Nyhedsanalysen

Ukraines sjove valg

Ukrainian comic actor and presidential candidate Volodymyr Zelenskiy plays table tennis as he visits his campaign headquarters following a presidential election in Kiev, Ukraine March 31, 2019. REUTERS/Valentyn Ogirenko TPX IMAGES OF THE DAY

Virkelighedstro satire. At en komiker får forvildet sig ind i politik er som sådan ikke uhørt. Eksempelvis husker de fleste herhjemme nok Jacob Haugaards usandsynlige vej til Christiansborg i 1994, og i Italien er det nuværende regeringsparti Femstjernebevægelsen oprindeligt grundlagt af komikeren Giuseppe Piero ”Beppe” Grillo. At dømme ud fra de nuværende exit polls fra første runde af præsidentvalget i Ukraine, er virkeligheden dog nu for alvor i fare for at smelte sammen med satiren. Volodymyr Zelenskij, en komiker der i Ukraine bedst kendes for at spille hovedrollen i tv-serien Sluha Narodu, hvor en skolelærer tilfældigvis bliver landets præsident, kan nu ende ud med at blive, ja, landets præsident.

Ukrainsk nybrud. Af de i alt 39 kandidater står Zelenskij således til at blive den store sejrsherre ved søndagens valg med hele 30 pct. af stemmerne. Landets nuværende præsident Petro Poroshenko står til at få andenflest stemmer med 18 pct., og dermed kan de to nu se frem til en afgørende valggyser den 21. april. Mest af alt ligner resultatet en våd klud i ansigtet på Poroshenko, der kom til magten i kølvandet på Ukraines Euromajdan-revolution i 2014. Poroshenko vandt ellers dengang valget på overbevisende vis, men blandt andet har Ukraines langstrukne krig mod russisk-støttede separatister været med til at sætte en kæp i hjulet på Poroshenkos projekt. Og det endda i en sådan grad, at det ukrainske folk nu synes at foretrække en kandidat, der ikke engang har noget projekt.

Jokeren over dem alle. Under valgkampen har Zelenskij i hvert fald gjort sig bemærket ved ikke at ville tale om sine politiske synspunkter. Han har undgået at blive interviewet af journalister, og har i stedet arrangeret show-agtige vælgermøder, hvor folk endda har skullet betale entre. ”Ingen løfter, ingen skuffelser,” har Zelenskij på et tidspunkt sagt, hvilket vel må siges at være et ret kreativt bud på, hvordan man undgår folkets generelle politikerlede. Samtidig gør det Zelenskij til den ultimative politiske joker. Ingen ved helt hvad komikeren reelt ønsker, og det i en sådan grad, at kritikere frygter, at Zelenskij blot bliver et talerør for den kontroversielle mediemogul og oligark Igor Kolomoiskij, der blandt andet ejer tv-kanalen 1+1, hvorpå Sluha Narodu bliver sendt. I første omgang har folks reaktioner på valget rangeret fra umiddelbar begejstring til apati over, at hele seancen bogstaveligt talt er blevet én stor joke. Om Zelenskij rent faktisk bliver den, der ler sidst, vil vise sig ved det endelige valg den 21. april. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12