’Hvis politikerne kunne flytte Hirtshals Havn til Hjørring, så gjorde de det sgu’

For et par dage siden tilbragte jeg 24 timer i Hirtshals. Først gik jeg lidt frem og tilbage i hovedgaden og kiggede på vinduer. Dem var der nok af, men ikke nødvendigvis noget i dem. Uden butikker, ingen vinduesudstillinger. Der lå et advokatkontor på en første sal, og den ene af advokaterne hed Tavs Diget, stod der på skiltet. Navnet passede godt til omgivelserne.

Jeg gik videre og stillede mig op foran horisonten. Der lå en færge ude på kanten og vuggede sig vej gennem bølgerne. Havet var ikke blåt, men glubsk, og vinden susede, og brændingen brusede. Den første lokale, jeg mødte, talte om polakker og narkomaner. Polakkerne var hendes overboer, lige midt i byen. »De taler ikke sammen, de råber,« råbte hun. Hendes tidligere overbo var narkoman. »Han var så sød. Han passede på mig. Jeg låste aldrig min dør.« Så flyttede han.

Han var vel Hirtshals’ eneste narkoman, sagde jeg.

»Nej, nej,« svarede hun, »her er mange!«

En by i rivende afvikling

Lidt over middag åbnede jeg døren til et af Hirtshals’ mange små udskænkningssteder, som siges at have afgørende betydning for byens  sammenhængskraft. Indenfor var der halvmørkt og lugtede af cigaretter, sådan som der gør på et værtshus. Der sad tre-fire mandlige gæster, og jeg kunne fornemme på deres blikke, at der ikke trådte mange fremmede fugle ind gennem denne dør. De havde alle sammen alt overtøjet på, selv om der var ret varmt i lokalet. Gulvet var dækket af et rødt filttæppe, og senmoderne popmusik flød ud af højttaleranlægget.

Jeg bestilte en øl og satte mig ved et bord sammen med nogen, der hed Jye og Poul. Jye’s Bagbutik var deres værtshus. Jeg sagde, at jeg var der for at lave et portræt af Hirtshals, og at en lokal radiovært havde anbefalet mig at tale med Jye. Bortset fra musikken var der helt stille, og alle lyttede med, da jeg begyndte at stille spørgsmål i øst og vest. Jeg spurgte til udviklingen i byen, som de fleste nok kunne blive enige om, var en afvikling.

‘Kaj… Kaj!’

Det var for eksempel ikke nogen dans på roser at være fisker mere.

»I gamle dage, der sad fiskerne og tændte cigaretter med hundredekronesedler,« sagde Jye.

»Hvornår var det?« spurgte jeg.

»Kaj,« råbte hun gennem lokalet. »Kaj!«

En ældre herre i den anden ende løftede øjenbrynene.

»Hvornår sad I og brændte hundredekronesedler af?« sagde Jye.

»Ja, det gjorde vi jo ikke rigtigt. Det kan jeg ikke huske,« sagde Kaj.

En tredje stemme et sted mellem Jye og Kaj blandede sig: »Så find du ud af det!«

»Det var vel sidst i 60’erne, først i 70’erne,« sagde Kaj.

På en hylde oppe under loftet stod der tre pokaler.

»Hvad er det for nogle pokaler,« sagde jeg.

»Det er bowlingpokaler. Vi har en bowlingklub,« sagde Poul. Han havde rejst sig fra vores bord og stod oppe for enden af baren.

»Som I har vundet i bowlingturneringer,« sagde jeg.

»Vi har en på holdet, som er rigtig god,« sagde Poul.

»Det er dig selv, du snakker om,« sagde en stemme.

Jye’s Bagbutik var involveret i en masse aktiviteter, sagde Jye. Støttede op omkring lokal håndbold og fodbold. Og Poul var tidligere rejsearrangør, han havde været på et turistbureau. Engang havde han arrangeret en bustur for konfirmander og deres fædre eller mødre til Spanien for at se Barcelona spille på hjemmebane. Den ene bus var fuld af thyborønboere, den anden fuld af københavnerne. Jye satte sig i bussen med københavnerne, for hun forstod ikke et ord af, hvad dem fra Thyborøn sagde.

Jette, Jyde, Jye

Jye havde været bartender på et par andre værtshuse, men for tre år siden overtog hun det her sted, som er en del af et lille hotel midt i byen med værelser til 300 kroner.

Jeg kiggede på stolene. De havde høje rygge med rødt velour.

»Hvordan har du fået det indrettet? Hvor kommer inventaret fra,« sagde jeg.

»Det stod her fra det tidligere sted,« sagde Jye.

»Så der lå et værtshus i forvejen?«

»Ja.«

»Hvorfor hedder du egentlig Jye?«

»Der var 12 i klassen, der hed Jette. Så sagde de, ’kan du ikke hedde noget andet? Hvad med ’Jytte’?’ Det blev så til Jyde, der blev til Jye.«

Jeg spurgte lidt til det med byen, der lukker ned om ørerne på beboerne. Skipperkroen henne ad gaden, som lignede noget, der havde været et ret stort sted, var lukket og låst.

»Der var musik på Skipperkroen onsdag, torsdag, fredag og lørdag hver eneste uge,« sagde Jye.

Havnen er også blevet affolket. Engang var der så mange fiskekuttere, at man kunne gå hen over bådene fra den ene ende af havnen til den anden.

»Thorkild,« råbte Jye gennem lokalet. »Thorkild, hvornår var det nu, man kunne gå hen over skibene fra Sydhavnen til Kulkajen?«

»Sidst i 1960’erne,« sagde Thorkild.

Bornholmer

En fyr med et vejrbidt ansigt, der havde siddet et par meter væk og fulgt med i samtalen – og også blandet sig – rejste sig og rykkede over til vores bord. »I skal have Jye som foldeud-pige«, sagde han, idet han satte sig. »Men så skal I bruge fire sider – Hahaha.«

»Han er fra Bornholm, han er ikke rigtig klog,« sagde Jye.

Bornholmer, som han blev kaldt, var maskinchef på en af de store Norgesfærger. Han fortalte, at han havde boet og arbejdet i Hirtshals i tre år. Det første år var han indlogeret på vandrehjemmet. Han arbejdede i 14 dage i træk og havde fri 14 dage. »Det tog et døgn at komme hjem og et døgn at komme tilbage,« sagde han.

»Du boede på Bornholm,« spurgte jeg.

»Jeg er jo født og opvokset der. Jeg har stadig mine forældre der.«

Bornholmer var 49 år. Hans forældre ville komme til Hirtshals for første gang, når han skulle holde sin 50 års fødselsdagsfest.

»Hvor holder du festen,« sagde jeg.

»Her,« sagde Bornholmer og rettede sin pegefinger mod bordet.

Nordmændene er pisseflinke

Bornholmer afbrød sig selv og løftede glasset mod Jye.

»Skål, din gamle krage!«

»Skål!« svarede hun.

»Har du været ude og pisse?« tilføjede han.

Bornholmer var altså tilflytter.

»Hvad synes du om Hirtshals,« sagde jeg.

»Skide dejlig by,« sagde Bornholmer.

»Hvorfor?«

Bornholmer lavede en lille bevægelse med kroppen, først mod Jye, så mod Poul, der stadig stod for enden af baren: »På grund af ham og hende. Og så har de nogle helvedes søde servitricer. Må jeg nævne navne?«

»Ja,« sagde Jye. »Vi har noget stabilt personale.«

»De har en, der hedder Nille, han er bare god,« sagde Bornholmer.

»Hvorfor er han god,« sagde jeg.

»Han kan sit kram.«

»Og hvad kan man ellers sige om Hirtshals,« sagde jeg.

»Det, vi kan være glade for, det er, at vi har nordmændene,« sagde Bornholmer.

»Er der flere forskellige færger, der sejler til Norge?«

»Ja, vi har Colorlines SuperSpeed og Fjordlines færger, Bergensfjord og Stavangerfjord. Det er skide godt for Hirtshals, at de er der. Man kan sige meget om nordmændene, men de er sateme pisseflinke – og de lægger en masse penge.«

Jordens hyggeligste værtshus

Der var gennemtræk ved døren. Folk kom og gik. De var lidt oppe i alderen alle sammen. Nogle var der et kvarter, så gik de igen. En, som blev kaldt Møffe, satte sig mellem mig og Bornholmer. Han havde briller, skæg, tilbagestrøget hår og en lædervest med et Tuborg-logo på brystet. Bornholmer sagde, at Møffe var »Hirtshals’ største fissetyr.«

Jeg spurgte Jye, om alle de her mennesker havde øgenavne. Det havde de, og hun pegede dem ud én for én: Niels Krid, Per Ræv, Thorkild Kruse, Sneider, Vie, Bette Palle, Sniksnak og selvfølgelig Møffe og Bornholmer. Der var også Røde Anders, en tidligere fiskeskipper, der kom ind med sin invalidevogn. Men han var der ikke lige nu. Det var mange forskellige folk.

»Er der nogle gange slagsmål hernede,« sagde jeg.

»Nej, det er der sgu ikke,« sagde Bornholmer og pegede på Jye. »For så træder hun fandeme i karakter.«

Bornholmer fortsatte: »Lad mig sige det på den måde: Det er sgu jordens hyggeligste værtshus. Det er ligesom familie. Du kan snakke med Jye, og du kan snakke med Møffe, og du kan også snakke med ham der. Det er Thorkild Kruse.«

Hjælpsomme Jye

Thorkild Kruse havde – muligvis på vej til toilettet – stillet sig over bag Jye.

»Hun er den smukkeste og dejligste servitrice, vi har på den her side af Vendsyssel,« sagde han, »og jeg plejer at veje hendes…« – han tog fat med begge hænder under hendes bryster – »…tre gange om dagen.«

Der blev grinet om bordet, men Møffe havde lige en tilføjelse:

»Hvis vi ikke havde hende, så var vi døde, hele bundtet,« sagde han.

»Så var vi ilde sted,« sagde Bornholmer.

Det var ved at blive lidt højstemt.

»De to dér går efter norske damer,« sagde Jye og nikkede til Bornholmer og Møffe.

Møffe fortalte, at han var fra Ringkøbing. Han var flyttet til Hirtshals ti år forinden og havde boet her siden. Han boede i Vestergade. Han havde fem børn, som boede alle mulige steder. En i Norge og et par stykker i Viborg.

»Han har dem med seks forskellige damer,« sagde Jye.

Møffe sagde, at Jye var virkelig hjælpsom. Hun hjalp folk med alle mulige ting. Mobiltelefoner, breve fra kommunen osv.

»Jeg kan hverken læse eller skrive, så hvis jeg får nogle papirer, kan jeg gå til Jye. Så hjælper hun mig,« sagde Møffe.

»Så på en måde burde du være ansat i kommunen,« sagde jeg til Jye.

»Ja, få kommunalt tilskud,« sagde hun.

»Det er sgu ikke engang løgn.« sagde Møffe.

Fjernsyn købes i Hjørring

Jeg spurgte, hvordan det er at bo i en by, der lukker ned om ørerne på en. Jye sagde, at de havde talt, hvor mange butikker, der var lukket siden sidste år: Elleve.

»Og du kan ikke engang købe et fjernsyn i byen mere,« sagde Bornholmer. »Dér skal du til Hjørring. Og banken åbner først klokken et.«

Hirtshals blev lagt ind under Hjørring Kommune ved kommunalreformen i 2007.

»Har du set gågaden?« spørger Jye.

»Nej.«

»Det er ligegodt den grimmeste af de grimmeste gågader i Danmark,« sagde hun.

»Ja, den er fandme ikke for køn,« sagde Bornholmer. »Hvis politikerne kunne flytte Hirtshals Havn til Hjørring, så gjorde de det sgu.«

Jeg spurgte Møffe, om han ville flytte tilbage til Ringkøbing. Nej, det ville han ikke. Han blev i Hirtshals.

»Hvad skal du, når du bliver gammel,« sagde jeg.

»Så vil jeg brændes og smides ud i havet.«

Det var blevet eftermiddag. Uden for vinduerne regnede det. Pludselig var Bornholmer over alle bjerge. Eller: Han var nok bare nede på havnen. Da jeg rejste mig for at betale for min anden øl hos Nille, der i mellemtiden var mødt på arbejde, sagde Jye »nej, nej, den er betalt.«

Den havde Bornholmer taget.