Bod og bedring i Frankrig

Det har de seneste dage været nærliggende for franske medier at drage paralleller mellem fransk politik og branden i Notre Dame. Med branden er noget smukt og meget fransk gået halvt til grunde, og nu skal katedralen reetableres på bedste beskub. Det samme med fransk politik – hvis man nogensinde har kunnet tale om skønhed der.

Måske er det vigtigt lige at præcisere: det er ikke bevægelsen ”de gule veste”, der her skal opfattes som branden. De gule veste, der begyndte at demonstrere for fem måneder siden, er reaktionen på branden, og de har i et vist omfang haft en opfattelse af præsident Emmanuel Macron som værende brandstifteren. Gnisten tændte han, da han indførte CO2-afgift på brændstof i begyndelsen af december 2018. Det tog lidt tid, men da det først var sunket ind hos Macron, at demonstrationerne, som i flere tilfælde udviklede sig til voldelige optøjer, ikke bare gik i sig selv, indledte han en flere måneder lang turné – Grand Débat National – med borgermøder rundt omkring i republikken, som han kaldte ”en meningsudveksling uden filter”, og torsdag aften leverede han så den tale til nationen om sine erfaringer fra bestræbelserne, som han skulle have holdt i sidste uge, hvis der ikke samme dag var gået ild i Frankrigs nationalsymbol.

Det er, som om statsoverhoveder i disse tider bliver ved med at finde på nye måder at adressere borgerne på. Macron sad bag et skrivebord på et podie i Elyséepalæets festsal omgivet af flag og 200 journalister, som fik lov at stille spørgsmål, da hans mere end to timer lange tale var overstået. Skrivebordet syntes perfekt afstemt i forhold til hans størrelse (177 centimeter) – ikke for stort og prangende og heller ikke latterligt lille – men det var kridhvidt som en kiste, og før han gik i gang, kunne man godt få fornemmelsen af, at republikken lå i den, og at den kom op, hvis præsidenten leverede det, som franskmanden på gulvet ville høre.

Det gjorde han for så vidt, han virkede mere ydmyg og mindre omniscient, som man måske ville sige sige på de kanter. ”Jeg ønsker, at franskmændene skal vide, at jeg har følt i mit kød, hvad de har sagt og udtrykt,” sagde han. ”Denne periode har ændret mig.” Han havde nu forstået, fortsatte han, at der var franskmænd, som følte sig overset og forbigået, at han ville styrke landets offentlige service, og at han ville uddelegere noget mere ansvar til sin regering. Osv.

Den almindelige regeringsskeptiske franskmand vil nok gerne se det, før hun tror det – ligesom hun i øvrigt formentlig følger sagen om genopretningen af Notre Dame med en god portion skepsis. I løbet af ugen kom der flere forslag på banen til, hvordan den 850 år gamle bygning kunne komme til ære og værdighed igen: Skal man med moderne byggeteknik forsøge at genskabe katedralen fuldstændig, som den så ud? Skal man lave et moderne spir?

Den 83-årige britiske arkitekt Sir Norman Foster har virket påfaldende interesseret i sagen, og han har da også en vis erfaring med gamle monumenter. Det var ham, der tegnede den velfungerede glaskuppel på Rigsdagsbygningen i Berlin efter Murens fald som et symbol på det genforenede Tyskland. Og folk, der har besøgt British Museum i London, vil vide, at glastaget, som han har lagt hen over museets gård, er en ganske fantastisk arkitektonisk løsning, som kaster eventyrlige skygger.

Under alle omstændigheder foreslår han, at man der, hvor det udbrændte tag (som blev holdt oppe af 1.300 egetræsrammer fra 1200-tallet) sad, indsætter ”en moderne, brandsikker letvægtserstatning”, hvilket ville være en ”respektfuld kombination af det dominerende gamle og det bedste af det nye”.

Det lyder jo på mange måder dødssygt. Men der er blevet lavet en lille visualisering, som viser, hvordan det ville tage sig ud med et glastag under et ”nyt spir skabt af krystalglas og rustfrit stål”. Særligt på de sociale medier står fransken i kø for at latterliggøre ideen. Som én skriver et sted, forsøger Norman Foster at lave Notre Dame om til en Apple Store. Så på den led er alt, som det skal være i Frankrig. /Oliver Stilling