Med eneret: Ulrik Frosts tale 8. marts

Kønseksplosionen kommer

Som barn gik jeg i lange, flotte kjoler og høje hæle. Jeg smurte min mors læbestift rundt i hele ansigtet og tog min mormors guldperlekæde på. Det gjaldt til hverdag såvel som til fest: Jeg elskede at klæde mig ud i dametøj. Lige indtil en dag, hvor jeg blev trængt op i en krog af fem af de store drenge fra min skole: »Hvorfor går du i kjole, din klamme bøsserøv?« sagde den største, mens han åndede mig lige ind i ansigtet. Det havde aldrig strejfet mig, at mine kjoler kunne genere ham. »Vi er trætte af at se på dig, din tøsedreng,« sagde han og spændte min mormors perlekæde helt ind om min hals, så snoren sprængtes, og perlerne røg ud over hele gulvet. Jeg rystede over hele min krop, og tårerne trillede ned ad mine kinder, mens jeg samlede alle perlerne sammen. Angsten bed sig fast. Fra den dag gik jeg ikke længere med perler og kjole. Episoden gav mig uendeligt meget lyst til at følge den gængse dresscode for skoledrenge, men mærkaten ’tøsedreng’ klistrede sig fast til mig og kostede mig mange slag. Det skulle fremtiden vise.

Kønsregelsættet

Det var de forventninger, som folk havde til mit køn, der gjorde, at jeg skulle føle drillerierne i hele min lange barndom. Jeg var en forkert dreng, mente de. Men hvorfor kan en dreng i kjole provokere så meget? Hvad er det for en gnist, der tændes i hovederne på dem, der slår ud efter folk, der ikke lever op til de ’rigtige’ drenge- og pigeskabeloner? Det spørgsmål gnaver endnu i hovedet på mig så mange år efter.

Mit eksempel er hverken det eneste eller det værste på, hvordan de tøsede drenge udstødes. Det er blot ét i et kæmpe stort hav af ulykkelige historier om vilde piger, tøsede dreng og de andre kønsvridere, der viser, at det, vi har siddende mellem benene, har gigantisk betydning for, hvordan vi må opføre os her i verden. I hvert fald hvis vi vil accepteres. Det gælder for drenge såvel som for piger. Hele tiden får vi at vide, at kvinder er følsomme, intuitive og tilbageholdende, og mænd er modige, udfarende og rationelle. På den måde føres vi ind i faste rammer af et kønsregelsæt og ænser ikke, at der findes millioner af måder at være til på, og at alle mennesker kan være lige følsomme, lige modige, lige intuitive og ens køn ikke er afgørende for ens følelsesliv.

Normernes skal sprænges

Disse indgroede opfattelser af, hvordan kønnet er pejlemærke for ens evner, vidner om, hvordan vi alle sammen er med til at opretholde kønsroller og spore folk ind i kategorierne af ’rigtige’ mænd og ’rigtige’ kvinder helt uden at bemærke det. Og hvis vi bryder ud af disse roller kan det få ubehagelige følger, når alle perlerne rammer gulvet. Disse roller, vi får tildelt, følger os resten af livet. De er med til at bestemme, hvilken uddannelse vi vælger, hvilket job vi får, hvor stor vores løn er, den tid vi får med vores børn, størrelsen på vores pensionsordning og de mennesker, vi omgås. Derfor er fremtidens opgave at ruske op i kønnet og lade drenge være piger og piger være drenge, så de briller, vi ser virkeligheden med, ikke kun kan se folk gennem deres køn, men derimod hele spektret af forskellighed. Faktisk ligger der et fantastisk potentiale i at udbygge vores syn til at se den brogede verden med alle dens finurligheder.

Det er den kollektive indsporing af kvinder og mænd i to forskellige kønskategorier, der bør være arenaen for fremtidens ligestillingskamp. Det er kampen om at lade kønnet træde i baggrunden og ikke lade den kropslige form være afgørende for, hvad man kan her i livet. Her har vi nemlig uendelig meget frihed at opnå. Men så længe vi selv så ihærdigt vil leve op til forventningerne og tilpasser os normerne, får vi ikke ligestilling.

Rusk i kønsreglerne

For 101 år siden kunne kvinder ikke stemme i Danmark. I dag virker det vanvittigt, at et på papiret demokratisk samfund kunne udelukke mere end 50 procent af befolkningen fra indflydelse. Hvor gerne kvinderne end ville ændre, tage del og ytre sig i samfundet, var det altid med visheden om, at de var lidt mindre værd end mænd. Mændene sad på magten. Dengang var det en kamp at få anerkendelse for, at det at være kvinde var lige så meget værd som det at være mand. Det slår mig, at kampen fra dengang stadig trækker spor til i dag. I hvert fald bliver de karaktertræk, vi forbinder med kvinder, tillagt mindre værdi og ses ofte som det unormale: Drenge i pigetøj ser vi ned på, ’tøs’ er et nedladende ord, mens det at være en rigtig mand og have nosser er sejt.

Kampen er stadig højaktuel

Den kamp, som resulterede i kvinders valgret, var en kamp for at anerkende kvinder på linje med mænd. Og den kamp er stadig højaktuel. Vi får nemlig først ligestilling den dag, kønnet ikke længere har nogen betydning for, hvilke muligheder vi har i livet. Da kvinderne kæmpede for valgret, kæmpede de ikke, fordi de var kvinder, men fordi de ikke havde valgret. På samme måde er dem, der i dag kæmper for ligestilling folk, der har mærket samfundets begrænsende normer på egen krop. Det er de drenge, der ikke kan gå i kjole og de piger, der ikke kan få anerkendelse i matematik. Det er de drenge, der ikke kunne leve op til idealet om at være stærk og modig, og det er de piger, der ikke hele tiden var flittige og ordentlige. Ligsom de kvinder, der kæmpede for valgret, måtte føre en hård kamp for at blive en lige del af samfundet, kæmper vi i dag for, at den måde vi vil være vores køn på, ikke skal have betydning, for det vi vil opnå i samfundet. Og så længe kønnet alene kan være en forhindring på ens vej, har vi et stort problem.

Sandt eller falsk

»Men hvorfor skal vi til at ændre på den slags, når langt de fleste føler sig tilpas i kønsrollerne?« spørger mange af dem, der aldrig har oplevet, at deres køn var en forhindring. Og jeg vedkender, at det kan være vanskeligt at indse problemet, hvis man selv livet igennem har nydt godt af den rolle, man har fået tildelt. For de folk, der passer ind i skabelonen for deres køn, kan det være skræmmende at forestille sig verden anderledes. For dem virker det besynderligt, når konventionerne for, hvad der sømmer sig, bliver brudt, fordi de så selv bliver tvunget ud i det eksistentielle spørgsmål: Hvad med de indforståede kønsregler, jeg selv hele mit liv har levet efter? Er de så falske? Og nej, kønsrollerne er hverken sande eller falske. Men de passer ikke på alle mennesker. Derfor bliver vi alle nødt til at ryste posen af indforståede kønsregler, så vi giver flere mulighed for at leve på den måde, de ønsker og stadig nyde samfundets accept. Og det er os alle, der må hjælpe til med at udvide grænserne for, hvad vi kan, ligesom vi alle kan få gavn af at udvide de måder, vi kan være til på.

Mand dig op

»Ulrik, nu må du se at mande dig lidt op,« sagde min gode veninde til mig, da vi var omkring de 14 år. Vi var på vej hjem fra skole og fulgtes som altid, mens vi snakkede om stort og småt. »Hvis du ikke begynder at opføre dig som en dreng, bliver du aldrig til noget,« fortsatte hun. Man kunne mærke på hendes nervøse stemme, at det var aldeles vigtigt at få det sagt. Jeg fik et sug i maven. Jeg havde hele livet fået tæsket ind i knolden, at jeg var en tøsedreng og derfor de store drenges yndlingsmobbeoffer. Men at det kunne snige sig ind i mit nære venskab, kom som et chok. Det må virkelig stå grelt til, når selv ens veninde siger det. »Men hvordan skulle jeg kunne ændre ved den, jeg er?« spurgte jeg. »Kan du ikke bare gøre som de andre drenge,« svarede hun. Jeg blev ved med at dunke mig selv i hovedet: »Mand dig op, mand dig op, mand dig op!« sagde jeg til mig selv. Følelsen af at være helt grundlæggende forkert uden at kunne gøre noget, bed sig fast. De store drenge, dem der havde ødelagt min mormors perlekæde og mærket mig med deres knytnæver, havde vundet. Den ensporede kønsopfattelse, som de på værste vis havde gjort sig til reklamesøjle for, havde solgt sit budskab så forrygende, at effekten nåede ud i alle afkroge af mit liv. Nu kunne jeg ikke engang være mig selv blandt mine venner: »Køb noget andet tøj, snak på en anden måde, få nogle andre interesser,« fortsatte min veninde.

Kønstyranniets dagsorden

Der, hvor jeg voksede op, var kønsdiskriminationen allestedsnærværende. Men intentionerne bag den var ikke nødvendigvis onde. Min veninde mente oprigtigt, at hun gjorde mig en tjeneste. Hun mente, at hvis jeg skulle overleve i den verden, hun så, så måtte jeg ændre mig. Og det havde hun på sin vis ret i. Det er kønstyranniets dagsorden der gælder, og den følges stadig derude. Både i form af voldlige mobbere, søde veninder, kærlige pædagoger, velmenende lærer og alle mulige andre. Vi bliver nemlig spundet ind i fortælling om de vilde drenge og de pæne piger helt uden at ænse det.

For at kunne gøre op med den undertrykkelse, som snæversynetheden fører med sig, er det vigtigt at forstå, at vi alle er underlagt diskriminerende strukturer. Det viser eksemplet med min veninde. Selv jeg havde som barn fået banket ind, at ’tøsedrenge’ er mindre værd som mennesker. Og jeg troede på det. Jeg havde nemlig ikke fået andet at vide, og på den måde underlagde jeg mig den orden, som de, der havde magten, lagde for dagen. Jeg troede, jeg var mindre værd.

Et samfundsproblem

Undertrykkelse er så forfærdelig svær at kæmpe imod, når vi står midt i den, fordi den findes overalt. Den er så meget til stede i alt, hvad vi gør, og alt, hvad vi tænker, at vi ikke kan se den. Og hvis vi skulle anerkende den, når den er allerhårdest mod os, ville verden synes så frustrerende og uretfærdig, at det ville være uudholdeligt. Det er først, når vi får diskriminationen en smule på afstand, vi er i stand til at forstå, hvor deprimerende den er. Jeg selv skulle godt op i teenageårene, før jeg kunne begribe, hvad snæversynetheden havde haft af konsekvenser for den måde, jeg gerne ville være i verden på. Og langsomt kom den erkendelse til mig, at det er et problem, der rækker langt ud over enkeltpersoner. Det er et samfundsproblem, som rammer rigtig mange mennesker på rigtig mange måder. Det var nemlig ikke bare mig, der led under snæversynetheden. Det gjorde min veninde også sammen med alle de andre, tyrannerne var efter. Derfor har vi alle et ansvar for at bekæmpe de begrænsende kønsrammer og udvide blikket, så der bliver plads til alle.

Tyrannen sagde undskyld

»Ulrik, kan du huske mig?« Jeg var på ferie i min barndomsby for et par år siden og stødte tilfældigt på denne høje, skæggede mand med pjusket hår og arbejdstøj. Han var lidt ældre end mig og talte præcis som en ægte nordjyde. »Ja, det tror jeg sagtens, jeg kan,« svarede jeg forsigtigt og følte en kort stund, at jeg igen stod i hjørnet, hvor mine perler blev flået af. Han havde dengang grint, mens jeg samlede mine perler sammen. »Du skal vide, at jeg virkelig er ked af det, der skete dengang. Vi vidste desværre ikke bedre,« sagde han, mens han kiggede mig i øjnene. Der faldt en sten fra mit hjerte. Jeg stod ikke længere foran en tyran, der ville mig det ondt. Tværtimod stod jeg foran en voksen mand, der anerkendte den smerte, han havde forvoldt mig, og nu vidste, at de forkerte drenge ikke findes. Det gjorde mig så glad i låget, at selv de værste forfølgere kan forandres. Det gav mig troen på, at friheden er inden for rækkevidde. Nu skal vi bare gribe ud efter den. Vi skal skabe et samfund, hvor ingen oplever forfølgelse, fordi de ikke lever op til en særlig kønsrolle – et samfund, hvor ens krop ikke er afgørende for, hvad man kan i livet. Den kamp fortsætter stadig her mere end 100 år efter, de danske kvinder fik anerkendt, at deres køn ikke skulle have betydning for, om de kunne sætte kryds på en stemmeseddel eller ej. Nu skal vi blot have fuldført den kamp, som de satte i gang.

Om 100 år

Gad vide, hvad de så vil sige om vores tid, når vi ikke er her mere? Er der mon noget, som vil virke lige så fjernt på dem, som det i dag virker på os, at kvinder ikke kunne stemme dengang? Jeg tror, at de om 100 år vil sige, at vi tillagde vores køn uforholdsmæssig meget betydning. Jeg tror, de vil undre sig over, at vi brugte vores kønsdele som kompas for, hvad vi kunne med vores liv. Jeg håber, at man om 100 år vil se på det enkelte menneske – ikke gennem dets køn, men gennem dets evner og værdier. Jeg håber, at de drenge, der vokser op om 100 år, ikke bliver set skævt til, fordi de gerne vil gå i kjole, og at pigerne kan blive anerkendt for deres evner på fodboldbanen eller i matematik. Jeg håber, at vi kan klæde os lige, som vi ønsker, og forfølge de interesser, vi vil. Men hvis vi skal nå der til, kræver det, at vi begynder at ruske op i vores forestilling om, hvad vi kan med vores køn.

Det næste skridt

»Men drenge og piger er jo født forskellige,« hører jeg så ofte folk sige. »Hvorfor kan vi ikke anerkende de forskelle, der er?« Og det er så sandt, som det er sagt: Drenge og piger er født med forskellige kroppe. Men kun kroppe! Hvis kønnet var så afgørende for, hvilken person vi er, og vores krop definerede vores evner, karakter, udseende og værdier, hvorfor skulle vi så spilde så meget tid på at opdrage folk til at være deres køn? Hvorfor skulle vi klippe drengenes hår kort, klæde dem i blåt og fortælle dem, de er vilde, og på samme måde lade pigernes hår gro, klæde dem i rødt og fortælle dem, de skal være stille? Hvis vi virkelig havde tillid til, at drenge var drenge og piger var piger på den måde, vi forventede, hvorfor skulle vi så overhovedet lægge energi i at opdrage dem forskelligt? Nej, det, at vi hele tiden snakker om de ‘rigtige’ drenge og de ‘rigtige’ piger, vidner derimod om, at vi er fuldt ud klar over, at kønnet også skabes af sociale normer og kultur. Og da vi nu har nået den erkendelse, hvorfor så ikke tage det næste skridt og sige: Nu kan vi også ændre på de ting, der ikke fungerer.

Lad os finde modet frem

Hvis vi selv har opbygget kønskonstruktionerne, kan vi også nedbryde dem og genopfinde dem. Men det kræver mod at jonglere med kønsreglerne, fordi vi tvinges til at stille spørgsmålstegn ved de normer, vi lever efter. Men det er det mod, der skal til for at opnå ligestilling. På den anden side af den kamp ville der være plads til alle de små og store drenge, der holder af at gå i kjole, alle de vilde piger, der ikke passer ind i flinke-skolen, det ville hjælpe de drenge, der gerne vil ind på typiske pige-uddannelser og de kvinder, der får mindre i løn end deres mandlige kollegaer. Kort og godt ville det give mere ligestilling og større frihed. Men tør vi? Tør vi udfordre reglerne for vores køn? Tør vi frisætte os selv fra begrænsende normer og opfinde kønnet påny? Det er det mod, vi skal finde frem nu, så de om 100 år kan sige: »Nu er kønseksplosionen kommet, nu har vi brudt op med skabelonen for mænd og kvinder. Nu har vi fået ligestilling!«