Den slovenske stjernefilosof Slavoj iek i samtale med Paul Holdengräber fra New York Public Library (ses ikke på billedet) om overvågning lørdag d.17 maj 2014 i Den Sorte Diamant.
Fight night. Så løb den langt om længe af stablen, den stort opsatte debat mellem den canadiske psykologiprofessor Jordan Peterson og den slovenske filosof Slavoj Žižek. Under den noget vage titel ”Happiness: Capitalism vs. Marxism” tørnede de to intellektuelle kamphaner fredag sammen i et udsolgt auditorium i Toronto, alt imens begivenheden på uhørt vis kunne livestreames som pay-per-view til den nette sum af 100 kroner. I den forstand havde kapitalismen vel egentlig allerede vundet førend et eneste ord blev udvekslet.
Marx for begyndere. Lige så aparte som promoveringen af debatten har været, lige så mærkværdigt var det at se Peterson og Žižek forsøge at krydse klinger. Allerede i løbet af debattens første fem minutter stod det lysende klart, at Peterson var både dårligt forberedt og på intellektuelt dybt vand. I en halv indrømmelse fik han sagt, at han ikke havde haft tiden til at sætte sig ordentligt ind i Žižeks fyldige, marxistisk inspirerede forskning, hvorfor han i stedet havde valgt at tage udgangspunkt i Karl Marx’ og Friedrich Engels klassiker Det Kommunistiske Manifest fra 1848. En manøvre, der kan sammenlignes med at forfatte en fyldig afhandling om Lars von Triers œuvre udelukkende baseret på en teaser-trailer til Antichrist.
Og vinderen er… Af samme grund må Petersons angreb på marxismen da også benævnes som mangelfuld. Til sammenligning virkede Žižek imidlertid kun meget lidt interesseret i debattens overordnede præmis, hvorfor han snart begav sig ud i en for ham karakteristisk tour de force i alt fra forskellene mellem Bernie Sanders og Donald Trump, til regimet i Kina, til onderne ved politisk korrekthed, til sammenhængen mellem hummere og Søren Kierkegaard. Forståeligt nok fik det om muligt kastet Peterson endnu længere ud i tovene: ”Dr. Žižeks diskussion var så kompleks, at jeg på ingen måde kan jonglere mine svar på spontan vis,” sagde han betuttet. Herfra tog debatten dog en mere venskabelig drejning, idet både Peterson og Žižek snart forsøgte at finde frem til mulige fællesnævnere i hele det tankemæssige morads. Det var nok også den bedste løsning for alle involverede parter. Sammenlignet med Žižek har Peterson ikke ligefrem det store at byde ind med i en filosofisk diskussion, og var Žižek gået mere konfrontatorisk til værks, kunne det godt have udviklet sig til en grim seance. Men omvendt behøvede han heller ikke at gøre det. Alene på omtale (se bare hvordan vi skriver om det her) og streaming-indtægter har både Peterson og Žižek allerede vundet, og begges fans skal skam nok finde deres egne højdepunkter at fremhæve fra begivenheden. I den forstand var alt hvad der skete i salen i Toronto blot formalia – men underholdende og tåkrummende var det. /David Dragsted