Klassekampens tre ansigter anno 2019

Sikke en dejlig lørdag, det er i dag. Lige sådan en lørdag, hvor man bare har lyst til at slappe helt af, glemme alt om verdens problemer og måske nyde en god krimi og et dejligt glas vin …

Ja, det kunne du tænke dig, hva’? Men sådan skal det ikke være. Ikke på vores vagt. Velkommen til lørdagens Føljeton: I dag skal vi diskutere klassekamp.

Smag på ordet. Klassekamp. Det lyder næsten latterligt, ikke? Støvet og gammeldags. Som noget, mænd med store skæg snakkede om i små kaffestuer i 1800-tallet, mens de brostensbelagte gader udenfor forsvandt i røgen fra industrialiseringens maskineri. Ja, eller som favoritsamtaleemnet nede i det lokale kommunistparti, hvor revolutionen altid er lige om hjørnet, og hvor de diskussionslystne mænd i øvrigt måske/måske ikke er de samme som dem, der sad på kaffestuerne i 1800-tallet.

Men ordet lader til igen at være blevet aktuelt. Klassekampen synes nu at dukke op i samtlige afkroge af verden – dog i meget forskellige udgaver. Vi har i den forløbne uge spottet tre former for klassekamp anno 2019:

1) Anarki

2) Klassisk strejke

3) Guddommelige olympiske drømme

Smadrede stærekasser og 200 millioner indere

I Europa er der lige nu hverken meget Marx eller kommunisme over klassekampen. Tag nu bare de efterhånden ganske berømte gule veste i Frankrig. Bevægelsen består af folk fra både det yderste højre og det yderste venstre, og resultatet er noget nær rendyrket anarkisme. Det sidste nye om bevægelsen er, at de har taget en særdeles skør Robin Hood-metode til sig. De har smadret ca. 60 pct. af samtlige Frankrigs fartkontrols-‘stærekasser’, fordi de mener, at fartkameraerne ikke er andet end en statslig indtægtskilde, der tager penge fra de fattige. Man finder også de anarkistiske rødder i bevægelsens navn. Det er lovpligtigt at have en gul vest i sin bil i Frankrig, og bevægelsen har dermed gjort loven til et symbol på oprøret.

Nej, så har de taget en mere klassisk arbejderstrategi til sig i Indien. Tirsdag og onsdag strejkede mellem 150 og 200 mio. indere. Det er immervæk en slat. Strejken blev arrangeret af 10 indiske fagforbund og skal være gået ud over blandt andet banker, offentligt transport, fabrikker, uddannelsesinstitutioner og offentligt ejede virksomheder. Ikke ulig de gule veste i Frankrig er de strejkende utilfredse med regeringens politik og de almindelige levevilkår, ligesom de ikke mener, der skabes jobs nok i Indien.

Keed af verden kier af olympiaden

De to eksempler er, trods deres forskellighed, det, man kan kalde klassisk klassekamp. Den slags finder man ikke meget af i Vatikanstaten i Rom. Vi anslår, at der blandt statens ca. 1.000 indbyggere ikke er mange marxistisk-sindede ”religion er opium for folket”-typer. Men vi mener alligevel at have sporet et lille oprør den seneste uge.

”Keed af Verden og kier ad Himmelen” hedder en smuk salme skrevet af Kingo, som din dansklærer måske på et tidspunkt har tvunget dig til at læse. Den handler kort sagt om, hvordan alt det, vi stræber efter i det jordiske liv, er tomt og flygtigt, mens efterlivet i himmerige er ægte og smukt. Altså en klassisk kristen asketisk forståelse af verden.

Men nu har kirkens højeste instans tilsyneladende alligevel fået smag for det jordiske liv. Vatikanet vil have sig et atletikhold og på sigt repræsenteres ved De Olympiske Lege. Ikke så asketisk, hvis man spørger os. OL er da noget med pomp og pragt og glade jordiske dage. Er der ikke også noget med, at atleterne dyrker helt vildt meget sex mellem kampene? I Vatikanet pågår der simpelthen en lille klassekamp mellem den jordiske og himmelske klasse.

Nå ja, måske er det os, der overfortolker. Men uanset hvad vil vi ønske god lørdag og al mulig held og lykke til den 62-årige professor fra Vatikanets bibliotek, der nu er en del af atletikholdet. /Andreas Terp