Hvis man kom udefra, eller ikke vidste bedre, kunne man foranlediges til tro, at Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen allerede er den siddende statsminister. Hun optræder påfaldende afmålt og sossernes udspil er alt andet end dumdristige. Hun holder sig disciplineret til de sikre og populære budskaber, der på forhånd er blevet testet til at gøre sig godt blandt de vigtigste vælgergrupper.
Dagens velfærdsudspil er ingen undtagelse: Med forslaget om en ny velfærdslov, som skal sikre, at væksten i det offentlige forbrug skal følge det demografiske træk frem til 2025, slår Socialdemokratiet en åben dør ind. Så sent som i forleden lovede Venstres formand Lars Løkke Rasmussen jo at gøre netop det, altså at lade udgifterne til velfærd stige med mindst 0,65 pct. om året. Både venstrefløjen og Dansk Folkeparti har også for længst krævet en tilsvarende stigning.
Budskabet er 100 pct. ukontroversielt i dagens Danmark. Der har således ikke været meningsmålinger i årevis, som peger i retning af en ny sammensætning i Folketinget, hvor der ikke vil være opbakning til Socialdemokratiets krav – som reelt også kun er et minimumskrav. I praktisk politik kommer det da også med noget nær statsgaranti til at gå, som Socialdemokratiet nu kræver, ganske enkelt fordi intet flertal i Folketinget vil skære ned på både ældre- og børneomsorgen. Kun højrepartierne Liberal Alliance og Nye Borgerlige, der maksimalt tegner sig for ca. 7-8 procent af vælgerne, har foreslået nulvækst.
Forslaget om en velfærdslov rummer reelt ingen ny politik eller nye valgløfter. Hensigten er også en anden: Håbet er, at sosserne kan tvinge Venstre til at lægge afstand til en egentlig velfærdslov, og dermed skabe et billede af, at Lars Løkke Rasmussen slet ikke mener det, når han siger, at også Venstre vil føje flertallet i Folketinget.
Snarere end at være et egentligt valgløfte er forslaget om en ny velfærdslov en gimmick i valgkampen; et taktisk kneb, der skal bruges til at skabe et højspændt drama om noget aldeles udramatisk.
Sådan er det også med det andet element i Socialdemokratiets udspil i dag: Forslaget om at mindske forbruget af konsulenter rammer i udgangspunktet en bred folkestemning. For umiddelbart virker det jo absurd, at stat, regioner og kommuner bruger 11. mia. kr. om året på mere eller mindre relevante rapporter og konsulentberegninger.
Socialdemokratiets forslag er konkret, at der sættes et nyt ”loft over det offentliges køb af konsulentydelser, så der frigøres 3 milliarder kroner, der kan bruges på velfærd”. Men dels er der ingen partier, der er tilhængere af det modsatte, altså at flytte penge fra offentlig velfærd til private konsulenter, og dels er det mere end uklart, hvordan en ny S-regering i praksis vil forhindre kommuner i at indhente f.eks. tekniske ingeniørberegninger til anlægsprojekter og lignende. Men målsætningen lyder bestemt fornuftig – og det er selve formålet.
Med rygvind fra de gode meningsmålinger fører Socialdemokratiet en valgkampagne, der dybest set er defensiv, og har til hensigt at bevare det eksisterende forspring: S-formand Mette Frederiksen skal ikke virke hverken udfordrende eller desperat for at ville vinde magten.
Indtil videre virker taktikken – både på kort og på langt sigt: For her i første omgang tegnes kontrasten til en stadig mere hasarderet Lars Løkke Rasmussen tydeligt op, og på længere sigt kan det komme Socialdemokratiet til gode, at Mette Frederiksen ikke lover alt for meget her i valgkampen. Det bliver tæt på umuligt at fange hende i løftebrud efter valget, og det er allerede en halv sejr på vejen mod at genindtage Statsministeriet i Helle Thorning-Schmidts skygge.
Ligesom det er blevet endnu dyrere at være fattig i Danmark, er det også en kæmpe fordel for en statsministerkandidat at være foran. /Lars Trier Mogensen