Nogle gange kunne man godt ønske sig, at der var lidt flere, som åbent og ærligt gik ud og sagde, ”nu har jeg tænkt over det, og jeg er nået frem til, at jeg har dummet mig”. At det blev sagt helt uden forbehold og bagtanker. Bare en ren og skinbarlig selvindsigt, der kunne stråle fra personen som et guddommeligt lys. For hvem ville da ikke svare, ”det er ok. Vi har jo også dummet os”? For sådan er det. Vi har alle dummet os. Nogle af os gør det hele tiden.
I den forbindelse vil vi gerne fremhæve British Council, som i dag har vist sig som et smukt eksempel inden for disciplinen at indrømme et rigtigt – som briterne kalder det – fuck up. British Council er et statsfinansieret kulturinstitut, der har til opgave at udbrede britisk kultur uden for Det Forenede Kongeriges grænser. For 70 år siden ville forfatteren George Orwell, altså ham med 1984, gerne have hjælp til at få sit essay ”I forsvar for det britiske køkken” publiceret uden for landets grænser. Det fik han ikke. British Council syntes, det var et fint essay, men de mente ikke, det ville gøre sig hos et kontinentalt publikum. De har de nu fortrudt, og Orwell har fået en undskyldning. Uheldigvis døde Orwell i 1950, men det er tanken, der tæller.
Se, vi forstår jo egentlig godt, at en britisk kulturinstitution syntes, at det måske var en dårlig idé at sende et forsvar for det britiske køkken ud over Den Engelske Kanal – det er bare ikke lige på det kulinariske område, de giver franskmændene baghjul. Men det er alligevel dejligt, at kulturinstituttet nu siger, de har dummet sig. For det kunne jo være, at det havde givet en bedre forståelse mellem briterne og kontinental-Europa, og at vi måske ville have været hele det nuværende morads foruden, hvis andre end briterne havde forstået, hvad pies og haggis går ud på. Det bringer os i øvrigt videre til nogle andre, der også har dummet sig, men som har været mindre gode til at indrømme det.
Et særligt sted i helvede
”Nu kommer du til at få et værre hyr med briterne,” grinede den irske premierminister i øret på formanden for Det Europæiske råd, Donald Tusk, efter deres pressemøde. Det var ikke meningen, at sætningen skulle ud, men de to politikere havde glemt, at de stadig havde mikrofoner på.
Den sjove bemærkning var en henvisning til, at Donald Tusk kort tid forinden på pressemødet havde sagt, at der findes et særligt sted i helvede for de politikere, der agiterede for Brexit uden at have en plan for, hvordan det skal gennemføres. Hvis vi skal motivforske på Tusks udtalelser fra i går, så mener vi at kunne læse mellem linjerne, at Tusk meget gerne så nogle britiske politikere gå ud og sige, ”vi har dummet os. Kan vi ikke bare droppe det hele?” Tænk engang hvor let det hele da kunne glide. En enkelt indrømmelse, og Europa ville være tilbage på sporet. Men det er heller ikke nemt at indrømme sine egne fejl.
Støjberg har dummet sig
Problemet er jo også, at hvis man prøver at skjule, at man har dummet sig, så bliver det ofte alligevel opdaget. Noget sådant synes at være ved at ske for udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
Det har tidligere været fremme, at Støjberg i 2016 udstedte en ulovlig instruks om adskillelse af asylpar. Konkret handlede det om, at Støjberg gav en ordre om, at alle asylpar, hvor den ene part var under 18, skulle adskilles. Hun kom med instruksen i en pressemeddelelse, og myndighederne fik besked på at indordne sig efter den. Problemet er bare, at en sådan kategorisk instruks er imod loven.
Støjberg undskyldte sig dengang med, at skønt pressemeddelelsen var meget kategorisk, så havde hun på et møde med Udlændingestyrelsens direktør sagt, at styrelsen skulle tage nogle forbehold i forhold til instruksen. Men nu har dagbladet Information fået fat i en mail, som den nu tidligere direktør for Udlændingestyrelsen har sendt efter mødet. Her ser det ikke ud til, at direktøren på mødet havde fået at vide, at de skulle tage forbehold.
Ja, hvis alt det står til troende, så ser det jo unægteligt ikke så godt ud. Faktisk ser det ligefrem ud til, at Inger Støjberg har dummet sig. Gad vide, om hun har det på samme måde. /Andreas Terp Kønig