Kære læser

Krigsrummets hårde mediekost

'The War Room' model reproduction by Workshop Jorg Kallmeyer, Frankfurt am Main and from the film Dr. Strangelove (1964), is displayed as part of the Stanley Kubrick exhibition at the Design Museum in Kensington, London, on April 26, 2019. - Twenty years after the death of US director Stanley Kubrick, the British have rediscovered the director who had a special relationship with the United Kingdom, where he lived and worked. (Photo by ISABEL INFANTES / AFP) / RESTRICTED TO EDITORIAL USE - MANDATORY MENTION OF THE ARTIST UPON PUBLICATION - TO ILLUSTRATE THE EVENT AS SPECIFIED IN THE CAPTION

Portrætteringer af såkaldte ”war rooms”, kommandocentraler hvor vigtige og magtfulde politikere og militærfolk tager de afgørende beslutninger i krig og krisesituationer, har en lang og stolt tradition i populærkulturen. Tag bare Stanley Kubricks kulsorte satire Dr. Strangelove fra 1964, hvor den fiktive amerikanske præsident Merkin Muffley sammen med sin stab febrilsk forsøger at finde en løsning på det dilemma, at en hydrogenbombe ved et uheld at blevet sendt afsted mod Sovjetunion. Bølgerne går højt de mange mænd imellem, og det hele skriger generelt af inkompetence – måske bedst eksemplificeret ved præsidentens paradoksale formaning om, at man altså ”ikke kan slås herinde, det her er jo krigsrummet!”

Mere afdæmpet går det til i den dokumentariske nyklassiker Dahlgårds Tivoli fra 1999, hvor Dahlgård-dynastiet hver aften gør status på det omrejsende tivolis drift i familiens trailer, der til forveksling ligner et røg- og kaffefyldt krigsrum. I modsætning til i Dr. Strangelove er det dog mest af alt inkompetence uden for traileren, der her er på dagsordenen, idet familien generelt har travlt med at holde hoved og hale på de mange intriger, der konstant opstår blandt tivoliets skæve eksistenser.

Se, nu er spørgsmålet så, hvilket af de to eksempler vi skal tage som repræsentativt, når vi herfra vender snuden mod Facebooks europæiske hovedkvarter i Dublin, hvor techgiganten har nedsat sit helt eget ”war room” som forberedelse til det kommende Europaparlamentsvalg. Her arbejder omkring 40 mennesker i døgndrift på at forhindre, at firmaets mange sociale medieplatforme misbruges til at influere valgresultaterne med spredning af misinformation, målrettede skræmmekampagner og falske konti – sådan som det blandt andet var tilfældet ved det amerikanske præsidentvalg i 2016.

For i ét perspektiv kan Facebooks initiativ netop ses som et desperat forsøg, a la Dr. Strangelove, på at undgå det uundgåelige, idet mulighederne for misbrug er en integral del af Facebooks design, og Politico eksempelvis allerede nu kan fortælle, at en strøm af politiske reklamer har undveget sig krigsrummets opmærksomhed. I et lidt andet perspektiv kan krigsrummet snarere ses som et lidt Dahlgårdsk projekt, hvor man på velmenende vis forsøger at dæmme op for det kaotiske tivoli, som europæisk politik efterhånden har udviklet sig til – men som Facebook trods alt selv også har været med til at skabe.

En frigørende faste

Ja, eller også kan man jo vælge at gå en helt tredje vej og simpelthen tage en midlertidig pause fra den tunge sociale medie-diæt i anledning af det nært forestående valg. Vi kunne jo for eksempel lade os inspirere af ramadanen, der i dag bliver skudt i gang for de fleste muslimer rundt om i verden. Med den daglige faste er det i hvert fald en af ramadanens centrale budskaber, at man herigennem bliver opmærksom på alle de ting, man ellers tager for givet i dagligdagen. Som man fx kunne læse gymnasieeleven Mohamad Abd Almonam beskrive hos religion.dk for nylig, resulterer fasten for ham i en større følelse af barmhjertighed og et øget fokus på verdens fattige. Det lyder da ikke så tosset.

I vores moderne, senkapitalistiske og teknologifyldte verden, har vi om noget vænnet os til den evige behovsopfyldelse. Det er netop det, som Facebook konstant udnytter i sine mange notifikationer og sociale ekkokamre – og som de unægteligt vil blive ved med, ”war room” eller ej. I den forstand kan det virke meget smart at give sig selv et sultent benspænd og se, hvor behovsfornægtelsen bærer en hen. Ellers kan vi jo prøve at sove det væk, sådan som kulturteoretikeren Jonathan Crary foreslår i det smågeniale lille værk ”24/7 – Senkapitalisme og angrebene på søvnen,” der netop er udkommet på dansk:

”Den kæmpe portion af vores liv, som vi bruger i søvne, befriet for de simulerede behovs sump, er fortsat en af de store menneskelige fornærmelser mod den nutidige kapitalismes grådighed. Søvn er en kompromisløs afbrydelse af kapitalismens tyveri af vores tid.”

Et tyveri af vores tid, simpelthen. Set i det perspektiv er det måske ikke så dumt at kæmpe imod krigsrummets beslutningsforslag. Herfra skal der i hvert lyde et godt gammeldags Ramadan Mubarak til alle. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12