Den gode forklaring: Socialdemokratiet er med ét slag vendt tilbage sin klassiske DNA og viser med gårsdagens pensionsudspil, at en ny regering rent faktisk vil ændre kurs for de mest nedslidte – og vender dermed definitivt ryggen til perioden under tidl. S-statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes finansminister Bjarne Corydon. Idéen om at give tidligere folkepension til nedslidte arbejdere, der har været mindst 40 år på jobmarkedet, har allerede skabt udbredt begejstring i fagbevægelsen, og med støtte fra både SF og DF har S-formand Mette Frederiksen både formået at styrke sig selv indadtil og skabt en klar kant til de borgerlige partier. Ingen er for alvor i tvivl om autenticiteten og oprigtigheden, når Mette Frederiksen rørstrømsk siger: ”Vi vil insistere på, at vi som samfund passer på dem, der har arbejdet i mange år, og som ikke bare kan blive ved. Vi kalder det værdig tilbagetrækning”. At tilbuddet om tidligere tilbagetrækning tilmed er koblet til større beskatning af finanssektoren gør kun godt bedre for socialdemokraterne. Den gode forklaring på, at Mette Frederiksen netop har lanceret sit pensionsudspil, er således, at det er et udbredt ønske blandt kernevælgerne, ogat hun selv ønsker at gøre op med nogle af de mest skæve reformer fra Thorning-æraen.
Den onde forklaring: Socialdemokratiet har lurepasset i årevis og undladt at fremlægge alt for konkrete udspil – ikke mindst belært af de bitre erfaringer fra valgkampen i 2011, hvor oplægget ’Fair Løsning’ floppede fælt efterfølgende – men den nye ledelse har nu med pensionsudspillet fundet en snedig mellemvariant. Ved at fremlægge syv principper, der først skal konkretiseres og omformes til en specifik løsning efter en eventuel valgsejr, har Mette Frederiksen på én og samme tid fået noget konkret politik på hylderne og undveget at blive stillet til ansvar for detaljerne. Det er den samme model, der tænkes brugt med nye overførselssatser, der også først skal defineres i en ny ydelseskommission efter valget. Planen med pensionsreformen er, at detaljerne skal diskuteres i en trepartsforhandling efter valget: ”Hvordan modellen præcis udformes, kan og skal ikke tilrettelægges uden et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Det er de faglige organisationer og arbejdsgiverne, der repræsenterer hhv. de lønmodtagere, det vedrører, og deres arbejdspladser,” hedder det i oplægget. Den onde forklaring på, hvorfor Socialdemokratiet lancerer udspillet nu, er, at de kan love noget populært uden at være forpligtet. Og med god god grund, for i Børsen i dag afviser Dansk Arbejdsgiverforening højt og helligt, at der kan blive tale om tidligere tilbagetrækning.
Den grusomme forklaring: Udspillet møder massiv modstand fra den yderste venstrefløj, hvor Enhedslistens Pelle Dragsted ligefrem kalder det for ”bluff” og ”varm luft”. Han retter en spids kritik mod den djævelske detalje, at Socialdemokratiet i realiteten kun skubber den automatisk stigende pensionsalder med tre år men reelt ikke vender udviklingen. Efter de gældende regler vil en ung murer først kunne gå på pension, når han eller hun bliver 73 år, langt ude i fremtiden. Med Socialdemokratiets model vil det i stedet kunne ske fra 70-årsalderen, som imidlertid er væsentligt senere end vilkårene i dag, altså her i 2019. Selv med S-modellen vil der altså ske en fremtidig forringelse, hvilket skyldes, at også Socialdemokratiet løbende vil stemme for de automatiske stramninger, som forligsparterne bag Velfærdsaftalen i 2006 har forpligtet sig til. Den grusomme forklaring på lanceringen af S-modellen er, at den skal sløre den barske kendsgerning, at Socialdemokratiet har tænkt sig at stemme for en gradvis højere pensionsalder men nu kan undvige kritikken ved at pege på, at de trods alt vil gøre det lidt bedre, end det ellers ville være. /Lars Trier Mogensen