Valgkamp: Klimapolitik er pludselig sprunget op øverst på vælgernes dagsorden, sågar på bekostning af den hidtil så hidsige og langt mere lidenskabelige debat om flygtninge og de ‘fremmede’. En markant måling har påvist, at 57 pct. af vælgerne faktisk ønsker, at en kommende regering skal prioritere miljø og klima højere end asylansøgere og udlændinge. Og måske endnu mere opsigtsvækkende, så synes budskabet at være blevet hørt på Christiansborg. Forleden forsøgte Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen i sin 1. maj-tale at sætte trumf på sit seneste klimaudspil ved at bruge et kneb fra netop udlændingedebatten, nemlig udlændingeminister Inger Støjbergs optællinger af enten egne stramninger eller socialdemokraternes lempelser. Som et tegn i tiden er det dog nu lempelser i klimapolitikken, der er kommet i fokus: ”Lars Løkke Rasmussen har forringet klimaet og miljøet 39 gange. Ja, I hørte rigtigt. 39 gange har regeringen gennemført politik, der går imod klima og miljø,” sagde Mette Frederiksen på sin turné onsdag.
Ligheder: Ja, du læste også rigtigt: Den efter alt at dømme snarlige S-statsminister brugte den gamle opdeling i strammere og slappere fra udlændingepolitikken som en ny opdeling i klimadebatten. Og spørgsmålet rejser sig: Står vi på tærsklen til, at klimapolitik overtager den rolle i dansk politik, som udlændingepolitik har haft siden 2001? Frygten er de i hvert fald fælles om. Både det voksende flertal, der nu prioriterer klimapolitik som valgkampens allervigtigste emne, og det svindende mindretal, der stadig mener, at udlændinge er det mest påtrængende tema, spiller begge på frygt. Både de mere eller mindre klima-angste og de altid islam-forskrækkede forsøger at fremmane dommedagsscenarier, hvor alting vil blive væltet rundt i det 21. århundrede – enten i form af dødelige klimaforandringer eller i blodige religionskrige. På samme måde som flygtningedebatten i de senere år har fremkaldt en stemning af undtagelsestilstand på højrefløjen, rummer klimadebatten således nogle af de samme dramatiske perspektiver, og på et følelsesmæssigt niveau burde flertallets frygt for klimaet umiddelbart kunne mobilisere stærkere følelser ved det forestående folketingsvalg end nok en holmgang med stadig mere paranoide forestillinger om invasive muselmænd. Men sådan er det bare ikke. Endnu. Langtfra.
Forskelle: Klimadebatten adskiller sig som politisk faktor fra udlændingedebatten på mindst tre måder. For det første har frygten for fremmede rykket hundredtusindvis af vælgere hen over midten, væk fra Socialdemokratiet. Asyldebatten har dermed tippet magtbalancen med en styrke, som klimabekymring ikke engang er i nærheden af. Kun meget få vælgere rykker fra højrefløjen til de rød-grønne partier alene på grund af ønsket om en hurtigere grøn omstilling. For det andet er der vreden og aggressionen til forskel. Tilhængerne af en endnu strammere udlændingepolitik virker langt mere kompromisløse i deres apokalyptiske stormløb mod etablissementet, end der endnu er tegn til, at tilhængerne af en endnu strammere klimapolitik er. De grønne aktivister forsøger fromt at appellere til fornuften, mens islamofoberne gør alt for at opflamme følelserne. Og derfor – og som den tredje afgørende forskel – bevæger dynamikken i valgkampen sig i hver sin retning: På den ene side er Danmarks grønneste parti, Alternativet, gået i stå og risikerer at blive næsten halveret. På den anden side bringer den seneste meningsmåling apartheid-partiet Stram Kurs ind i Folketinget med sindsoprivende 3,9 pct. af stemmerne, mens også Nye Borgerlige stormer ind med 6,3 pct. af stemmerne. Højrefløjen er ganske enkelt båret frem af et så voldsomt raseri, at selv den grønne frygt forstummer. Den nye klimaflertal står tavst tilbage. /Lars Trier Mogensen