Der findes vel ikke et egentligt ord for det, men flovhed eller skyld kommer nok nærmest: Den der følelse, som kan skylle ind over en, når man af bekvemmelighed bevidst ignorerer den moderne affaldssorterings muligheder, påbud og nudging og bare dumper hele lortet i den samme skraldespand og håber, at en myndighedsperson længere henne i skraldeprocessen foretager sorteringen for en.
Heldigvis – eller: ulykkeligvis – er den menneskelige bevidsthed sat sådan sammen, at skyldfølelsen forsvinder efter nogen tid, og en skønne dag er misdåden helt glemt.
Men hvad så hvis den mængde affald, det drejer sig om, er gigantisk og ikke noget, man lige kan feje under gulvtæppet? Ja, så er der muligvis nogen, som truer en med krig! Ifølge oplysninger, som nyhedsstationen CNN har gravet frem, sendte Canada, det fredelige land, for seks-syv år siden 103 containere til Filippinerne indeholdende i alt 2.450 tons skrald. Containerne skulle indeholde plastic til genbrug, men da de filippinske myndigheder inspicerede dem, opdagede de, at affaldet ikke var genanvendeligt. Det har i mange år været almindelig praksis, at vestlige lande sejlede affald til mindre udviklede lande ad hekkenfeldt til med henblik på at få det håndteret og fikset der. Men de 103 containere var kommet til havnen i Filippinernes hovedstad Manila med et privat canadisk selskab, som angiveligt ikke havde nogen tilladelse til at levere det. Og mange af containerne med alt det her skrald står der tilsyneladende stadig.
Nu er Filippinernes præsident, den 74-årige balstyriske selvtægtsfortaler Rodrigo Duterte, gået ind i sagen. Han gider ikke have skraldet stående længere og kræver, at Canada tager det. Men ikke nok med det: ”Jeg giver måske Canada en advarsel i næste uge om, at de hellere må fjerne det,” udtalte han (løseligt oversat) i går. ”Vi erklærer krig mod dem, vi kan i hvert fald sagtens klare dem.”
Her på Føljeton er vi jo først med det sidste, så i skrivende stund har Canadas premierminister Justin Trudeau ikke svaret på Dutertes potentielle krigserklæring. Han har tidligere snakket om, at der klart skulle findes en løsning, men nu snerper det altså til. Duterte siger, at han er rede til selv at sejle skraldet til Canada og dumpe det på canadisk jord. Ser man på et verdenskort, er det en meget lige vej uden nævneværdige forhindringer – først ud i Det Filippinske Hav og så gennem Det Nordlige Stillehav. Man kunne dumpe containerne i delstaten British Columbia. Den gode nyhed – i hvert fald i forhold til en eventuel fuldtonet krig – er, at der er mere end 11.000 kilometer mellem de to lande. Det lyder næsten, som om det ikke er umagen værd.
Filippinerne kan lære af Skitse
En anden mulighed er at gennemrode det canadiske affald i Manila en gang mere. Måske er der alligevel noget, der godt kan bruges? Hvis filippinerne mangler inspiration, kan de sende en gesandt eller kulturattaché fra ambassaden eller generalkonsulatet hen forbi butikken Skitse, som åbner på Nørrebro i København i dag klokken 16. Det er godt nok ikke skrald, man kan købe der, men en lang række kunstneres skitser, forarbejder, overskudsmaterialer og fejlproduktioner, som altså ikke er selve værket, men måske alligevel har det der gyldne je ne sais quoi over sig.
Det er en temmelig fremragende idé, som er udklækket af billedkunstneren Emilie Kjær. ”Det er materiale med en fin kunstnerisk værdi i sig selv. Ofte er det noget, der sorteres fra til allersidst, og derfor er det egentlig ganske sårbart materiale, men det er jo spændende at se, hvorfor noget tager en særlig drejning, og det giver noget til den færdige udstilling at se, hvordan kunstneren nåede dertil,” siger Emilie Kjær til Politiken. Alt i butikken er ifølge avisen indrammet og koster 2.999 kroner. Det er ikke nødvendigvis decideret menneskepenge, men i hvert fald kan flere være med.
Vi ved ikke, om der findes en fond som Bikubenfonden på Filippinerne, men det skal formentlig også til, hvis tingene skal lykkes. Det er Bikubenfonden, der ejer selskabet Skitse, og Emilie Kjær er indsat som projektleder. Sådan. I en tid, hvor selv Socialdemokratiet taler om at afmontere kulturen og flytte statslige kulturstøttekroner til bingo og badminton, må man glæde sig over det private initiativ og ildhuen hos fondene. /Oliver Stilling