Portal and Ramp, Tunnel 28 Aug 2013
”Jeg vil la’ lyset brænde / Og la’ min dør stå på klem”
Ray Dee Oh, 1990
Nytårsaften 1975. Den 32-årige tandteknikeruddannede fotomodel Karin, datter af snedkermester Aage Andersen og fru Lili Andersen, er taget med sin ægteviede husbond til festmiddag på Hotel Hvide Hus i Ebeltoft. Hendes bordherre viser sig at være Herman Salling, manden bag stormagasinet Salling i Aarhus og forretningsimperiet Dansk Supermarked. Karin kender udmærket den 56-årige velhaver af omtale – og hans ry som uforbederlig skørtejæger.
Selv om Herman Salling temmelig bøvet sidder og udveksler erobringsanekdoter med en af de andre mænd, finder Karin hans selskab ”utroligt charmerende”. Hun bliver dog alligevel en smule paf og småindigneret, da han efter festen beder om hendes telefonnummer. Men Karin har stil og principper og er ordentligt opdraget; han må slå det op i telefonbogen, svarer hun.
Ikke så længe efter skal Karins mand til et møde i København, og hun kører ham til lufthavnen. Derude møder de Herman Salling, der temmelig frækt spørger manden, om han skal retur igen med flyveren om aftenen. Næ, det skal han såmænd ikke, svarer han intetanende. Samme aften ringer telefonen hos Karin, der sidder helt alene hjemme i stuen.
Det er Karin Salling selv, der beskriver episoden i årets sidste udgave af ugebladet Søndag. Ja, nemlig: Den sympatiske Karin Salling, der siden Herman Sallings død i 2006 er blevet Jyllands helt store mæcen og i øvrigt protektor for Kirkens Korshær og Hospice Søholm. Så selv om du ikke er velbevandret i dansk detailhandelhistorie, ved du, hvordan hendes fortælling ender: ”Vi talte sammen i timevis over en flaske rødvin, og jeg blev dybt betaget af Herman.” Der gik dog ”et godt stykke tid”, inden forholdet blev mere ”intimt”, tilføjer hun.
Som vi var inde på forleden, er de her dage mellem jul og nytår som en mystisk tidslomme. Det er de mærkeligste historier, der kommer op til overfladen, og de mest syrede ting, der sker. På en eller anden måde er det jo rart at vide, at rigmanden, der var vant til at få alt, hvad han pegede på, virkelig skulle gøre sine hoser grønne, før han fik talt trusserne af snedkermesterens gifte datter fra Randers.
Tunnelforbindelsen er godkendt
På samme måde kom det som noget af en overraskelse, da myndighederne i den tyske delstat Slesvig-Holsten fredag meddelte, at de er klar til at underskrive godkendelsen af en anden type nærkontakt, nemlig en fast tunnelforbindelse mellem Danmark og Tyskland. Siden projekteringsloven blev vedtaget i 2009 og anlægsloven i 2015, har man ventet på myndighedsgodkendelsen fra tysk side, så arbejdet med den 18 kilometer lange tunnel kan påbegyndes.
Som Helle Helle er inde på i sin roman Rødby-Puttgarden, er der ikke som sådan noget i vejen med stemningen på færgeforbindelsen, men når der foreligger et alternativ, når man faktisk vil kunne suse af sted under Femern Bælt, så trækker alternativet da lidt i én.
Og tænk da lige også på Lolland – ‘pandekageøen’. Som Lolland Kommunes socialdemokratiske borgmester, Holger Schou Rasmussen, formulerer det: ”Når byggeriet først er færdig, så er vi ikke længere for enden af Danmark og med ryggen til Tyskland. Så står vi midt mellem to metropoler, Hamburg og København.” Fra Lolland vil man altså kunne nå begge byer på halvanden time, hvis alt går vel, og forbindelsen er klar i 2028. Men ikke nok med det (som borgmesteren ser det): ”Vi bliver midtpunktet mellem Nordeuropa og Skandinavien, og det er en helt ny geografisk placering.”
Nej, det er nu at tage munden for fuld. En forbindelse til Tyskland ændrer ikke den geografiske placering. Det kan godt være, at der vil komme ”ti år med rigtig meget gang i hjulene og arbejde til alle, der kan og vil”, som borgmesteren formulerer det, men ligesom Karin for så vidt vedblev at være Karin efter mødet med Herman, vil Lolland stadig være Lolland i 2028. Dog muligvis med lidt mere tryk på LOL. /Oliver Stilling