Kære læser

Bask med vingerne, unge venner

(ARKIV) Terminsprøve i matematik for 2 g på Borupgaard Gymnasium. Det kan være en stressende affære at gå til eksamen, men er man forstående og optimistisk på sit barns vegne, behøver udsigten til det grønne bord ikke skræmme. Det skriver Ritzau, onsdag den 18. april 2018.. (Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)

Et sted i det nordlige Californien er der en flod ved navn Berryessa, som engang imellem stiger til faretruende højder. For at afværge en katastrofe har ingeniører bygget et 20 meter bredt og 60 meter dybt hul, som vandet kan drøne ned igennem, hvorefter det bliver presset ud med voldsom kraft for foden af en enorm dam.

Noget, der har optaget folk på internettet i de seneste dage, er en kort video, som er blevet lagt ud. Her ser man vandmasserne løbe ned i den her vortex med en uhyggelig kraft, da en fugl pludselig kommer flydende ind fra højre. Nørderne på internettet kalder fuglen en and.

Svuuppp! Der går ikke mange sekunder, før fjerdyret suges hen til hullet, bliver opslugt og forsvinder. Det er sådan noget, der skærer i hjertet på folk rundt om i stuerne foran computerens blå lys. Stakkels, stakkels døde fugl.

Men, men. Nu har toneangivende medier talt med manden, der optog videoen. Rick Fowler er stedets ‘vandressource-manager’, og han fortæller, at han, straks han så fuglen blive opsuget af hullet, løb hen til dæmningens kant og kiggede ned for at se dens afsjælede fjerlegeme blive skyllet ud i den anden ende.

”Thwack – den blev skudt ud derfra som et projektil,” udtaler han. ”Den lignede en kludedukke – som om den var død.” Et øjeblik efter kom fuglen imidlertid til hægterne, baskede lidt med vingerne og bragte sig i sikkerhed, hvorefter den rystede sig. Vandressource-manageren mener, at fuglen overlevede turen gennem den 18 etager dybe skærsild, fordi den var en skarv og ikke en and. Skarven er som bekendt den vildeste dykker. Måske var det ikke nogen fed oplevelse at ryge ned gennem det hul, men skarven var ikke helt på udebane. Skarven havde styr på sit shit. Hurra for det.

Ubehagelig gymnasieopgaveovervågning

Okay, så laver vi et lille sceneskift her. Glem vandmasserne, glem Nordcalifornien – men hold fast i billedet. Billedet af skarven, der ikke stak op for bollemælk. I dag afholder flere gymnasieskoler herhjemme nemlig terminsprøver, og Undervisningsministeriet havde tænkt sig at benytte lejligheden til at prøvekøre et computerprogram med det irriterende navn Den Digitale Prøvevagt. Eleverne skulle installere softwaren på deres computere inden de skriftlige prøver, fordi ministeriet mente, at det ville være supersmart at teste deres nye snyderifangerprogram på 50.000 gymnasieelever til terminsprøve, inden det rigtig skal tages i brug til sommer.

Men så var det, at en gymnasieelev, der også arbejder som web-udvikler, opdagede, at programmet efter alt at dømme ville kunne suge langt flere personoplysninger ud af gymnasieelevernes computere, end Undervisningsministeriet har oplyst. Ministeriet siger, at fejlen er rettet, men eleverne tror ikke på det, og indtil videre har 4.800 personer tilsluttet sig Facebook-siden Boykot af Den Digitale Prøvevagt.

Nu forlyder det så fra Undervisningsministeriet, at der ikke som sådan er tale om tvang. ”Skulle der være nogen elever, der ikke ønsker at være med i generalprøven i morgen (i dag, red.), er der mulighed for, at den prøveansvarlige lader dem undlade at aktivere Den Digitale Prøvevagt,” lyder det halvkryptisk i en e-mail, som ministeriet har sendt til landets gymnasier, der hidtil har opfattet installeringen af softwaren som et krav.

Som Birgitte Vedersø, der er formand for Danske Gymnasier, siger til DR: ”Der er rigtig mange skoler, som har opfattet det her som, at det naturligvis var en pligt for eleverne, at de skulle benytte sig af Den Digitale Prøvevagt, ligesom at det vil være det til sommereksamen.”  Hun har skrevet ud til gymnasierne, at det bør gøres klart for eleverne, at hele dette overvågningseksperiment er helt frivilligt.

Overvågning er den digitale æras kæmpestore vortex. Men den danske ungdom er ikke dum. Stik af, unge venner, bask med vingerne som skarven. I har fat i den lange ende her. /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12