Kan internetkøleskabe frygte Gud?

I en semi-dystopisk radikalisering af det gamle mundheld ”vejen til en mands hjerte går gennem hans mave” har Samsung valgt at opfinde det måske dummeste dating-koncept hidtil: ”Refrigerdating.” I al sin enkelthed går det ud på, at du tager et billede af indholdet af dit køleskab, uploader det til din profil, og så ellers lader folk vurdere, om der er kød nok (eller måske snarere omvendt?) på dine madpræferencer, til at du er en date værd.

Ak ja, senkapitalismen har i sandhed peaket, for ”Refrigerdating” er selvfølgelig et slet skjult marketingsstunt fra Samsungs side. Formålet er at sælge deres nye smart-køleskabe, der ved hjælp af en internetforbindelse skulle kunne hjælpe dig med alt fra indkøb til notetagning. Men lad os lige være ærlige et øjeblik: Vores køleskabe behøver altså ikke komme på internettet.

Socialpsykologen Shoshana Zuboff har i de forgangne uger vundet en hel del hæder for moppedrengen ”The Age of Surveillance Capitalism.” Her sætter hun en kvalificeret finger på, hvad vi egentlig har gjort for at fortjene ting såsom Samsungs køleskabe. Det opsummerer hun i det ret rammende begreb ”overvågningskapitalisme”, der beskriver den enorme økonomi, der er blevet skabt på, at vi har ladet tjenester som Facebook og Google få adgang til vores inderste hemmeligheder.

Selve afdækningen af vores hemmeligheder er dog ikke så meget problemet for Zuboff. Nej, det er snarere, hvad afdækningen muliggør: En total forudsigelse og formning af vores handlinger, som vi ikke engang er klar over finder sted. Det er her, lokummet for alvor begynder at brænde, for hvis selv vores køleskab begynder at sladre om, hvad vi putter i det, er det ikke til at sige, hvad vi pludselig finder på at spise.

Overvågningskapitalisme vig bort

I disse tider er gode råd altså dyre, når det sådan kommer til at stoppe overvågningskapitalismens onde ånd. Måske folkekirken rent faktisk kan vise sig brugbar i den forbindelse. I en artikel fra forrige uge i Kristeligt Dagblad slog en række præster og biskopper i hvert fald et slag for, at mennesker, som oplever ”tilstedeværelsen af noget ondt, iskoldt og ubehageligt i deres hjem” i højere grad skal have mulighed for søge hjælp i kirken.

Godt nok taler præsterne i artiklen om tilstedeværelsen af dæmoner og onde ånder, hvilket selvsagt svækker deres argumentation en anelse. Men prøv at tænk, hvis man i afmagt over for overvågningskapitalismen kunne shanghaje en type som sognepræst Christina Philipstatt til at komme og bede en frisk bøn i ens hjem, à la den hun anvender mod dæmoner: ”Hvis der er noget her, som ikke skal være her, så vig bort i Jesu Kristi navn.”

Hvem ved, måske Mark Zuckerberg og kompagni rent faktisk er nogle gudsfrygtige typer.

Skeletter i det katolske køleskab

Også den katolske kirke har sine dæmoner at kæmpe med. Lørdag valgte pave Frans således at kaste den forhenværende kardinal og ærkebiskop Theodore E. McCarrick på porten, efter en række rystende afsløringer om, at ekskardinalen i årtier har misbrugt børn og voksne gennem sit embede.

Beslutningen vil blive fulgt op af et topmøde i kirken i denne uge, hvor organisationer som ”Ending Clergy Abuse” håber på, at vi endelig vil se nogle konkrete tiltag for, hvordan den katolske kirkes endeløse historie med seksuelt misbrug kan blive stoppet. Det håber vi så sandelig også. Hvis vi kan finde ud af at overvåge og kontrollere hinanden med hyperintelligente køleskabe, kan vi vel for Guds skyld også finde ud af at stoppe kirkens usmagelige magtmisbrug. /David Dragsted