Santa Baby’ kælent kalder på julemanden og forsøger at overtale ham til at kravle ned til hende og glemme, at hun måske har kysset lige lovlig mange fyre, så hun kan få alle mulige gaver, er Mariah Carey meget mere bly og ligefrem i sit monogame budskab om, at det eneste hun ønsker er ”youuuuuuuuuu”. Tilsæt et fint julekor og lidt bjælder – og bum, så har du allertiders største julehit ….

Den mest beskidte

‘Fairytale Of New York‘, The Pogues & Kirsty McColl (1988)

Vi har lige været inde på det med ‘Santa Baby’, der faktisk sine steder er direkte vulgær (“Come and trim my Christmas tree”), men der findes også mere upassende julehymner. Faktisk er det en hel genre for sig selv – også blandt alle tiders største julehits. Tænk blot på “date rape sangen” ‘Baby it’s cold outside‘, om en stor stærk mand, der nærmest holder en pige til fange i et grænseoverskridende forsøg på at overtale hende til at kravle i kanen med sig (“Say, what’s in this drink?”) eller på de utallige soul- og blueskunstnere, der har soulet sig igennem julen med sætninger som “Come and fill my Christmas stocking” eller “Santa Claus wants some lovin”.

Alle de lumre hentydninger kan være fine nok, men vi kan godt lide det mere klart i spyttet og her er der ingen over de legendariske punk-folk-irere i The Pogues og deres duet (og største hit) med Kirsty McColl. Enhver god jul starter på en bar, løber over i en rask slåskamp og ender i den forkerte seng med ordvekslingen:

You’re a bum
You’re a punk
You’re an old slut on junk
Lying there almost dead on a drip in that bed
You scumbag, you maggot
You cheap lousy faggot
Happy Christmas your arse
I pray God it’s our last

Glædelig Jul.

Den reneste

‘Happy Xmas (War is over)’. John Lennon & Yoko Ono (1972)

Popmusik er dejligt at danse til, men det sker, at de rammer salmernes niveau i formidlingen af julens sande budskaber. Jo, det gør. Ingen hverken før eller siden i pop-historien har ramt den så rent som John Lennon og hans forhadte kone gjorde tilbage i 1972 med ‘Happy Xmas (War is over)’.  For i sin banalitet er den så smuk og åbenlys sand, at man skal være lavet af sten for ikke at blive en lille smule pacifist i de godt fire minutter, nummeret varer.

War is over, if you want it

Det er jo sandt. ”Love is the answer, you know that for sure”. Det virker så dumt ikke at tænke eller gøre andet. Det lyder enkelt, men parret ved også, at de ikke er alene i verden og erkender deres egen utilstrækkelighed:

And so this is Christmas/ And what have we done?

Der spørges retorisk, mens der ængsteligt håbes på mindre ængstelige tider med det næste års skrøbelige profeti:

Let’s hope it’s a good one/ Without any fear

Det er stærke sager, og det er i øvrigt gangbart i alle kulturer og religioner – også for dem, der slet ingen har. Det bliver sgu vores budskab herfra igen i år. Peace.

Den der slet ikke er julet

‘Jesus Walks’, Kanye West (2004)

Det er godt nok slet ikke en julesang i sin grundform, men den indeholder på fineste vis alle julens temaer og dilemmaer. Tilgivelse, grådighed, tvivl og næstekærlighed. Vi er i krig, bedyres der som en åbning på nummeret. ”But most of all/ we are at war with ourself.” For Kanye er her drevet af sin egen grådighed – af kapitalismen, og ikke af næstekærligheden, som han forsøger at finde gennem Jesus. Han ved, at Jesus er med ham, og vil så gerne have hans tilgivelse. ”I want to talk to God but I’m afraid because we ain’t spoke in so long,” forsøger han sig og tænker nervøst: ”And I don’t think there is nothing I can do now to right my wrongs.” Men Jesus er der for ham. Og for alle os andre:

To the hustlers, krillers, murderers, drug dealeres even the strippers
(Jesus walks with them)
To the victims of Welfare for we living in hell here hell yeah
(Jesus walks with them)

Det er det, julen handler om. Tilgivelse. Og mest af alt: at tilgive sig selv. Og så lidt om stoffer, damer og racisme.

Crooneren

Blue Christmas‘, Elvis Presley (1957)

Du tænker nok at det her bliver bliver en tæt kamp mellem Frank Sinatra og Bing Crosby, og ja, ja – det kunne det måske også godt have været, hvis Elvis Presley ikke havde levet. Når han først slår vibratoen til på et af sine mange julenumre, er der ikke noget tilbage af Ol’ Blue Eyes og White Christmas. ‘Blue Christmas’ er en af de sange, hvor han giver allermest mening som julesanger. I en soulinspireret udgave af dette hjerteskærende bluesnummer står den lækkert til portvinen og mandelgaven. Julen er også en længselsfuld tid og de knuste hjerters højtid. Det har man det med at glemme: ”You’ll be doing all right/ With your Christmas all white,” som han synger, inden han selv svarer: ”But I’ll have a blue, blue Christmas.”

Kynikeren

Pretty Paper’, Willie Nelson (1979)

Der er noget hyklerisk over folk, der synes, man skal være særlig sød ved de fattige juleaften. Som i Peters Jul, hvor ”Den fattige Rasmus er kommen her hen/ Han har det der hjemme kun daarligt/ men nu skal vi ham nok fornøje” eller den melodiske og stjernespækkede ‘Do they know it’s Christmas’, hvor man denne ene juleaften gør en undtagelse og ser lidt til de fattige. Der er Willie Nelson gudskelov mere kompromisløs i countrysangen ‘Pretty Paper’. Indrammet af to smukke omkvæd om flotte pakker og fint papir, hvor vores fortæller skriver ‘I love you’ består sangen af to enkle og iskolde strofer om den mand, der ligger i rendestenen, som du vælger ikke at se. ”Som en kniv læseren træder på,” sagde Jess Ørnsbo engang om gode digte, og det gør du her. Så er julen hjemme.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12