Vejen til erkendelse. Det er stærkt og rørende at se, hvad Kvindernes Internationale Kampdag kan i 2019. På Instagram har den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg her til morgen lagt et billede ud til sine 425.000 følgere. Det er et foto af hende og hendes lillesøster, da de var små for ganske få år siden. De står i en skov, og måske er de uskarpe dyr bag indhegningen i baggrunden et par græssende heste. Da søstrene var små, skriver Greta, havde de altid rollen som de generte piger, ”som ikke fyldte meget, og som ingen lagde mærke til”. Greta Thunberg skriver videre, at det er et faktum, at der ikke er ligestilling i verden. ”Bare se, hvem der har pengene, og hvem der har magten. Selv i dag er der lang vej til ligestilling. Og det bliver vi nødt til at erkende.”
Næste fase. Langt, langt væk fra Greta Thunberg og hendes lillesøster har vi så erhvervslivet. Her går det for så vidt også den rigtige vej, og en god markør for det er vel et kig på, hvordan dagbladet Børsen markerer dagen. Forsiden er i hvert fald ryddet til fordel for et stort pink citat oven på et kvindetegn: ”Alle, der ikke sikrer kønsdiversitet i ledergruppen, er uduelige ledere.” Ordene kommer fra Sanna Suvanto-Harsaae, der er bestyrelsesformand i bl.a. Babysam. Det er fuldstændig rigtigt. Men det ville været bedre, hvis det var en mandlig erhvervsperson, der havde sagt det. Heldigvis tager Børsens ansvarshavende chefredaktør, den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon, ligestillingssagen op på lederplads (betalingsmur). Her slår han til lyd for, at ligestilling ikke bare er noget, der skal fejres, ”men også fremmes”. I anden spalte taler Corydon direkte til den uduelige mandlige teknokratiske ledertype i den mandlige teknokratiske ledertypes eget sprog, da han fastslår, at ”erhvervslivets topchefer må tage teten” i kvindekampens ”næste fase” og gøre ligestillingen til ”et ægte must-win-battle, der på linje med digitalisering og opkvalificering må ses som strategisk uomgængeligt for at nå andre centrale mål”.
Skam. Lederen slutter gudskelov ikke der. Bjarne Corydon røber, at en af de politiske beslutninger, som ”jeg personligt har grublet mest over, [er] mit medansvar for Thorning-regeringens fravalg af øremærket barsel til mænd i 2013”. Det er nemlig rigtigt. Det virkede allerede som en ommer dengang. Corydon skriver dog i næste afsnit, at ”jeg skammer mig ikke over, at vi tog det hensyn alvorligt” – dvs. hensynet til lavindkomstfamilier. Her på Føljeton læste vi det først, som om Corydon skriver, at han faktisk skammer sig. Det gør han så ikke, men alene det at ordet skam optræder i en leder om ligestilling skrevet af en hvid mand i Børsen er da en bevægelse i den rigtige retning. /Oliver Stilling