Folketingets formand Pia Kjærsgaard under møde i folketingssalen med statsministerens spørgetime på Christiansborg, tirsdag den 26. februar 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
I går vendte dronningen af kontroverser tilbage til tronen i midten af mediernes orkanøje. Som den værste af skrankepaver meddelte Pia Kjærsgaard fra Folketingets talerstol, at det konservative medlem af Folketinget Mette Abildgaard godt kunne skrubbe ud af salen igen. Årsagen var, at Abildgaard havde sin lille datter Esther Marie med. ”Du er uønsket med dit barn i folketingssalen,” lød meldingen ifølge Abildgaard.
Det er altid en dårlig idé at motivforske andre menneskers handlinger. Til gengæld er det sjovt, så lad os gøre det alligevel. Hvad kan Pia Kjærsgaard have af grunde til at smide Esther Marie og Mette Abildgaard på porten? På stående fod kan vi komme på to forklaringer. Enten: Pia Kjærsgaard bekymrer sig reelt om arbejdsmiljøet i folketingssalen og mener ikke, at en arbejdsplads er et sted for babyer. Eller: Pia Kjærsgaard nyder arbitrært at udnytte den magt, formandskabet for Folketinget giver hende.
Til Ritzau giver Kjærsgaard selv udtryk for den første forklaring: ”Folketingsmedlemmer skal være til stede i folketingssalen, ikke babyer og børn.” Det er for så vidt en legitim holdning. Andre menneskers børn er irriterende, og vi forestiller os, at der i de inderste cirkler af Dantes helvede lyder evige skrig fra fremmede børn.
Problemet med Kjærgaards forklaring er bare, at det slet ikke har noget med sagen at gøre. Det er et ikke-problem. Abildgaard siger selv: ”Normalt har jeg aldrig mit barn med i Folketinget. Det mener jeg ikke, man skal. Det er klart, at hvis min datter havde lavet bare den mindste larm og forstyrret folketingsarbejdet på nogen måde, så havde jeg en aftale med min sekretær om, at hun ville komme og tage sig af min datter omgående.”
Der er masser af eksempler på børn, der har været med i parlamenter, uden at det har skabt nogen som helst problemer. New Zealands premierminister Jacinda Ardern har fx haft sit barn med i FN’s generalforsamling, og i 2010 sad italienske Licia Ronzulli og stemte i EU-Parlamentet med sin lille datter. De billeder gik verden rundt og fortalte historien om det gode eksempel. Nu går Kjærsgaard verden rundt (her i The Guardian) som det dårlige eksempel.
Kjærsgaards påskekrise
Det efterlader os altså med motiv nummer to: At Kjærsgaard har fået skrankepave-nykker af at være formand. For kan man komme på nogen andre formænd i nyere tid, der har haft så travlt med barnagtigt at gøre opmærksom på, at Folketingets formandskab faktisk ér en magtfuld post og ikke bare et kransekagejob? Mogens Lykketoft? Thor Pedersen? Christian Mejdahl? Ivar Hansen? Erling Olsen? Nej, ikke én. Husk også på, hvordan Pia Kjærsgaard for kort tid siden på vigtigper-vis bekendtgjorde, at ”man diskuterer ikke med formanden, overhovedet!”
Det er jo ikke, fordi Pia Kjærsgaard ikke må. Hun er i sin gode ret til at sige ”skrid, Esther Marie!” Men bare fordi man kan gøre det, betyder det ikke, at man skal. Vi nærmer os efterhånden påske, og det er svært ikke at spekulere på, om det her er Pia Kjærsgaards påskekrise.
Skulle man have glemt det, fandt den oprindelige påskekrise sted i 1920, da den danske konge valgte af afsætte regeringen Zahle, fordi der var uenigheder i nationen om grænsen ved Sønderjylland. Kongen satte dermed demokratiet ud af spil, hvilket medførte en krise hen over påsken. Hele vores arrangement med kongehuset i dag (og dengang) bygger på, at ”I bestemmer i teorien stadig, men reelt skal i altså bare opføre jer ordentligt”. Det bør dronning Kjærsgaard tænke over.
Kjærsgaards demonstrative udøvelse af sin magt minder os lidt om en scene fra tv-serien Game of Thrones, hvor den nævenyttige drengekonge Joffrey skriger: ”Det er mig, der er kongen!” hvorefter hans bedstefar køligt minder ham om, at ”enhver konge, der føler behov for at sige, han er konge, er ingen sand konge”. /Andreas T. Kønig