Det gode scenario: Lidenskab rykker stemmer. De, der evner at sætte den mest passionerede dagsorden, bestemmer også, hvad andre ender med at tale om. Derfor er der en stor sandsynlighed for, at klima for første gang vil blive det udslagsgivende tema, der for alvor rykker vælgere på valgdagen – i hvert fald i det gode scenario. Intet andet hidser folk op med samme intensitet. På få måneder er det derfor lykkedes at mobilisere unge og ældre vælgere til at engagere sig i klimapolitik i et så massivt og påfaldende omfang, at toppolitikerne har været nødt til at reagere: Både Venstres formand Lars Løkke Rasmussen og S-formand Mette Frederiksen har i den seneste tid lanceret grønne valgudspil, som reelt rummer en langt mere ambitiøs plan for CO2-reduktion, end nogen rimeligvis havde forestillet sig ved sidste folketingsvalg. Klimaet er blomstret op fra folkedybet – og har sågar fortrængt udlændinge som vælgernes største bekymring. Ifølge flere meningsmålinger topper klima og miljø således listen sammen med sundhed foran både udlændinge- og velfærdspolitik. Fredagens klimastrejke blandt dansk skoleelever har yderligere forstærket presset, ikke mindst via indirekte påvirkning af forældre og bedsteforældre: Statsministerkandidater er derfor tvunget til at konkurrere i valgkampen om, hvem der er grønnest – og dermed er valgkampen allerede blevet forvandlet til en folkelig klimakamp.
Det onde scenario: Uenighed gør stærk, lyder en berømt formulering af Poul Henningsen. Det omvendte gør sig imidlertid også gældende. Enighed gør svag. Det svækker klimaet som valgkampsspørgsmål, at de største partier foreløbigt virker larmende enige. Og da effekten af mange af de initiativer, der kan og skal afbøde den globale opvarmning, i praksis ligger mange år ude i fremtiden, er det også let for politikerne blot at omfavne hinandens forslag og derved neutralisere hinanden. At klimaet endnu ikke har samme elektricitet som f.eks. udlændinge tidligere har haft, viser sig ved – i det onde scenario – at et parti som Alternativet har mistet gejsten. Selv om tilsvarende grønne partier stormer frem i vores nabolande er klimaet endnu ikke en så omvæltende kraft som enkeltsagstema i Danmark, at Alternativet kan fastholde sit momentum fra sidste valg. Årsagen er, at de etablerede partier har kvalt debatten med omfavnelse: ”Som valgkampstema er den grønne dagsorden udfordret af, at stort set alle partier erklærer sig grønne og meget bekymrede for både biodiversitet og klimaforandringer. Og hvis der er enighed, er der jo ikke meget friktion og debat,” skriver Socialdemokratiets tidligere partisekretær, Lars Midtiby. Pointen er hård, men retfærdig: Klimadebatten er stadig så blød og venlig, at folk sjældent kommer op at skændes for alvor – og så ender andre mere polariserende temaer altså med at stjæle mediebilledet.
Det grusomme scenario: Valgkampe afgøres i sidste instans af demografi. Hvem går rent faktisk ned og stemmer på valgdagen? Her står klimaaktivisterne med et grundlæggende problem, for den grønne dagsorden er stadig mest dominerende blandt unge og veluddannede i storbyerne, og tilsvarende mindre afgørende blandt ældre og kortuddannede i provinsen. Professor Kasper Møller Hansen forklarer generationskonflikten enkelt: ”Det grønne er prioriteret af de yngste vælgere. De vil have mere miljø- og klimadiskussion, mens udlændingespørgsmålet står stærkere i de ældre grupper”. Og som flere valg i de senere år ar vist i bl.a. USA og Storbritannien stemmer ældre i dag i langt større omfang end yngre, og da de demonstrerende skoleelever jo ikke engang har stemmeret, taler almindelig valgmatematik for, at klimaet risikerer at blive et marginalt tema. Igen. Man skal heller ikke glemme – i det grusomme scenario – at mange vælgere er imod en mere ambitiøs klimapolitik, særligt når den bliver konkret, som oprøret fra de gule veste i Frankrig har vist. Tiltag som øgede klimaafgifter, begrænsning af fossil transport og skærpede krav til landbruget er ikke nødvendigvis populære tiltag blandt flertallet, og slet ikke blandt de afgørende sving-vælgere, som skifter troløst mellem partierne, og som statsministerkandidaterne derfor ender med at koncentrere kræfterne om at lefle for. Selv om ingen længere tør tale åbent imod klimapolitik, er der stadig også mange stemmer at hente ved at være ligeglad med global opvarmning. /Lars Trier Mogensen