Kære læser

Kunsten ikke at føle smerten

Jo Cameron er en bemærkelsesværdig kvinde. Når hun læner sig op ad komfuret med hånden mod kogepladen, opdager hun først, at noget er galt, når der begynder at lugte af brændt kød. Det er en grim lugt, synes hun. Hun er nemlig veganer.

Jo Cameron kan ikke føle smerte. Det lyder vildt. Men er det egentlig det? Den 71-årige kvinde bor højt oppe i det skotske højland i byen Inverness, og inden hun trak sig tilbage for et nyde sit otium, var hun skolelærer. Man fristes til at tro, at de fleste skotske højlandskvinder med en livslang lærergerning bag sig er hærdet i sådan en grad, at smerte synes som en fremmed by i Sydengland. Men det er ikke bare det, der har gjort Cameron til et übermensch. Noget tyder nemlig på, at hun har en mutation i et tidligere ukendt gen, som forskere mener spiller en stor rolle i smertesignaler, humør og hukommelse.

Cameron er ikke bare smertefri, hun er også evigt glad – hvilket ligeledes lader til at skyldes genmutationen. Hun har det meste af sit liv troet, at når hun kun behøvede et par Panodiler efter en hofteoperation, så skyldtes det nok hendes milde væsen.

Forskerne håber at kunne bruge deres viden om Cameron til at udvikle ny smertestillende medicin. Men de burde også arbejde hårdt på at finde en pille, der kunne befri os andre fra den weltschmerz, som Cameron tilsyneladende ikke føler. Vi er nemlig nogle, der efterhånden begynder at kunne mærke den kugle af bitterhed, der langsomt – men sikkert – vokser sig stor inde i vores mave. Vi kender ikke kuren, men vi kender årsagen: Det er den satans symbolpolitik.

Symboler og politik

Det var på et tidspunkt for ikke så forfærdeligt mange år siden, at hele det politiske liv syntes så kønsløst og pragmatisk, at det næsten ikke var til at holde ud. Man skulle se langt efter de ideologiske holdninger, og det var statistik og ”nødvendighedens politik,” der herskede. På nærværende medie er vi nogle, der ikke kan sige os fri fra at have ytret, at det da var kedeligt, og der var brug for lidt mere firkantet ideologisk tjubang i det politiske liv. Oh boy, hvor skulle vi bare have holdt vores kæft.

I dag er pragmatikken forsvundet, og symbolpolitikken har overtaget. Lad os komme med et eksempel: Regeringen vil gerne lave et udrejsecenter med afviste og udviste kriminelle udlændinge på øen Lindholm. Ja, dét er vild symbolpolitik, men det er faktisk ikke engang specifikt det, som vores eksempel går på. Den radikale leder Morten Østergaard kunne nemlig i går fortælle, at han på lørdag agter at svømme fra den lille by Kalvehave til  Lindholm. Det er 3,5 kilometer i koldt vand. Østergaard udtaler, at han gør det som en protest mod, at ”vi er ved at drukne i symbolpolitik.”

Måske Jo Cameron ikke kan mærke bitterhedsbolden i maven, men det kan vi. For det synes os en anelse tåget at bekæmpe symbolpolitik med noget, der driver så meget af symbolik, at selv ikke Biblen kan følge med. Og hvad er fortællingen egentlig mere præcist? At Østergaard svømmer let igennem et hav af symbolpolitik, eller at han forventer at være ved at drukne i det symbolpolitiske hav. Vi håber da trods alt på det første.

Hos De Radikales værste fjende på Christiansborg, Dansk Folkeparti, har de også tabt sutten. Radio24syv meddelte torsdag, at de må lukke, fordi DF har krævet, at mindst 70 pct. af redaktionen skal ligge 110 kilometer fra København, hvis de skal gøre sig håb om at få fornyet deres sendetilladelse.

Det er et virkelig nobelt mål at ville skabe en bedre sammenhæng mellem provins og København, men umiddelbart er det ikke en radiokanal, de døende byer i provinsen råber efter. Småbyernes gågader kommer ikke til at bugne, bare fordi man lukker Radio24syv, der har kostet millioner og atter millioner af skattekroner at bygge op. Dansk Folkeparti opfører sig næsten som en reinkarnation af Marie Antoinette, der står ved borgporten og råber til pøblen: ”Jamen, så giv dem da radio.”

Ak ja, ægte problemer bliver fikset med symbolpolitik, og imens er der ikke andet at gøre end at kvæle smerten som Jo Cameron. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12