Rumænien er jo nok et land, som de færreste af os har et voldsomt nært forhold til. Vi, der er født senest midt i 1970’erne, husker godt pressefotoet fra statsmiddagen på Fredensborg Slot i 1980, hvor dronning Margrethe holder tale for Rumæniens kommunistiske præsident Nicolae Ceaușescus, som hun tidligere på dagen havde tildelt den alt for fine Elefantorden. Statsminister Anker Jørgensen har Elena Ceaușescu til bords, og ud fra billedet at dømme er stemningen ikke super munter. Gud, hvor havde det rumænske præsidentpar dog en kedelig udstråling – også mens de levede.
Ni år efter lå de livløse i Bukarest efter at være blevet hængt. Vi så selv det brutale videoklip. De var blevet ‘dømt’ til døden ved en lidt for smooth standret, som ikke ligefrem var præget af Nürnbergprocessens grundighed. Men kongehusets Ordenskapitel fik vist siden Elefantordenen hjem igen – hurra for det.
Og hvad ellers? Nå jo, i albummet Ottokars scepter fra 1939 ankommer Tintin til det fiktive land Syldavien, som tegneserietegneren Hergé i nogen grad modellerede efter Rumænien. Og i sin inciterende lille roman Det højeste væsen (2017) lader forfatteren Madame Nielsen dele af handlingen foregå som flashbacks til 80’ernes Bukarest. Og så er der selvfølgelig Bram Stokers Dracula, den transsylvanske vampyrgreve med det udfordrende tandsæt.
Der er sket en del siden. I 2007 blev Rumænien sammen med Bulgarien indlemmet i EU, og netop i dag, den store dato 11. januar, kan man vel sige, at rumænernes rejse mod lyset og sammenholdet kulminerer, idet de for første gang overtager formandskabet for EU’s ministerråd, der som bekendt går på omgang i halvårlige intervaller.
Bøvl i Bukarest
Før jul så det lidt ud, som om Rumænien måske ikke helt ville være opgaven voksen – blandt andet på grund af fnidder i toppen af landets største parti, det socialdemokratiske SDP, som sidder på regeringsmagten. I juni blev SDP’s formand, Liviu Dragnea, idømt tre et halvt års fængsel for korruption og magtmisbrug. Han var godt nok ikke selv statsminister (det er partikollegaen Viorica Dăncilă), men Dragnea regnes alligevel som landets mest magtfulde politiker, og fra EU’s side har man ikke været så pjattet med, hvordan han har trukket rumænsk politik i en klam populistisk, semi-trumpsk retning.
I december sagde Rumæniens EU-minister pludselig op. Timingen var ikke så god, for forinden havde landets præsident, Klaus Iohannis, udtalt, at han ikke mente, Rumænien var klar til at overtage EU-formandskabet (han trak det dog tilbage kort efter).
Al hurlumhejen fik EU’s sprælske luxembourgske kommissionsformand Jean-Claude Juncker til at udtrykke sin tvivl om Rumæniens kapacitet og evner. Til Welt am Sonntag sagde han mellem jul og nytår, at Rumænien efter hans vurdering var teknisk ”velforberedte”, men at han ikke desto mindre mente, at ”regeringen i Bukarest ikke helt har forstået, hvad det vil sige at være formand for EU-lande”.
Det sjove var så, at formanden for Det Europæiske Råd, den herlige polak Donald Tusk, 1. januar sendte rumænerne en langt mere opmuntrende hilsen på Twitter: ”Godt nytår! Jeg ønsker Rumænien held og lykke med jeres første EU-formandskab. Jeg er overbevist om, at I vil levere, og ser frem til at arbejde med jer.” Det var næsten, som om Tusk og Juncker kørte good cop/bad cop-stilen over for rumænerne – måske for at indgyde dem mod. Vi får se, om det virker.
I går indledte Rumænien formandskabet med en højtidelig ceremoni ved Bukarests koncerthus Athenaeum. Vi var der desværre ikke selv, men det sneede efter sigende, og præsident Iohannis sagde nogle forblommede ord om ansvarlighed, forpligtelser, pragmatisme og ”samhørighed – en europæisk værdi”.
Det er ikke mere end et halvt minut siden, at vi kaldte Donald Tusk for en herlig polak. Men det er, hvad han er. I december holdt han en formidabel tale i Dortmund, da byens tekniske universitet udnævnte ham til æresprofessor. Historikeren Tusk kan noget med de taler. I Bukarest citerede han den rumænske digter Nichita Stănescu, refererede til den rumænske målmand Helmuth Duckadam, som i 1986 vandt det europæiske mesterskab for klubhold med Steaua Bukarest og sagde, at rumænerne må løse opgaven med deres egen ”Romanian Rhapsody”. Mon ikke det så ka’ la’ sig gi’ sig, Bukarest? /Oliver Stilling