”Mød aldrig dine helte,” siger man. Det er i og for sig et meget godt råd, for der er alle muligheder for at blive svært ærgerlig, når man ser sit idol i kød og blod. De færreste mennesker kan holde til at blive sat op på en piedestal, og når man først har fundet ud af, at ens favoritforfatter slet ikke er et storslået geni, men snarere en småkvapset, neurotisk, dum skid, så er magien ligesom brudt for altid.
Men på den anden side vil vi også sige: ”Mød dine helte, før det er for sent.” For mens det kan være et hårdt slag lige i fascinations-nyren, når man finder ud af, at ens helt er et ganske almindeligt menneske, der af og til klør sig i røven, så er det endnu værre, hvis ens helt når at blive til en skurk.
Helte, der bliver til skurke, er der nok af i disse tider. Der er sexforbryderne fra #metoo-slænget som fx den folkekære skuespiller Bill Cosby, der viste sig at være et kvindebedøvende voldtægtsmonster. Der er også de mere politiske, som fx rødvinstuden Gérard Depardieu, der pludselig ikke ville betale skat i Frankrig og blev bedste venner med Putin (Depardieu er i øvrigt også anklaget for voldtægt, så måske hænger det hele alligevel sammen).
Og så er der Julian Assange – stifteren af whistleblower-organisationen WikiLeaks. I udgangspunktet lignede han en frihedskæmper, der hængte staternes beskidte vasketøj til tørre, så de ikke kunne lege kispus med deres befolkninger. Fx har WikiLeaks stået bag læk fra Irak- og Afghanistan-krigen, hvor amerikanske soldaters svært tvivlsomme angreb så dagens lys.
Men løbende begyndte Assange mere og mere at ligne en skør, kvindehadende mand, der måske mest af alt var ude på at hytte sit eget skind og promovere sin egen politiske dagsorden. Han er anklaget for voldtægt og seksuelle overgreb i Sverige, og WikiLeaks spillede en stor rolle i Ruslands indblanding i det amerikanske præsidentvalg, eftersom det var WikiLeaks, der lækkede de hackede e-mails fra Hillary Clintons kampagne. På et tidspunkt endte WikiLeaks ligeledes selv med at få lækket oplysninger. Private beskeder fra organisationens twitterprofil viste problemer med racistiske, homofobiske, sexistiske og antisemitiske holdninger. Beskederne viste desuden, at WikiLeaks favoriserer det republikanske parti i USA, hvilket gør deres indblanding i præsidentvalget endnu mere suspekt. Det er ganske sandsynligt, at nogle af de beskeder er skrevet af Assange selv.
Ozymandias
Torsdag blev Assange så endelig anholdt efter at have siddet frivilligt indespærret i sit asyl på Ecuadors ambassade i London siden 2012. Ecuador inviterede pænt det britiske politi ind, der efterfølgende slæbte Assange ud. Nu venter der mulig udlevering til USA.
Det er svært helt at finde ud af, hvad man skal mene om sagen. Vi er efterhånden ret overbeviste om, at Assange er endt som skurk, men spørgsmålet er, om hans tidlige idealisme kan opveje skurkegerningerne. WikiLeaks var på alle måder uperfekt, men var på den anden side en af de faktorer, der gjorde en verden med whistleblowers mere almindelig.
Vi kommer til at tænke på tegneserien Watchmen (som i virkeligheden mere er en tegnet roman). Hvis du ikke har læst den og har planer om at gøre det, så skal du lige vide, at vi har planer om at afsløre hele plottet nu. Således advaret.
I Watchmen møder man en gruppe fallerede superhelte under den kolde krig. Heltene har lagt deres kostumer på hylden, og nu prøver de at leve et civilt liv. En af dem er geniet Ozymandias (efter Ramses II’s græske navn og i øvrigt også dette vilde digt af Percy Bysshe Shelley). Løbende finder de andre superhelte ud af, at det i virkeligheden er deres gamle ven Ozymandias, der er skurken, og til sidst afslører Ozymandias sin plan: Han vil teleportere et menneskeskabt, telepatisk blækspruttevæsen ned midt i New York. Væsenet vil slå millioner af mennesker ihjel, men til gengæld vil det også skabe fred på Jorden. Alle stater vil gå ud fra, at aliens har angrebet jorden, og i stedet for at bekrige hinanden, vil de bruge tiden på at forsvare sig mod den nye fjende. Ozymandias gør sig til massemorder, men han afslutter på samme tid den kolde krig.
Ozymandias skaber noget godt ud af sine forfærdelige forbrydelser, og måske har det samme været tilfældet med Assange og WikiLeaks. Forskellen er bare, at hvor Ozymandias ofrede sin egen moral til fordel for fællesgodet, så synes Assange at have været mere optaget af, hvad der er godt for ham. /Andreas T. Kønig