Os og naturen. Hvis der er noget, vi mennesker er gode til, så er det at se naturen som en idealtilstand, der ligger uden for os selv. Det var eksempelvis det, vi gjorde under romantikken, hvor naturen blev idealiseret som et ypperligt modstykke til industrialiseringens overgreb, og guldaldermalerne kunne stå og kolorere det ene landskabsmaleri efter det andet. Det var også det, de to britiske botanikere Sir Arthur Tansley og Arthur Roy Clapham gjorde i 1930’erne, da idéen om økosystemer første gang blev begrebsliggjort, og alle snart begyndte at tænke på naturen som en selvbalancerende matrix, som samfundet med fordel kunne tage ved lære af. Problemet med sådanne forestillinger er bare, at de glemmer én meget væsentlig detalje: Vi mennesker kan aldrig stå uden for naturen, da vi jo også er en del af den, og vi er dermed også dybt afhængige af dens velbefindende. Det har et resumé af en ny FN-rapport netop gjort lysende klart.
Skoven brænder, alt brænder. Mandag frigav FN i hvert fald hovedpointerne fra en kommende 1.500 siders lang klimarapport, der er udarbejdet af mere end 450 videnskabsfolk og diplomater over en tre-årig periode. Konklusionen: Det ser utroligt skidt ud for naturens biodiversitet som følge af de menneskeskabte klimaforandringer og menneskets øvrige rovdrift på naturen. Særligt over de sidste hundrede år er den gennemsnitlige rigdom af verdens plante- og dyreliv faldet med mere end 20 pct. i klodens største landhabitater, hvad enten vi snakker savannen i Afrika eller regnskoven i Sydamerika. Hvis vi skal have noget som helst håb om at redde naturen, skal der simpelthen handles her og nu. Ellers risikerer mere end én mio. af verdens arter at uddø. Egentlig lyder det hele jo desværre som noget, vi har hørt før, hvor imponerende gennemarbejdet den nye rapport så end er. Men særligt én ting får dog rapportens dystre tone til at tage sig anderledes ud: Konsekvensen for os mennesker er rent faktisk regnet med.
Bøddel og offer. Snarere end at se nedgangen i naturens biodiversitet som en guldalderagtig forfaldshistorie, der som sådan ikke har noget med os at gøre, udstiller rapporten således, hvor katastrofalt vi mennesker vil komme til at opleve den tabte naturrigdom. Idet bierne og de øvrige insekter fortsætter med at blive udryddet, vil den manglende bestøvning eksempelvis risikere at gå ud over frugt- og grøntproduktionen og koste os 577 mia. dollar. Udryddelsen af mangroveskovene kan potentielt føre til oversvømmelser, der kan komme til at ramme flere hundrede mio. mennesker. Og sådan kan vi blive ved. Selvom det hele lyder overordentligt dystert, må rapportens fortælling netop af den grund ses som et skridt i den rette retning. Hvis vi placerer os selv solidt i den natur, der er ved at blive godt og grundigt destrueret, kunne det jo være, at vi rent faktisk vil gøre noget for at redde den. /David Dragsted