Optoget ender på Dronning Louises Bro, da Morten Lindberg, også kendt som Master Fatman, bisættes fra Helligaandskirken i København, lørdag den 13. april 2019. Bisættelsen er for familie, venner og kolleger, og man er velkommen til - i Mortens ånd - at møde op i farver. Efter bisættelsen føres Morten Lindberg i rustcykel i et optog til Dronning Louises Bro.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Sikke en weekend. Sikke en weekend i Søren Kierkegaards København.
Og sikke et syn, der mødte en, hvis man ankom lige til øllet klokken 14, da de sidste toner fra klokketårnet døde ud. Langs hegnet uden for Helligaandskirkens matrikel havde borgere og turister med fingerspitzengefühl taget opstilling, så man måtte kante sig igennem for at komme hen til porten, hvor fotografer med slips knipsede løs, hvis de havde den mindste fornemmelse af, at man var noget ved musikken og ville kunne sælge et ugeblad eller to ekstra på sit glatte ansigt.
Kirken var et kapitel for sig. På det seneste har der været talt en del om det sorte hul – Pohewi – som astronomer med lange linser har fotograferet 55 millioner lysår ude i rummet; denne eftermiddag var Helligaandskirken om ikke et altopslugende sort hul så i hvert fald hovedstadsområdets epicenter, en maggi-terning af tilstedeværelse fra hvilken end ikke elektromagnetiske bølger ville kunne tage deres gode tøj og gå.
Kirkeskibet var sort af mennesker. Hver en plads var taget, folk havde sat sig tæt. Hele vejen rundt på balkonen var der ansigter, begge sider af rummet var fyldt med folk, der stod skulder ved skulder, og oppe foran var der nogle, der sad i skrædderstilling på gulvet.
Men hvad skulle man ellers gøre? Master Fatmans bisættelse var virkelig et tilløbsstykke. Først var der lidt musik – ikke for meget, men lige tilpas. Der blev sunget en salme. Præstens stemme gjaldede ud i rummet. Adskillige tilstedeværende kunne ikke se hende for lokalets mægtige søjler – de kunne ikke engang se kisten, som billedkunstneren John Kørner havde udsmykket. Men det var ligegyldigt; der var noget grænseløst i luften, og event-termer som ‘begrænset udsyn’ var sat ud af kraft.
Det samme gjaldt på en mærkelig måde begrebet religion. Vel befandt forsamlingen sig i en kristen kirke, men det kunne have været et hvilket som helst flagskib uden for tid og sted. Ordet religion kommer af religare (at fortøjre eller binde). I denne katedral var ingen imidlertid bundet til noget som helst. Det siges om Master Fatman – eller Morten Lindberg, som han egentlig hed – at han engang blev spurgt, om han troede på Gud. ”Ja!” svarede han med syvendedagsadventistens begejstring, ”Ja! Og på Buddha og Allah og Jahve og Moses og Abraham … jeg tror på alt!”
Irritationsmomentet
Præsten sagde, at digteren Søren Ulrik Thomsen havde bedt hende læse et digt højt, som han havde skrevet til lejligheden. I digtet beskrev Thomsen sine tilbagevendende frokoster med Master Fatman på en unavngiven restaurant, og hvordan det havde irriteret ham, når Fatman spiste af hans – den bakteriebevidste Thomsens – tallerken efter at have indtaget alt på sin egen. Men nu, hvor tykmesteren ikke længere var iblandt os, savnede han det lille irritationsmoment.
John Kørner rejste sig og holdt en tale. Også han omtalte den ”småirritation”, der kunne være forbundet med at være gode venner med Morten Lindberg. Tykmesteren kendte så ufatteligt mange mennesker og gjorde ikke forskel på nogen. Når man gik med ham på gaden, mødte han hele tiden folk, som han faldt i snak med og gav sin tid. Som præsten også sagde, var der ikke nogen, som kom mere for sent end ham.
Kørner fortalte, at de boede tæt på hinanden, og at han var blevet hidkaldt klokken seks om morgenen den skæbnesvangre dag. Morten Lindberg lå ganske rigtigt død i sit arbejdsværelse, og Kørner kiggede længe på ham. Men så fangede noget uden for vinduet hans opmærksomhed. Ude over Søerne på den anden side af gaden hang der en slags fartøj. Det lignede et rumskib, og det var gult. Da det skulle vende i luften, kom det tættere på, og Kørner så, at det havde runde vinduer, og inde bag dem ”sad Morten og grinede, så hans tykke mave hoppede op og ned”.
Dér faldt det hele på plads for Kørner: Morten Lindberg, der for 20 år siden havde introduceret ham for grænseløs kærlighed, var jo bare på gennemrejse. Naturligvis! Han skulle videre.
Bagefter var der procession gennem byen. Ti mand flyttede den smukke kiste ud på en batteridrevet ladcykel, og et orkester med tubaer, trommer og trompeter med videre spillede, som var det i Det Franske Kvarter i New Orleans, mens kvinder i smukke sambadragter dansede til rytmerne, og hvad der føltes som tusind eller to tusind venner fulgte trop. Himlen var overskyet, det var ikke varmt, men da optoget nåede frem til Dronning Louises Bro tæt på Fatman og hans families hjem, brød solen igennem skydækket. Al motoriseret trafik fra begge ender af broen gik i stå, havet af mennesker udfyldte hver en kvadratmeter af fortovene, cykelstierne og vejbanerne, og der blev lagt blomster, mens orkestret spillede for på ”Love is in the Air”.
Et sted i mylderet var der en, som sagde, at København ikke havde set et tilsvarende opbud i forbindelse med et dødsfald, siden billedhuggeren Bertel Thorvaldsen stillede træskoene i 1844, men en forlagsmand mente at kunne huske, at der var flere på gaden, da eksistentialismens ophavsmand, Søren Kierkegaard, døde i 1855. Lige meget hvad: Folk gik opløftede fra Dronning Louises Bro, og man sagde, at det var lige i Morten Mabunda Lindbergs ånd. /Oliver Stilling