Supernuser. Da Nixon in China havde premiere på Houston Grand Opera i 1987, fik den en ret kølig modtagelse af anmelderne. Det er en opera i tre akter om USA’s præsident Richard Nixon og hans udenrigsminister Henry Kissingers syv dage lange statsbesøg hos Mao Zedong i det kommunistiske Kina i 1972. Besøget var i sig selv lidt af en diplomatisk triumf, fordi der ikke havde været nogen diplomatisk forbindelse mellem de to lande i 25 år. Men operaen manglede tyngde, skrev The New York Times’ anmelder, librettoen var uinteressant, og musikken ”redefinerer kedsomhed som begreb”. Men måske havde de første anmeldelser været anderledes positive, hvis komponisten og librettisten havde smidt et par super nuttede pandaer ind i handlingen – måske bare lige før tæppefald. Det kunne de sagtens have gjort, uden at det ville være kontrafaktisk historieskrivning, for nogle måneder efter Nixons visit forærede det kinesiske regime pandaerne Ling-Ling og Hsing-Hsing til zoologisk have i Washington, D.C som et symbol på de nye varme diplomatiske vinde.
Tjener sig selv hjem. Set med geopolitiske briller var gaven til amerikanerne en epokegørende diplomatisk gestus. Kina havde brugt deres pandaer i diplomatiets tjeneste siden 1950’erne, men hovedsageligt når der skulle gives den perfekte gave til andre kommunistiske lande. Efter statsbesøget i Beijing i 1972 har det kinesiske styre i stigende grad taget pandaer i brug som den der lille ekstra uafviselige erkendtlighed til nationer, som indgår handelsaftaler med landet og undlader at kritisere deres systematiske krænkelse af menneskerettighederne i alt for høje toner. Sådan forholder det sig også, når Danmark d. 4. april modtager to pandaer – Xin Er og Mao Sun – til låns (som statsgave til dronning Margrethe) i en periode på 15 år formedelst en million dollars om året. Det kan Zoologisk Have i København på sin vis være glad for. Der er flere eksempler på, at pandaerne tjener sig selv hjem i publikumsindtægter, fordi de er så populære.
Skidende. Danmark skal dog arte sig. Ligesom kineserne kan straffe os ved at stoppe for importen af danske svin til det lukrative kinesiske marked, kan de finde på at trække deres pandaer hjem. Det er for eksempel ikke noget tilfælde, at Norge ikke har nogen pandaer. Som Paul Jepson fra afdelingen Society and Environmental Policy på Oxford University siger til DR, blev Kinas forhold til Norge straks meget køligt, da Den Norske Nobelkomité i 2010 gav fredsprisen til den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo. Det var i hvert fald slut med eksport af norsk laks til Kina. Hvis man kan lukke øjnene for den del af sagen, skal det nok blive godt at se pandaerne i det state-of-the-art ”pandaparadis”, som arkitektfirmaet BIG og Schønherr Landskabsarkitekter har tegnet til Zoologisk Have. Pandaerne, som de gamle kinesere ellers kaldte for ”skovens eneboere”, bliver et tilløbsstykke. Der er bare ét aber dabei: ”Pandaerne er meget beskidte,” siger Xie Zhong, der er vicepræsident for den kinesiske zoo-organisation CAZG, i Ud & Se. ”De skider i vandet,” uddyber han. /Oliver Stilling