Flugten

Amir, 46 år

Amir: »Vi flygtede, fordi jeg ikke ville være en del af en hær, der slår sine egne borgere ihjel. Flere af mine familiemedlemmer er blevet dræbt. Min nevø var skolelærer, og ham slog de ihjel. De dræbte også min svigerinde.«

»Vi troede, at den syriske hær kom for at hjælpe os, for det havde vi hørt i medierne. Men så snart hæren kom ind i vores by, begyndte soldaterne at slå ihjel. Det lykkedes for os at slippe væk. Senere hørte vi, at de havde samlet alle mændene i byen og skudt dem.«

»Jeg tror, de gjorde det, fordi vi ikke ville tillade, at vores børn skulle i hæren. En mand fra vores by var blevet soldat, men havde deserteret, og mange andre fra vores by stak af fra militærtjenesten. Selvom om man er 45 eller 50 år, vil regimet have, at man skal være soldat.«

Milia, 31 år

Milia: »Jeg var med i den første demonstration i Damaskus. Jeg kan huske, hvor glade vi var, for at der endelig skete noget. Vi sagde nej til regimet, og vi krævede vores frihed og værdighed. Revolutionen var i gang!

Jeg begyndte at skrive om det, jeg oplevede, men onlineavisen, jeg arbejdede for, var pro-regimet, så jeg sagde mit job op og dannede en gruppe af systemkritikere, der støttede de internt fordrevne syrere. Jeg tweetede og lagde artikler på Facebook om, hvad der skete i Damaskus og i Homs.

Det syriske regime mente, at jeg hjalp terrorister med mit arbejde, så jeg var hele tiden i fare for at blive arresteret. Min familie var bange for, hvad der kunne ske, så de sagde til mig, at jeg skulle stoppe med at lægge artikler på Facebook.

Regimet kom tættere og tættere på vores gruppe, og en dag blev et af vores medlemmer anholdt. Dagen efter besluttede jeg mig for at flygte fra Damaskus.«

Mohamad, 16 år

Mohamad: »Jeg vil gerne videre til Canada. Jeg har hørt, at livet der er fantastisk, og at der er mange syrere. Jeg har set fotos af fine boliger. I sidste uge rejste vores nabo til Canada, og min tante og hendes familie rejser dertil i næste uge.«

»Det vigtigste for mig er at komme væk fra Jordan. Jeg har hørt om bådene til Europa, men jeg vil ikke rejse illegalt, og min far siger, at det er meget farligt.«

»Sidste sommer overvejede vores nabo at tage med bådene, men da han så billedet af den døde dreng på den tyrkiske kyst, skiftede han mening.«

»Vi er tre drenge og én pige i min familie, vi er 18, 16, 13 og 9 år. Vi flygtede, fordi vi var så bange for bombeflyene. Hæren kom fem gange og ledte efter folk hjemme hos os. Vi frygtede, at de ville tage os med.«

»Ingen af os går i skole her i Jordan. Mine to mindre søskende er autister, de vil helst være for sig selv. Nogle gange arbejder min storebror, men han har ingen arbejdstilladelse, så hvis politiet fanger ham, bliver han sendt tilbage til flygtningelejren Zaatari eller til Syrien.«

Zahra, 48 år

Zahra: »Regimet tog den ene af mine sønner den 28. december 2011. De sagde, at han var terrorist, fordi han var med i Den Frie Syriske Hær. Vi ved meget lidt, om hvad der siden er sket med ham. Ind imellem får vi nyheder om ham fra personer, der bliver løsladt fra fængslet, han sidder i, men vi er usikre på, om han stadig er i live. Hvis man først bliver smidt i fængsel, så er man heldig, hvis man overlever.

»Regimet tog min anden søn, Youssef, da han skulle igennem et check-point. De slog ham og gav ham elektriske stød, så i dag kan han ikke gå ordentligt på sine fødder. Han var fængslet én dag, så løslod de ham. Det var mig, der gik til politiet. Jeg er ikke bange for dem. Jeg sagde, at jeg ville vide, hvor min søn var.«

Youssef: »Jeg så fanger, der døde, fordi soldaterne mishandlede dem. De lod ligene ligge i 1-2 uger, så der var mange sygdomme derinde.«

Javad, 19 år

Javad: »Jeg flygtede fra Syrien, fordi jeg skulle i hæren. De fleste, der kommer i hæren, dør. Jeg ville også hjælpe min familie – tjene penge i Jordan og sende dem hjem. Min far arbejder på en benzintank i Damaskus, men der er færre biler i gaderne nu, så der er intet arbejde.«

»Jeg forestillede mig, at Jordan ville være fantastisk. Men da jeg kom hertil…jeg havde nogle penge med mig, men allerede efter en uge mistede jeg det hele. De folk, jeg boede sammen med, stjal dem.«

»Jeg fik illegalt arbejde i en kiosk og solgte kaffe, sandwich og telefonkort. Jeg mødte nogle gode venner, og jeg prøvede at starte i skole, men det lykkedes ikke, fordi jeg ikke havde mine skolepapirer med fra Syrien.«

«Senere boede jeg sammen med en anden mand, som frarøvede mig mit pas. Jeg gik til seks forskellige politistationer, men ingen ville hjælpe mig.  Ham manden blev ved med at forfølge mig. Han sagde, at hvis jeg ikke gav ham penge, så ville han slå mig ihjel. Folk sagde, at han havde en lille kniv i hånden, men jeg kunne ikke se den.«

»Det er et frygteligt liv her i Amman. Jeg har ikke noget rigtig arbejde, ingen rettigheder, ingenting. Jeg vil bare væk.«

Nabila

Nabila: »Efter krigen startede, levede vi to år i vores hus i Syrien i byen Dara. Da den syriske hær kom til vores hus, tog de min mand og min svoger med sig. De blev løsladt igen efter en måned, men vi følte, at det var farligt for os at blive, og da vores nabos hus blev bombet, flygtede vi. Vi fik ingenting med os. Siden er vores hus i Syrien blevet bombet, vores slægtninge har sendt os billeder af det. Vi har intet tilbage.«