En deleøkonomi i deleøkonomien

Det er godt at have nogle klare etiske grundværdier at navigere efter her i tilværelsen. Men hverdagen kan også hurtigt vise sig som lidt af et minefelt, når man så faktisk forsøger at gøre det.

Bare lige et hurtigt eksempel til at starte med: Da den 23-årige aktivist og influencer Amalie Have for ti uger siden via sociale medier fik tvunget singer/songwriteren Lukas Graham til at trække en coverversion af ”Sad!” tilbage, fordi den afdøde amerikanske rapper XXXtentacion, som havde skrevet sangen, tidligere var blevet anklaget for grov vold mod en gravid kæreste, gav det hurtigt bagslag, idet (den herlige, fiktive) Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra programmet Den Korte Radioavis på Radio24syv gik ind og satiriserede over Haves hykleri med en række beskeder på hendes telefonsvarer, som blev gengivet i udsendelsen. Amalie Have havde nemlig selv en offentlig spilleliste liggende på musiktjenesten Spotify, som var fuld af musikere med en stærkt diskutabel moral.

Den Korte Radioavis trak spøgen langt, men havde klart fat i den lange ende, og det var jo satire, men pludselig meldte menneskerettighedsorganisationen Amnesty International sig på banen med et krav om, at Radio24syv skulle trække indslagene tilbage. Amnesty, der ellers plejer at kunne skelne skæg fra snot, blev straks beskyldt for hykleri og dobbeltmoral for deres forsøg på knægtelse af ytringsfriheden. I dagene efter har de sikkert også tænkt: Hvad i helvede tænkte vi på?

Airbnb og israelske bosættelser

Så sådan er der en masse valg, fravalg, ærgrelser og fortrydelser. Og hvad gør man så, når man for eksempel finder ud af, at den amerikanske online-udlejningsmarkedsplads Airbnb, som betragtes som en af deleøkonomiens guldklumper, også stiller sig til rådighed for udlejere i de ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden i Palæstina? Skal man boykotte Airbnb og indlogere sig på vandrehjem i stedet? Og hvad tænker de hos Airbnb? Det er jo ikke et våbenfirma; der må også sidde folk hos Airbnb, som opererer med nogle etiske fikspunkter.

Efter pres fra blandt andre palæstinensere meddelte Airbnb i november, at de ville fjerne 200 israelske bosættelseshjem fra deres website. Det førte til, at virksomheden blev sagsøgt i både de amerikanske delstater Californien og Delaware og i Jerusalem. Sidstnævnte var ifølge nyhedsbureauet Reuters et gruppesøgsmål med beskyldninger om ”uhyrlig diskrimination” og et krav om godtgørelse for tabt indtjening.

Nu sad Airbnb i et vaskeægte dilemma (eller trilemma – for dem der foretrækker at dele det logiske univers op i tre klasser). Det er jo ikke sjovt at slås med søgsmål, som man muligvis ville tabe, også selv om man har masser af likvide midler. Airbnb har valgt, viser det sig, at beholde de israelske bosættelseshjem på deres website.

Til gengæld, skriver Airbnb i en pressemeddelelse, vil firmaet ikke lave profit på deres aktiviteter i hele regionen. ”Enhver indtjening, som genereres til Airbnb fra en hvilken som helst Airbnb-værts-aktivitet på hele Vestbredden, vil blive doneret til non-profit-organisationer, som hjælper mennesker forskellige steder i verden med humanitær nødhjælp.” Men ikke nok med det: ”Airbnb vil implementere samme tilgangsvinkel for lister i Sydossetien og Abkhasien, to andre omstridte områder, hvor firmaet tidligere har sagt, at vi ville handle.”

Sådan. Det havde nok været en mere tydelig etisk manifestation at trække en streg i sandet og tage søgsmålene, som de kom. Men det her er vel ikke nogen tosset løsning. Lejer en israelsk bosætter sin ulovlige bolig ud via Airbnb, er det ikke usandsynligt, at overskuddet går til organisationer, der støtter kampen for menneskerettigheder i Palæstina. Det er da en cirkulær deleøkonomi, der vil noget. Man kan så undre sig over, hvem i alverden der lejer ferieboliger i de ulovligt besatte områder eller i Sydossetien og Abkhasien. Så hellere Bermuda-trekanten. /Oliver Stilling