(ARKIV) Uffe Elbæk og Alternativet holder valgfest på Papirøen i København på valgdagen, torsdag den 18. juni 2015. Alternativet fylder 27. november fem år i kølvandet på flere dårlige sager, der har skadet partiets image. Uffe Elbæk er manden, der skal løfte Alternativet. Det skriver Ritzau, mandag den 12. november 2018.. (Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix)
Mysteriet trænger sig på: Hvorfor ligger Alternativet så påfaldende lavt i meningsmålingerne – i en tid, hvor klima har erobret dagsordenen?
Umiddelbart burde tidsånden have løftet Alternativet langt op over nærtliggende partier som SF og Radikale Venstre, og i hvert fald højere op end valgresultatet fra 2015, hvor 168.788 vælgere satte kryds ved liste Å, og Alternativet dermed fik 4,8 pct. af stemmerne. Potentialet er åbenlyst til stede, eksempelvis ligger Die Grünen i Tyskland til at få over 18 pct. af stemmerne.
Alternativet er tæt på kollapset i Danmark: Uffe Elbæk & co. har udsigt til at miste op mod en fjerdedel af vælgerne ved det forestående folketingsvalg, samtidig med at stort set alle andre partier fører valgkamp på Alternativets mærkesag, klimaet. Den første forklaring på nedturen kunne således oplagt være konkurrencen, altså at andre partier er rykket ind og overtaget den grønne dagsorden.
Selv har Uffe Elbæk været ude og sige, at Alternativet har sejret ad helvede til. Men de ydre forklaringer forslår ikke helt. Ganske vist hævder alle de store partier, at de nu også kæmper for grøn omstilling, men man skal ikke være raketingeniør for at kunne gennemskue, at det mest af alt er et taktisk bluffnummer, når både Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen og S-formand Mette Frederiksen hævder at være blevet klima-kæmpere.
For alle, der oprigtigt bekymrer sig om klodens tilstand – og altså netop dem, der potentielt vil kunne finde på at stemme på Alternativet – skal der langt mere til end blot nogle tomme slag i luften og grønne valgparoler. Nede i substansen kan de store partier naturligvis ikke konkurrere med Alternativet i netop klimapolitikken. I en æra, hvor bekymringen for den globale opvarmning er blomstret op nedefra, burde Alternativet være i fuld flor.
En syg partikultur
Den detroniserede kulturborgmester i København Niko Grünfeld har en hudløst ærlig forklaring: Alternativet har udviklet en syg og intrigant partikultur. Ja, faktisk er forklaringen så ærlig, som den nok kun kan blive, når budskabet egentligt kun var tænkt som en intern opsang. Men symptomatisk er Grünfelds email til Alternativets hovedbestyrelse blevet lækket til Jyllands-Posten:
”Alternativet ligger til omkring 3,5 pct., og jeg mener, at vi fortjener det lige så meget, som vi fortjente at ligge på næsten 8 pct. i 2016,” skriver Niko Grünfeld i emailen, og fortsætter råt for usødet: ”Vi har nemlig en syg politisk kultur, der i bedste fald konkurrerer med den, partiet blev stiftet på at ville have og dermed kunne udbrede. I værste fald har den syge kultur allerede vundet vores parti”.
Den syge kultur handler ifølge Niko Grünfeld om intriger, lækager og mistillid, og pointen går jo klart hjem, når hans email ligefrem bliver lækket. Anklagerne fra den fratrådte kulturborgmester retter sig imidlertid ikke mod partitoppen, men derimod mod en række navngivne personer, som i den senere tid har lavet ravage og nu har forladt partiet. I sidste uge forlod Alternativets næstforperson, Vilhelm Stamp Nordahl Møller, og bestyrelsesmedlemmet Theis Krarup Hansen begge partiet.
På Facebook skrev den tidligere næstforperson: ”At være stifter og politisk leder af et parti, er et kæmpe ansvar, hvor der automatisk medfølger en massiv uformel magt. Det kræver en stor integritet og professionalisme at leve op til det ansvar, og udøve den magt på retfærdig vis. Nogle vokser med opgaven, andre ender med at udnytte deres position til eget incitament – jeg oplever at sidste scenarie er tilfældet hos Alternativet”.
Samtidig med anklagen om, at Uffe Elbæk er blevet en magtfuldkommen solkonge, der ikke længere respekterer græsrødderne, viste det sig, at det andet bestyrelsesmedlem, Theis Krarup Hansen, havde fået udleveret Alternativets hemmelige strategipapirer, lige inden han hoppede over til Socialdemokratiet. De to unge ex-alternativister smækker dermed noget så eftertrykkeligt med døren og efterlader et parti, hvor Niko Grünfeld nu erkender, at Alternativet er blevet ramt af en indre sygdom.
Gammeldags intriger er ved at fortære Alternativet op indefra på et kritisk tidspunkt, hvor dansk politik ellers desperat kunne trænge til et parti, der med samme kraft som Die Grünen i Tyskland kunne gennemtvinge vidtgående tiltag i klimapolitikken. Alternativet har vist sig kun at være et enkeltmandsparti, båret oppe af – men også stærkt begrænset af – Uffe Elbæk og hans efterhånden færre loyale støtter. Et enkeltmandsparti kan ikke redde kloden. /Lars Trier Mogensen