Barokmaleri af Mette Frederiksen

Hvis man er i tvivl om, hvilken vej magtens vinde blæser i Danmark, kan man få en god pejling ved at skimlæse Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen. Som en omskiftelig vejrhane lader han sig nemlig konstant forføre af den til enhver tid siddende magthaver, og han har gennem mange år ageret et loyalt mundstykke for Venstres statsministre. Ganske tankevækkende er han nu aktuel med et nyt hyldest-skrift – denne gang om landets sandsynlige kommende statsminister Mette Frederiksen. Magten er i sandhed ved at skifte.

Heldigvis er det ikke alle, der lader sig kue af magthaverne, nye som gamle. I en syrligt kritisk 2-stjernet anmeldelse skriver Altingets chefredaktør Jakob Nielsen: ”Samlet set lever bogen ikke op til sin ambition om at være et politisk portræt. Dertil optræder Thomas Larsen for loyalt – nogle gange grænsende til det servile. Mette Frederiksens rådgivere må juble over at få den slags hæder leveret direkte fra en markant influencer som Thomas Larsen,” skriver Nielsen og slutter med et svirp: ”Efter endt læsning forstår man derfor godt, at Mette Frederiksen har ønsket sig en Thomas Larsen-bog. Ingen barokmaler kunne have tegnet et mere flatterende portræt”.

Timingen er dog sukkersød for Socialdemokratiet. Partiet rider på en bølge af positiv omtale. Efter netop at have lanceret en bredt omtalt plakat-kampagne – hvor alle andre partiers valgslogans og grafiske udtryk omfavnes med en gennemgående opfordring til at arbejde ”sammen” – har Socialdemokratiet oplevet noget så sjældent som at blive rost af modstanderne. Indtil flere prominente borgerlige politikere har anerkendt kampagnen som solidt håndværk, mens andre har rost det opbyggelige budskab om samarbejde i Folketinget.

Meningsmålingerne har også længe rullet i Mette Frederiksens retning, og meget skal efterhånden gå galt, hvis Socialdemokratiet ikke vil genindtage Statsministeriet i løbet af ganske få uger.

Så meget desto mere bekvem er udgivelsen af Thomas Larsens bog ”Mette Frederiksen – et politisk portræt”, for med kroningen som retmæssig tronfølger fra en erklæret borgerlig avis som Berlingske, får Socialdemokratiets formand nu et psykologisk rygstød, som kan bringe hende det sidste altafgørende stykke frem mod valgdagen.

Men så meget desto mere barok fremstår bogudgivelsen. Thomas Larsens tidligere bøger om Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen har også været præget af en benovet og underdanig skrivestil. Det nye værk går dog – om muligt – nogle flere skridt i retning af en endnu mere slesk hyldest-agtig portrættering.

Flere steder i bogen formår Thomas Larsen at genskrive historien i et glansbilled-agtigt skær, som normalt kun er statsledere i ikke-demokratier forundt. To nedslag udstiller den særegne, barokke form, begge om Frederiksens højresving i udlændingepolitikken. I bogen hedder det: ”Læser man de interne notater om Socialdemokratiets valgforberedelser, er de også uhyre grundige. Der ligger mange overvejelser bag udformningen af det budskab, den stemning og den tone, der skal gennemsyre kampagnen, og som skal mobilisere vælgerne,” skriver Thomas Larsen og fortsætter, at strategipapirerne vidner om et ”ekstremt grundigt og gennemtænkt forløb”.

Berlingske har i artikler gentaget dette tilbageblik, som Mette Frederiksen næppe kunne have ønsket sig mere fordelagtigt udlagt. Men det går endnu videre. I bogen hedder det også: ”Arbejdsformen er udtryk for Mette Frederiksens tilgang til ledelse: Hun har sit eget kompas og sine egne holdninger til, hvad der skal kendetegne Socialdemokratiet, men hun vil have nøgterne analyser ved siden af. Hun træffer ikke beslutninger på grundlag af gætværk og fornemmelser.” Wow, det lyder jo tæt på perfekt og vel næsten for godt til at være sandt: Ifølge Thomas Larsen er Mette Frederiksen noget nær den sublime blanding af fornuft og følelser.

Den nære fortid kastes i bogen ikke engang i et lige så rosenrødt skær som Mette Frederiksens barndom. Det udarter til ren og skær ridder-digtning. På forunderlig vis har Socialdemokratiets formand således altid opført sig som i en perfekt forberedelse til at blive statsminister – sågar i en tid, hvor Dansk Folkeparti kan have de afgørende mandater. I et andet nedslag formår Thomas Larsen at skrive Mette Frederiksen ind i noget, der minder om et filmmanuskript fra et lystspil, der normalt ville blive kasseret, fordi det trods alt virker for tykt:

”Når familien var samlet, sad man skulder ved skulder ved langborde, og der var æggepandekager med bacon. Dannebrog var altid til tops, for hvis der var én ting, som alle kunne være enige om, var det, at Danmark var et godt land. Man spiste også dansk mad, og Mette Frederiksen kan stadig huske forbløffelsen, da hendes mor første gang serverede spaghetti, hvilket stak en del af fra hofretter som hakkebøffer, farseret porre, gule ærter og frikadeller”.

Ærligt talt, så har det næppe været forbløffende for en pige, der blev født sidst i 1970’erne, at spise spaghetti med sin familie i et parcelhus i Aalborg. Det minder derfor mest som et freudian slip, når Larsen fortsætter som en slags altvidende fortæller: ”Sammenkomsterne i familien – særligt i sommerhuset i Bælum – var som scener taget fra Kaspar Rostrups film ‘Dansen om Regitze’ fulde af liv, traditioner og nærvær, ligesom der var en fælles bevidsthed om, at meget var gået den rigtige vej, fordi man havde arbejdet og kæmpet for det”.

Som scener fra en film, eller snarere som tableauer fra en iscenesat fortid – som Mette Frederiksen meget naturligt gerne vil have fortalt om sig selv. Omvendt må det undre dybt, at Berlingskes skribent agerer manuskriptforfatter. Journalistisk set minder bogen om fan fiction. Eller ja, selv for fans af Mette Frederiksen fremstår bogen nok for ærbødigt skrevet og for strategisk styret af Socialdemokratiet.

Som Jakob Nielsen skriver i Altinget: ”I barokkens tidsalder vandt portrætmaleriet frem som magtsymbol. I 1600-tallets Europa var det en måde at bevise status og position i de stadig mere sekulære samfund. Forfatteren Thomas Larsen indtager positionen som barokkens moderne mester i dansk politisk journalistik”.

Til gengæld kan Socialdemokratiet juble: Det har været en sjældent god uge for sossernes spin-apparat. Svulmende og pompøst.

Analysen er fra Lars Trier Mogensen og Føljetons politiske nyhedsbrev /dkpol, der udkommer to gange om ugen og hver dag under hele valgkampen.