Lars Løkke Rasmussen (V) og Morten Østergaard (RV) under folketingets åbningsdebat i folketingssalen på Christiansborg, torsdag den 5. oktober 2017.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)
Seniorførtidspension er årets nye efterlønsfidus: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er atter ved at forene Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i en blå reformalliance imod Socialdemokratiet.
I den sidste offensiv inden valgudskrivelsen forsøger statsministeren nu at gentage sit gamle trick fra 2011, nemlig at mobilisere det borgerlige reformflertal mellem de tre regeringspartier, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i en fælles front mod Socialdemokratiet.
I år er det seniorførtidspensionen, som er omdrejningspunktet for Løkkes taktiske manøvre, som i første omgang skal bruges til at neutralisere Socialdemokratiets populære tilbud om en ny rettighed til tidligere tilbagetrækning for nedslidte, og som i anden omgang skal tvinge en eventuelt nyvalgt S-regering til at videreføre Venstres politik.
Tilbage i 2011 var det forringelserne af efterlønnen og halveringen af dagpengeretten, som det lykkedes for Løkke at få både Dansk Folkeparti og Radikale Venstre til at forpligte sig på, og som netop derfor overlevede hans eget valgnederlag.
Planen er den nøjagtig samme i år. Helt konkret har regeringen forhandlet i løbet af ugen med både Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om en begrænset forbedring af seniorførtidspensionen. Det vigtigste resultat er imidlertid ikke de tekniske ændringer af selve ordningen, men snarere en taktisk fiffighed, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har fået lokket både DF-formand Kristian Thulesen Dahl og Radikale Venstres leder Morten Østergaard til at acceptere som præmis.
Finten handler om, at Folketingets fem økonomisk-borgerlige partier i fællesskab hævder, at velfærdsaftalen – som i 2006 indførte den gradvist stigende pensionsalder, og som Socialdemokratiet stadig tilslutter sig – blokerer for netop den form for differentieret pensionsalder, som Socialdemokratiet nu foreslår. De fem partier gør gældende, at Mette Frederiksen slet ikke vil kunne føre sit pensionsløfte ud i livet uden deres formelle og forudgående accept:
”Min opfattelse er, at man ikke kan gennemføre det Socialdemokratiet har tænkt uden at komme i konflikt med velfærdsforliget,” siger Kristian Thulesen Dahl og suppleres af Morten Østergaard: ”Hvis man har en aftale om, hvad folkepensionsalderen skal være for alle, og man ønsker at ændre den, så kræver det jo enten en enighed i forligskredsen, eller at man opsiger velfærdsaftalen”.
Pludselig er det Socialdemokratiets to skiftevis allierede, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, som fra hver sin side udfordrer Mette Frederiksen med et enslydende krav: Sosserne skal enten stå ved den oprindelige pensionsaftale fra 2006 og dermed droppe deres eneste klare valgløfte om en tidligere pensionsalder. Men det vil oplagt være en voldsomt pinligt start på valgkampen, koste dyrebar troværdighed og er alene derfor udelukket på forhånd.
Men alternativet er ikke bedre: For ellers skal Socialdemokratiet opsige alle de reformer, der har været med til at skabe det såkaldte ’økonomiske råderum’ med frigjorte milliarder til bl.a. velfærd. Dermed vil Socialdemokratiet skulle droppe en væsentlig del af grundlaget for deres egen økonomiske politik og fremover satse alene på at føre økonomisk politik med venstrefløjen. Hvilket også er en praktisk umulighed.
Den nyklassiske alliance mellem Kristian Thulesen Dahl og Morten Østergaard er kynisk Christiansborg-taktik, når den er allermest udspekuleret. Sammen med Lars Løkke håber begge partiledere nemlig på igen at kunne fange Socialdemokratiet i den rævefælde, som Helle Thorning-Schmidt jokkede lige ned i, da hun trådte ind i magtens korridorer tilbage i 2011.
Det store spørgsmål er dog, om tricket vil lykkes igen. For det første er velfærdsaftalen fra 2006 åben for fortolkning. Det er – som næsten altid – en politisk kamp, der afgør, hvor meget som kan ændres. Derfor vil et flertal have en vis fleksibilitet til at differentiere pensionsalderen.
For det andet kommer Radikale Venstre ikke med i en ny S-regering, og Morten Østergaard vil derfor ikke have de samme pressionsmidler, som forgængeren Margrethe Vestager havde i 2011.
Hvor der er vilje, er der vej i politik. Mette Frederiksen står langt stærkere end Helle Thorning-Schmidt gjorde i 2011. Men forløbet viser, at Lars Løkke aldrig skal regnes ud af ligningen, før det for alvor er slut. Hvis han ikke kan vinde over dem, kan statsminister Lars Løkke Rasmussen i det mindste forsøge at tvinge Socialdemokratiet til at videreføre Venstres økonomiske politik. I bredeste forstand. /Lars Trier Mogensen