Den danske folkesjæl er snusfornuftens guldstandard

Danmark er et dejligt land. Vi kan godt lide at brokke os, jovist, men hvis man lige tager en dyb indånding og virkelig tænker over det, så fungerer det hele jo egentlig ret godt. Vi ligger på en andenplads over lande med mindst korruption (kun slået snævert af New Zealand), vi har verdens 9. højeste bruttonationalprodukt, når man måler pr. indbygger, og så er vi efterhånden notorisk kendte for et par gange at have vundet prisen som verdens lykkeligste folk (hvad der så end ligger i det).

Det er nok nærmest umuligt at pege på en enkelt årsag til, at det trods alt går os så godt, som det gør. Ja, nogle vil endda sige, at et forsøg på noget sådant ville være dumt. Men vi har nu tænkt os at prøve alligevel.

For vi tror, at nøglen til vores succes er det pragmatiske danske lune. Den danske folkesjæl er snusfornuftens guldstandard. Her i landet hylder vi altid løsningen frem for idealet. Heltene finder man ikke i det enkelte individ men nærmere i de kollektive indsatser. Man kan hade janteloven alt det, man vil, men selve ideen om, at ingen på americana-manér skal skille sig ud på bekostningen af andre, er drivkraften for, at vi har fået det hele til at fungere på vores egen leverpostejsfarvede facon. Tænk på Anden Verdenskrig: Nok kæmpede vi ikke videre imod, da tyskerne kørte over grænsen, men modsat mange andre endte vi med at redde de fleste danske jøder pga. dansk pragmatisme og snedig list.

Et slapt håndtryk

Selv når vi forsøger at være idealistiske, går det ikke rigtig. Torsdag var der premiere på ‘håndtryksloven’, som siger, at nye statsborgere skal give hånd ved statsborgerskabsceremonien.

Det lyder jo unægteligt udansk. Sådan at have et symbolpolitisk princip, der kan komme til at stå i vejen for mere pragmatiske løsninger. Men tag ikke fejl. Hele ceremonien var ekstremt dansk alligevel. Når man byder nye statsborgere velkommen i fællesskabet, kunne man måske godt forvente lidt tjubang. Men som journalisten Mads Brügger rigtig nok påpegede på Twitter, var der tale om en ”noller og trist” ceremoni: ”Hvorfor er den danske stat så dårlig til at iscenesætte sig selv med lidt mystik, pomp og pragt? De er blevet danskere og ikke valgt som suppleanter til en håndboldklubs bestyrelse (selvom det selvfølgelig lidt er det samme).”

Nej, pomp og pragt var der ikke meget af. Stedet for ceremonien lignede en gymnastiksal i provinsen, og man havde kun lige taget sig sammen til at stille en talerstol og et par dannebrogsflag op. Som én svarede på Brüggers tweet: ”Når vi endelig skal være småfascistiske her til lands, så bør vi sgu også i det mindste have en sans for æstetik.”

At kalde det småfascistisk er måske lige til den polemiske side, men vi er enige i, at der ikke var meget æstetik at komme efter.

Kedelig og velfungerende

Humlen er, at Danmark er et forholdsvis røvsygt sted. Men det er ikke kun dårligt. Tænk på det som et parforhold. Det er sjovt at have skøre kærester i sine unge år, men når man skal til at have børn, så gælder det om at finde en, der er stabil og småkedelig. Sådan er det nok også med stater.

Skulle man være i tvivl om værdien af kedelighed, så er det bare at tage et kig på Europas stormagter. Den franske selvforståelse er revolutionær. Det er cool og spændende, men det ender også med gigantprotester i gule veste. I Storbritannien føler man sig stadig som en kolonialistisk stormagt – man er riget, hvor solen aldrig går ned. Den selvforståelse fik dem i første gang til at forlade EU, og nu er selvsamme selvforståelse ved at stikke en kæp i hjulet for, at de kan gøre det på en ordentlig måde. Begge lande har æstetikken på plads. Men de betaler også prisen for det.

Nej, så er det måske bedre at bo i et land, som har en hvilepuls på 30 og et småligt forhold til håndtryk. Eller også er det ikke. Måske er det værste i verden faktisk at være kedelig. Det er nok et temperamentsspørgsmål. /Andreas Terp Kønig