Fanget i nostalgien

Da det pludselig i går dukkede op i nyhederne, at hele to af halvfemsernes største ikoner var blevet erklæret døde inden for ganske kort tid af hinanden, var det, som om det ikke bare var en alt for tidlig afslutning på to liv, men også den endegyldig afslutning på et årti. I går døde 90’erne sammen med Luke Perry og Keith Flint.

Perry og Flint var velsagtens så forskellige, som man kan blive, men måske var det netop derfor, at de tilsammen synes perfekte til at indkapsle hele det morads af galskab, som 90’erne var.

Luke Perry blev kendt for sin rolle som Dylan McKay i tv-serien Beverly Hills 90210. Dylan var en plaget bad boy, der var hård uden på men (selvfølgelig) i sidste ende blød inden i. Pigerne ville have ham, drengene ville være ham, og sammen med resten af Beverly Hills-holdet var Dylan McKay et epitome på det smarte ungdomsliv i 90’erne. Luke Perry døde i går af et slagtilfælde, 52 år gammel.

Ikke alle kunne spejle sig i Beverly Hills-livet. For nogle var det ren posh og poser. Det har man nok fx tænkt, hvis man var fan af Keith Flint, der var forsanger i det britiske rave-band The Prodigy. The Prodigy var, som navnet næsten antyder, grimt, hårdt og vildt. Det var den generations punk rock. Deres elektroniske technomusik lå langt fra det skær af glamour og pastelfarver, der altid lå over linsen på Berverly Hills. Det eneste pastel ved The Prodigy var de neonfarvede piller, mange slugte for at kunne gå tilstrækkeligt amok til deres koncerter. Keith Flint døde i går, 49 år gammel.

Uanset om man var til Beverly Hills eller til The Prodigy (eller var kompleks nok til at omfavne begge dele), så er mange med ungdommelige rødder i 90’erne blevet ramt af en sur smag i munden i dag. De to dødsfald er en personlig tragedie for de dødes familier, men for en hel generation er det også en påmindelse om en tid, de aldrig får tilbage. At sørge over kendis-dødsfald kan nok virke en anelse mystisk, men følelsen, der rammer mange, er måske i højere grad nostalgi end egentlig sorg. Og nostalgi er et stof, der er stærkere, end meget af det de tog til The Prodigy’s koncerter.

Macron på jagt efter genfødslen

Man skal tage sig i agt for nostalgi. For de flestes vedkommende sker der ikke noget ved at eksperimentere med det i weekenderne, men hvis man først bliver hooked, så kan det ødelægge dit liv. Tilværelsen kan ende med at blive en lang jagt på det, der var engang. Man glemmer at rykke sig frem, fordi man ville ønske, man kunne rykke tilbage. Hjernen snyder en til kun at huske alle de gode ting fra fortiden, og pludselig har man overbevist sig selv om, at Buffalo-skoen var fed. Sagt med andre ord: Ofte ønsker man i virkeligheden ikke fortiden, man ønsker sig fortiden, som man husker den i sin egen romantiserede udgave.

Den slags nostalgi gik Frankrigs præsident Emmanuel Macron i går til angreb på. I et åbent brev til alle EU’s nationer (oversat til alle EU’s sprog) beder han europæerne gøre op mod nationalismens konservative løfte om at vende tilbage til en tid, hvor alt var bedre. For alt var ikke bedre, mener Macron. Men det betyder ikke, at vi skal ignorere fortiden. Han vil have, at vi skal genføde Europa med gode gamle europæiske værdier som frihed, beskyttelse og fremskridt. Men vi skal også ændre Europa til det bedre. Det er en slags dialektisk renæssance. Vi skal bruge det bedste fra fortiden til at rykke mod fremtiden. /Andreas T. Kønig