Chikane som princip

Afmagt udfoldes ofte endnu mere ubarmhjertig end magt. For når politikere ikke længere ved, hvad de kan gøre for at forbedre verden for de mange, kan de i det mindste bruge deres formelle magtbeføjelser til at forværre hverdagen for nogle ganske få. Og det er dér, vi som nation nu står i den evigt lidenskabelige udlændingedebat: Afmagten råder.

Paradigmeskiftet er undervejs. Dansk Folkeparti og regeringen med udlændingeminister Inger Støjberg (V) i front er ved at indføre en række drakoniske stramninger, som ingen forventer vil gøre noget godt for nogen, men som til gengæld vil gøre livet rigtigt surt for nogle få hundrede herboende udlændinge.

Ydelserne til asylfamilier skal sænkes mærkbart, og samtidig lægger regeringen nu op til at afskære flygtninge eller flygtningefamilier fra at få samme hjælp til eksempelvis medicin eller tandbehandling, som udsatte danske borgere.

Folketinget er gået i gang med at behandle L-140, Lov om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love. Og allerede efter gårsdagens førstebehandling står det klart, at det danske folkestyre står over for et nyt lavpunkt. I første omgang fordi regeringen kun havde givet humanitære organisationer påfaldende kort tid til at udarbejde høringssvar til lovforslaget, som udmønter det såkaldte ‘paradigmeskift’.

Den fuldkomne afmagt

Selv om de samlede ændringsforslag fylder i alt 125.332 ord, ja, eller mere end 800.000 anslag inkl. bemærkninger, havde organisationer og eksperter ikke fået den sædvanlige tid til at læse, forstå og kritisere det omfattende lovkompleks, der dybest set handler om at forringe levevilkårene for asylansøgere så meget, at de selv og deres bekendte flygter videre. Idéen med L-140 er at skræmme udlændinge fra at søge asyl i Danmark.

Det egentlige lavpunkt er selve indholdet: Skiftet fra hidtil at have stramme indrejse- og asylregler og så til gengæld at behandle herboende borgere både værdigt og forhåbningsfuldt til fremover at chikanere asylfamilier med bl.a. endnu lavere fattigdomsydelser og indrette hele systemet efter at udstøde og skræmme folk videre, er i sandhed et paradigmeskift. Det er et skift fra nordisk folkestyre til en ny form for principløs afmagtfuldkommenhed.

Venstres tidligere socialordfører Eyvind Vesselbo, som paradoksalt nok var en af de første, som problematiserede de demografiske konsekvenser af indvandring i sin omdiskuterede Ishøj-rapport fra 1990, beskriver det værdimæssige kollaps skarpt i et debatindlæg i dag:

”Ved at gøre vilkårene så dårlige for de udlændinge, som allerede er i Danmark, håber man, at de selv frivilligt vil tage tilbage til det land, de kom fra. Hvis de ikke gør det frivilligt, så indebærer ideen i paradigmeskiftet endvidere, at så vil man forsøge at tvinge dem tilbage til deres hjemland,” skriver Eyvind Vesselbo og fortsætter:

”Argumentet er, at man i alt for mange år har taget det som en selvfølge, at når man havde fået midlertidigt ophold i Danmark, så betød det samtidig, at man kunne blive permanent i landet. Det har man nu besluttet at lave om på. Man glemmer bare, at grunden til, at meget få med midlertidigt ophold er blevet sendt tilbage til deres hjemlande, er, at det ikke har været muligt på grund af en række konventioner. Disse konventioner er der stadig, situationen er altså den samme. Paradigmeskiftet vil derfor ikke have den ønskede virkning, medmindre Venstre er villigt til at bryde nogle konventioner.”

Loven vil blive vedtaget

SF’s formand Pia Olsen Dyhr er endnu mere ligefrem i et blogindlæg: ”Regeringens formål er soleklart. Den vil gøre det så uattraktivt som overhovedet muligt at være i Danmark for flygtninge. Og så er det åbenbart okay, at de børn, som ikke har skyggen af skyld i den situation, de er endt i, også bliver ramt.”

Men kritikken vil næppe gøre hverken fra eller til. Regeringen og Dansk Folkeparti har på forhånd flertal for L-140, og selv om enkelte borgerlige folketingsmedlemmer såsom Jan E. Jørgensen fra tid til anden koketterer med, at de skulle være ægte liberale, er den barske virkelighed, at samtlige 90 borgerlige medlemmer i Folketinget bakker op om de nye chikaneregler, der markerer en tilbagevenden til almissesamfundet.

Tiltroen til bæreevnen i vores moderne, danske samfundsmodel er tilsyneladende forsvundet. Stoltheden ved vores hidtidige værn mod fattigdom er i indre opløsning, i hvert fald i ledelsen hos de borgerlige partier. I stedet sparkes nedad: Afmægtighed har taget over. /Lars Trier Mogensen