Nina Groes: »Kvinder skal stadig være fuckable«

Som barn følte Kvinfos direktør Nina Groes sig forkert. Hun sloges, råbte og klatrede og fik altid at vide, at hun skulle dæmpe sig. Den præfabrikerede model for piger, som hun kalder det, var ikke hendes model. Hun levede ikke op til forventningerne, og det vidste hun godt.

»Det giver sådan en grundlæggende følelse af at være forkert, når man ikke passer ind. Det sætter sig i en som skam, isolation, og ensomhed,« fortæller hun.

Jeg besøger hende på kontoret på Kvinfo (Center For Information Om Kvinde- og Kønsforskning), og jeg fornemmer en heftig aktivitet omkring os. På bordet står tre porcelænskopper med en slat kaffe i hver. Nina Groes afholder møder i flæng for tiden, så kopperne stammer fra det møde, der lige er afsluttet. Travlheden på kontoret skyldes Kvindernes Internationale Kampdag i morgen d. 8. marts, hvor hun er vært ved et større arrangement på spillestedet Vega i København.

Svært at være anderledes

Når Nina Groes sidder og fortæller om oplevelsen af ensomhed i sin barndom, er det, fordi hun kan se, at det ikke bare er hendes oplevelse, men en universel oplevelse. Rigtig mange unge mennesker slås med de samme problemer i dag, siger hun, »fordi det er så svært at skulle leve op til definitionerne på det rigtige og det normale – særligt i forhold til køn. Det er svært at være anderledes. Og man skal ikke være særlig meget anderledes, før man falder udenfor.«

Men sådan bør det ikke være. »Der findes jo ikke noget mindre kreativt og mindre innovativt end en masse mennesker, der går rundt og ligner hinanden,« siger hun. »Hvis alle har den samme farve, samme seksualitet, drikker den samme vin og går i den samme golfklub, så bliver det sgu for kedeligt.«

Gad ikke lave om på sig selv

Skam, isolation og ensomhed er ikke bare individets problem, mener Nina Groes. Det er i lige så høj grad samfundets ansvar at udvide rammerne for, hvordan vores køn kan se ud på titusinder af forskellige måder. Hvis vi gør det til kun at være den enkeltes problem, skaber vi endnu mere isolation og ensomhed, fordi vi forhindrer et fællesskab i at opstå, hvor vi kan diskutere, hvad det er for en kultur, der omgiver os, og hvordan den kan være med til at fremme de følelser.

»Følelsen af at være forkert kan sidde i én mange år efter. Der er garanteret stadig lidt tilbage i mig. Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at hvis man bare reder sit hår, shiner sig lidt op og taler på en særlig måde, så bliver man accepteret. Da jeg så blev lidt ældre, så tænkte jeg: fuck det! Det gider jeg fandeme ikke. Jeg er mig, og jeg gider ikke lave om på mig selv for at passe ind,« siger hun.

Feminismens vigtigste opgaver

Da Nina Groes var 11 år, oplevede hun noget, som har været med til at forme hende. Hendes mor var blevet færdig på teologstudiet, og da hun skulle ordineres til præst, var der flere af hendes mandlige kolleger, som ikke ville give hende hånden.

»Det er en ret stærk ting, når man står dér som 11-årig, og der er nogen, der ikke vil give din mor hånden, fordi hun er kvinde,« siger Groes.

Det er en af feminismens vigtigste opgaver, mener hun: at skabe plads til mangfoldighed, nedbryde forældet vanetænkning om køn og skabe rammerne for et fællesskab, hvor man kan diskutere, hvad det er for mønstre, der påvirker os og tvinger drenge og piger ind i to forskellige roller.

»Det er op ad bakke at tage den kamp alene, så der er det vigtigt at sige, at det er et fælles ansvar. Det er ansvarsløst som samfund at lade hver enkelt tage ansvaret for sin egen kamp.«

Mod og handling

Alene inden for det seneste år er antallet af kvinder i politik faldet (37,4% af folketingets medlemmer er kvinder mod 39,1% før valget sidste år, i kommunalbestyrelserne er under hvert tredje medlem kvinde, og færre end hver syvende borgmester er kvinde), vejen for kvinder til ledelsesposter er lige så svær, som den var for ti år siden, og konsekvenserne af den globale sikkerhedssituation rammer i særdeleshed piger og kvinder, der i stigende grad udsættes for vold og mister rettigheder. Derfor mener Nina Groes, at vi skal kigge ud i verden, lige så meget som vi skal se på vores eget samfund.

»I Danmark har vi tit sådan en forestilling om, at ligestilling er noget, der kommer af sig selv, hvor vi går mere og mere i retning af lige rettigheder og lige muligheder. Men ligestilling kommer ikke af sig selv. Det kræver, at vi gør noget, det kræver bevidsthed, det kræver politisk handling – det kræver mod,« siger hun.

Knaldefaktoren

Og så er der det med udseende. Udseendet er stadig et stort tema for kvinder. At være lækker kædes i alt for høj grad sammen med talent, mener Nina Groes, og her spiller medierne en væsentlig rolle. Repræsentationen af kilder understøtter nemlig kvindernes knaldefaktor, og på det område er der ikke sket noget de seneste 30 år, hvis man skal tro Nina Groes.

»Det er stadigvæk 80% af alle eksperter på tv, der er mænd. Gør vi det op på områder, så ser vi igen, at mænd snakker politik og økonomi, og kvinder snakker mode og have. Laver man så endnu en opdeling på alder, så kan vi se, at andelen af kvindelige eksperter er størst, når kvinderne er under 35 år. Når kvinderne bliver 50 år sker der virkelig et dyk. Det er ok at være både kvinde og ekspert – men så er det rigtig dejligt, hvis du også ser godt ud. Man vil gerne have, at kvinder også skal være fuckable.«

På ligestillingsfronten er der dog ikke kun nederlag, mener Nina Groes. Selv om uddannelsesvalg, lønforskelle og arbejdsliv stadig i stor udstrækning afhænger af køn, og kvinder statistisk set er taberne, er der for eksempel skabt større fokus på mænds vold mod kvinder. På politisk plan er bevidstheden om problemets omfang øget, og på Christiansborg taler man i dag om sexisme, hate crimes og voldtægt på en helt anden måde end tidligere.

Kønsrollerne sidder der for livet

Og så tilbage til Nina Groes’ barndom. I skolen sad hun, ifølge sig selv, på de bagerste rækker med mærkaten ‘ikke egnet’ påklistret. Men hun kæmpede sig op, blev student, senere cand.scient.adm. og endte med at blive iværksætter.

»Da jeg ringede ned til banken for at sige, at jeg ville starte mit eget, spurgte min bankrådgiver mig, om det var en frisørsalon. Jeg tænkte, Gud nej, det er da løgn. For helvede mand! Det er kanon at være frisør, men det er ikke det, jeg dur til.«

Som direktør i sin rådgivningsvirksomhed deltog Nina Groes ofte i konferencer, hvor hun var den eneste kvinde. Hun blev altid set som det inspirerende indslag, »fordi jeg mødte de der fordomme om, at kvinder ikke kan vækste, de kan ikke tjene penge, de kan i det hele taget ikke lave business.«

Nina Groes’ medarbejder stikker hovedet ind. »Du har to minutter Nina. Din næste aftale er kommet.« Hun tager endnu en slurk kaffe, før hun afslutter:

»Feminisme handler også om retten til at være anderledes. Og det er en ret, som i den grad er presset i dag. Men vi skal kæmpe for, at alle kan være til, på den måde de vil være til på. Den bevidsthed er grundlaget for, at vi kan skabe et ligestillet samfund,« siger hun.

Forsidefoto: Scanpix