Sundhedstegn: Politikerleden hærger. Folket er trætte af levebrødspolitikerne. De skide pampere! Men i virkelighedens verden rummer det danske folkestyre faktisk en sjælden fornyelseskraft; en enestående evne til at transformere sig selv indefra og give plads til nye partier, der netop formår at opsamle opbrud, idéer og strømninger – og kanalisere frustrationer ind i det parlamentariske arbejde. Ved fire af de seneste seks folketingsvalg har et nyt parti, der ikke stillede op ved det forrige valg, således vundet tilstrækkeligt med mandater: Dansk Folkeparti (1998), Ny Alliance (2007), Liberal Alliance (2011) og Alternativet (2015). Tendensen peger i retning af, at 2019 også vil blive året for en ny politisk debut, mest sandsynligt med Nye Borgerlige, som nu ligger stabilt over spærregrænsen med Pernille Vermund i spidsen. Men også ugens medieshow, erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersens nye parti, Klaus Riskær Pedersen, kan meget vel få sit folkelige gennembrud. Med sin flamboyante personlighed har han let ved at stjæle mediebilledet fra de andre kandidater, men også fordi han udfylder et tomrum i den borgerlige blok med nådesløs kritik af sammenbruddet i Skat og cowboy-agtige forslag til en hurtigere klimaomstilling.
Stemmespild: Aldrig har før har så mange borgerlige partier stillet op et folketingsvalg, som tilfældet bliver her i 2019. Engang var det venstrefløjen, som var spaltet internt og fragmenteret i små fraktioner og uforståelige forkortelser, men i år slår det borgerlige Danmark rekord. Hele seks-syv småpartier kæmper nu om at udgøre det ikke-socialistiske modspil til de to store borgerlige partier, Venstre og Dansk Folkeparti: Fra det yderste højres Nye Borgerlige og Liberal Alliance over det klassiske Konservative Folkeparti videre til de to socialliberale Kristendemokraterne og Radikale Venstre og helt ud af de traditionelle kategorier til det nyeste nybrud Partiet Klaus Riskær Pedersen, og afhængigt af perspektiv skal Alternativet måske også tælles med. Alle syv partier kan komme i flertallet, og alle syv partier risikerer potentielt at ryge ned omkring spærregrænsen, og dermed skabe danmarkshistoriens største stemmespild. Med så mange småpartier i spil er det højest sandsynligt, at situationen fra 1998 vil gentage sig, blot med omvendt fortegn: Dengang mistede venstrefløjen i alt 4,9 pct. af stemmerne, da hverken Fælles Kurs, De Grønne, Danmarks Kommunistiske Parti eller Venstresocialisterne kom ind.
Smædekampagner: Forstoppelsen i det borgerlige landskab kan ikke undgå at skærpe personopgørene. De seks-syv partiers holdninger overlapper på så mange strækninger, på kryds og tværs, og mediemøllen er samtidig blevet så flygtig, at valgkampen i højere grad end tidligere vil tage form som egentlige smæde- og tilsværtningskampagner. Som et varsel om en sjældent perfid valgkamp vidnede torsdagens udgave af Debatten på DR2 om, hvordan personangreb nu betragtes som det bedste forsvar. Opkomlingene står for skud: På den ene gik Venstres Jan E. Jørgensen til angreb på Klaus Riskær Pedersen med beskyldninger om, at han skylder i skat. At han kort sagt er en svindler. På den anden side gik Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt hårdt til angreb på Pernille Vermund med beskyldninger om, at hun slet ikke havde engageret sig i udlændingepolitik, mens hun var konservativ folketingskandidat – helt op til sidste folketingsvalg. At hun kort sagt er fake. Og det er kun begyndelsen. De tætte opløb mellem de borgerlige partier kan udvikle sig til en borgerkrig. En kættersk tanke kunne dog være, at de negative kampagner rent faktisk udstiller partiernes svagheder over for vælgerne, og medvirker til at skrælle den polerede fernis af spin af politikerne. I så fald står Danmark i de kommende uger og måneder over for mange sandhedens timer. /Lars Trier Mogensen