Der mangler noget. På et tidspunkt i Netflix’ anbefalelsesværdige animationsserie BoJack Horseman drister seriens hovedkarakter, BoJack, sig til at stjæle d’et fra det ikoniske Hollywood-skilt i Los Angeles. Det er en manøvre der viser sig at få nogle overraskende konsekvenser, for i stedet for at erstatte det tabte ‘d’ med et nyt, vælger byens indbyggere blot at omdøbe bydelen til “Hollywoo”. Det endda helt uden at påtale, at der er noget, som mangler. Måske har tv-folkene hos det Disney-ejede ABC set for meget Netflix. Tirsdag annoncerede de i hvert fald, at årets Oscar-show vil blive afviklet uden en vært – og at det altså ikke vil blive noget problem.
Dumme Twitter-jokes. Beslutningen om et værtsløst Oscars synes unægteligt aparte, men det kommer ikke ud af ingenting. Tilbage i december valgte den annoncerede vært, komikeren Kevin Hart, at trække sig fra rollen, idet han pludselig mødte massiv modvind på de sociale medier. Årsagen hertil var en række gamle homofobiske jokes og tweets tilbage fra 2010, som Hart i første omgang nægtede at undskylde for. Det var på mange måder en dum manøvre, for snart var Hart persona non grata i Oscar-regi, og ABC måtte på jagt efter en erstatning. Problemet var bare, at ingen ville have jobbet. Der er simpelthen for meget at tabe og for lidt at vinde ved at blive frontfigur ved Oscar-showet.
Desperat oldtidslevn. Det er der flere årsager til. I den senere årrække har flere bevægelser såsom #MeToo, Time’s Up og #OscarsSoWhite været med til at illustrere, hvor problematisk og anakronistisk et foretagende Oscaruddelingen er blevet. I 2015 og 2016 var der eksempelvis kun nomineret hvide stjerner til skuespilpriserne, og i en periode på 90 år har der kun været én enkelt kvinde, som har vundet titlen som bedste instruktør. Oven i det har showet i snart ti år mødt faldende seertal, hvor særligt de yngre seere har valgt at hoppe fra. Det har skabt en problematisk diskrepans mellem showets værter og dets reelt set ældre publikum, hvorfor populære navne som Seth MacFarlane og Neil Patrick Harris er faldet slemt igennem i værtsrollen. Allerværst stod det til i 2011, da ABC i et desperat forsøg på genopvække interessen hos de yngre seere valgte at lade James Franco og Anna Hathaway få roret, hvilket resulterede i et af de værste shows nogensinde. Faktisk er showet i 2011 nok kun overgået af ét andet, når det kommer til det tåkrummende: Oscaruddelingen i 1989, der indtil nu har været det eneste uden en vært. Det show var så katastrofalt ringe, at hele 17 Hollywood-stjerner bagefter forfattede en offentlig klage til showets producer Allan Carr og derigennem dræbte hans karriere. Indtil videre er der ikke meget, der tyder på, at en ny omgang værtsløs Oscars skulle blive meget bedre. Hollywoo kan hurtigt blive til Hollybuh, når der sådan mangler en afgørende komponent. /David Dragsted