Britain's Prime Minister Theresa May leaves the lecturn after delivering a statement to members of the media in Downing Street in London on January 16, 2019, after surviving a vote of no confidence in her government. - British Prime Minister Theresa May's government saw off a vote of no confidence in parliament on Wednesday, called after MPs overwhelmingly rejected the Brexit deal. (Photo by Tolga AKMEN / AFP)
I fagforeningen HK’s medlemsmagasin Kommunalbladet er der et tilbagevendende element, som hedder ‘Mig og mit fag’. Her skriver kommunalt og regionalt ansatte HK’ere ind, hvis de har lyst til at snakke om deres arbejde. De, der gør det, er typisk nogle, som er glade for det, de laver. I den seneste udgave fortæller den pantefogeduddannede Jeanne Flintholm på 53 år om sit job som funktionær i Kontor for Betaling og Gældsvejledning i Københavns Kommunes Økonomiforvaltning.
På det tilhørende portrætfoto står hun og stråler som en lille sol, men der er også noget temmelig bestemt over hendes fremtoning. Hun har for eksempel beholdt frakken på, og sådan som hun står med hænderne gemt væk i store lommer, ligner hun Spencer Tracy i den scene i spillefilmen En mand steg af toget (1955), hvor han kommer ind på et fjendtligtsindet værtshus i flækken Black Rock og ender med at give stedets aggressive bølle læsterlige tæv med sin ene (lamme) hånd i lommen.
Det er nok sådan, man møder Jeanne Flintholm, når hun, som hun formulerer det, ”håndterer opkrævningen af kommunale tilgodehavender”. Ja, på kancellisprog lyder det umiddelbart flot, men reelt handler det om at tage fat i kraven på ”borgere, der er bagud med betaling af daginstitution, forplejning på plejecentre eller skal betale kontanthjælp tilbage”. Av av.
Jeanne Flintholm siger, at hendes vigtigste arbejdsværktøj er de redskaber, hun fik på kurset ‘Styrket borgerkontakt’, som ”handler om at lytte til borgeren, forstå dem, være venlig, forklare – og samtidig stå fast”. Stå fast? Yes, begrebet er jo blevet populariseret med psykologen Svend Brinkmanns mellemkomst, men på Kontor for Betaling og Gældsvejledning betyder det utvivlsomt: ingen kære mor.
Jeanne Flintholm taler ikke om det på dén måde i det lille interview, men hvor god hun end er til at lytte, er også hun underlagt ubønhørlige systemkrav: Pengene skal kradses hjem. Og som Føljeton-læsere, der har haft den tvivlsomme fornøjelse at være i karambolage med ‘systemet’, vil vide, er det virkelig heller ikke let at være den, der bliver stået fast overfor.
Presset på Jeanne Flintholm er i virkeligheden ret stort, fornemmer man. Hun fortæller nemlig, at telefonen ”altid” har 1. prioritet, ”fordi borgerne højst må stå i kø i ét minut, før de skal have os i røret. Derfor kalder vi os selv for telefonagenter”. Det lyder faktisk helt forfærdeligt. Men nogen skal jo gøre det sure arbejde, og det er nok rarere at få Jeanne Flintholm i røret end en eller anden indebrændt gnavpot, der hader sit arbejde.
En presset Theresa May
Og sådan forholder det sig måske også med Storbritanniens premierminister Theresa May. I to et halvt år har hun arbejdet på at lave en næsten umulig brexit-aftale med EU, og hun må i månedsvis have haft på fornemmelsen, at det britiske parlament ville nedstemme den, sådan som det skete med et overvældende flertal på 230 stemmer tirsdag – fordi den er så ringe. Det kan godt være, at Theresa May ligesom Jeanne Flintholm godt kan lide at ‘arbejde med mennesker’ – det ved vi ikke noget om – men prisen er under alle omstændigheder temmelig høj. Der findes vel ikke en europæisk statsleder, som har udstået flere ydmygelser og lidt flere nederlag i de seneste par år.
Efter afstemningen tirsdag kaldte Labours leder Jeremy Corbyn hendes regering for ”zombie-regering” og kaldte til mistillidsafstemning mod hende i underhuset onsdag. Den overlevede Theresa May med skindet på næsen. Det er ellers lige før, man havde undt hende en ‘nem’ vej ud af pinslerne.
Sådan ser hun tilsyneladende ikke selv på det. Der er bred enighed om, at hun ligger inde med en modstandskraft af en anden verden (nogle kalder det dog manglende fleksibilitet). En af hendes tidligere medarbejder i Downing Street, Chris Wilkins, som blandt andet var med til at skrive hendes taler, siger til The Guardian, at hun holder sig selv oppe med en følelse af, at hun er den eneste voksne person i lokalet, og at hun udelukkende navigerer efter det, hun opfatter som folkets vilje. ”Hun har den her sætning: ‘Politik er ikke en leg’. Det er Theresa May-verdenssynet,” siger Wilkins.
Og som hun selv formulerede det i en tidligere tale: ”Jeg tager ikke på turné hos tv-kanalerne. Jeg sladrer ikke om folk hen over frokosten. Jeg går ikke ud og drikker i parlamentets barer. Jeg går ikke rundt med følelserne uden på tøjet. Jeg udfører bare det arbejde, som ligger foran mig.”
Det lyder godt nok ikke særlig sjovt, men det er der vel heller ikke nogen, der har sagt, det skal være. /Oliver Stilling