Vi befinder os efterhånden et sted i historien, hvor vi føler, at alt er muligt, fordi vi har set det ske før. At vi kan løse selv de største opgaver, eller at vi i det mindste kan hjælpe heldet lidt på vej, så de løser sig selv. Når det forventede så ikke sker, står vi forvirrede tilbage og ved ikke, hvor vi skal rette skuffelsen hen. Og her snakker vi altså ikke om, hvorvidt Inderhavnsbroen i Københavns Havn bliver monteret korrekt, eller om en eller anden filejs slår sin personlige rekord ved Eremitageløbet eller bliver valgt ind i Folketinget på et yderligt mandat – nej, vi snakker om store ting.
Tag nu det privatfinansierede ubemandede israelske rumfartøj med det lidt irriterende religiøse navn Beresheet, som styrtede ned på Månens overflade i går, hvor det efter planen skulle have foretaget en eksemplarisk blød landing. Det er ikke mere end seks uger siden, at den japanske rumsonde Hayabusa2 landede på en asteroide 340 mio. kilometer fra Jorden. Månen er kun 380.000 kilometer væk, men et eller andet gik galt for Beresheet, der med et budget på 100 mio. dollars også ligger i den meget billige ende af spektret for månelandinger. De vidste godt, at det ville blive svært. Inden landingen udtalte en fremdriftsingeniør, som var tilknyttet projektet, at den største udfordring ville være, at motoren forud for landingen skulle tændes og dermed blive ekstremt varm, hvorefter den skulle slukkes igen for en kort bemærkning, ”mens al den varme forbliver i sin termiske masse, og derefter varmes igen, meget nøjagtigt og meget præcist, således at det sætter farten på fartøjet ned lander meget blødt på Månens overflade”.
Det lyder enkelt og alligevel helt sindssygt kompliceret. I hvert fald lykkedes missionen ikke, og som Israels premierminister Benjamin Netanyahu bagefter mindede om med sin dybe metalliske Muppet Show-stemme: ”Hvis man ikke har succes, må man prøve igen.”
Situationen i Sudan
På den ene side ligetil og samtidig grotesk kompleks er også situationen i Sudan. Befolkningen i den tidligere britiske koloni har længe været dødtrætte af præsident Omar al-Bashir, der kom til magten ved et militærkup i 1989. Folk har demonstreret i Khartoums gader i månedsvis, og de seneste par dage har det set ud, som om den relativt fredelige folkelige opstand var ved at give pote.
Balladen begyndte i december sidste år, da det sudanesiske parlament støttede en ændring i landets forfatning, der ville gøre det muligt at forlænge den 75-årige Omar al-Bashirs præsidentperiode. Det var irriterende nok, men da priserne på brød blev tredoblet fra den ene dag til den anden, blev det for meget. Da folk begyndte at demonstrere flere steder i landet, blev de mødt med tåregas og politivold.
Som magasinet The New Yorker i februar var inde på i en stor artikel om situationen i den østafrikanske stat, adskiller Sudan sig fra så mange andre autoritære lande ved at have en rig tradition for virkningsfuld civil ulydighed. Landet blev uafhængigt i 1956, men briterne sørgede for, at magten var samlet på nogle få familier, som kom til at leve i sus og dus. Men både i oktober 1964 og april 1985 lykkedes det sudanesiske folk med at vælte militærregimet med fredelig, ikke-voldelig modstand. Det var så en streg i regningen, at den nuværende regering kom til magten ved at se stort på folkets vilje, men det er, som The New Yorkers skribent formulerer det, ”altid blevet opfattet som en fejl, der skulle rettes”.
Da det smukke foto af den sudanesiske kvinde, der hævet over folkeflokken i Khartoum synger slagsange mod regeringen, forleden gik verden rundt og blev et symbol på sudanesernes kamp, fik man det der sug i maven: Her kan noget godt ske. Billedet er (angiveligt) allerede dukket op som et murmaleri i Idlib i Syrien, og verden er lille: Kvinden hedder Alaah Salah og kan følges på Twitter, hvor hun præsenterer sig som ”young leader”. I nogle timer snakkede folk om, at hun da kunne blive den nye præsident.
Men sådan ser det ikke ud lige nu. Sudans militær har taget kontrollen og vil oprette et militærråd, som skal styre landet de næste tre år. På nationalt tv sagde Sudans forsvarsminister, Mohamed Ahmed Ibn Auf, at der vil blive afholdt valg bagefter. Men tror man på det? Lige nu står det hele og balancerer i Sudan. ”Hvis man ikke har succes, må man prøve igen,” siger Netanyahu. Det gælder nok ikke for Sudan i denne situation. /Oliver Stilling