En ubetinget succes. Plastik er en genial opfindelse, og det har det været i alle de små hundrede år, mennesket har kunnet finde ud af at producere det i sin nuværende form. Plastik skabes forsimplet sagt ved en proces, hvor man nedbryder råolie til dets komponenter, rearrangerer dem, og derved skabes såkaldte syntetiske polymerer, der efterfølgende kan forarbejdes til forskellige former for plast. Plast er utroligt nemt at masseproducere, og så koster det ikke særlig meget. Læg dertil, at materialet er utrolig holdbart, ikke vejer særlig meget og kan laves i nærmest alle tænkelige forme, og så begynder man at forstå, hvordan materialet har været intet mindre end en revolution for vores samfund. Plastik er let og formbart, og det er nemt at transportere, hvilket holder transportomkostningerne nede (også når det kommer til CO2). I dag er der næsten plastik i alt, og det smarte ved plastik er, at når vi er færdige med den, kan den genbruges eller omdannes til energi. På papiret ligner plastik altså en ubetinget succes.
Kong Midas. Men historien om plastik er endt lidt som historien om Kong Midas. Alt, hvad Midas rørte ved, blev til guld, hvilket gjorde ham umådelig rig. Men også al den mad og drikke, han rørte ved, blev til guld, og pludselig blev den sultne Midas’ drøm til et mareridt. På samme måde er vores verden nu så fyldt med plast, at det er til fare for verdens dyreliv og os selv. I 2017 blev det estimeret, at vi siden opfindelsen af plastik havde produceret i omegnen af 8,3 mia. tons plastik. Det har skabt 6,3 mia. tons plastikaffald. Heraf er 9 pct. blevet genbrugt, 12 pct. brændt, mens hele 79 pct. er blevet smidt væk og nu findes i naturen. Eftersom plastik har en nedbrydningstid på mellem 500 og 1000 år, er det svært problematisk.
Plast på havets bund. Især verdenshavene er hårdt ramt af plastaffald. I alt ryger der 8 mio. tons plastik ud i havet om året, og hvis det fortsætter, så vil verdenshavenes plastik veje mere end verdenshavenes fisk i 2050. Mandag kunne man læse, hvordan en ubåd havde fundet en plastikpose i Marianergraven, som er den dybeste oceangrav i verden. Forskere har desuden taget prøver fra små rejelignende amphipoder, der lever i nogle af havets dybeste steder, og de viste, at dyrene havde plastikfiber i deres maver. Plastikstykkerne var mikroskopiske, men relativt til dyrenes størrelse svarede det til, hvis et menneske åd en meter plastikreb. Plastik er problematisk, fordi det udfordrer dyrelivet, der spiser og bliver fanget i plastikken. Men endnu værre er de små mikroskopiske plaststykker, der bliver spist af fx fisk. De små plaststykker indeholder kemikalier, der måske er kræftfremkaldende, og de ender i vores egne maver, fordi vi spiser de fisk, der har spist vores plastik. /Andreas T. Kønig