Ulvetime. Så er enden nær. I hvert fald når det kommer til Game of Thrones. Søndag i USA og mandag herhjemme offentliggøres det endegyldigt sidste afsnit af den måske vigtigste tv-serie i dette årti. Som den sidste store folkesamlende tv-serie skal Game of Thrones på en eller anden måde forsøge at nå til en konklusion, der vil pisse færrest muligt fans af. Det er lidt af en kunstform, for en god eller dårlig afslutning kan betyde knald eller fald for en series fremtidige renommé. Går det godt, vil serien (måske) stå tilbage som et helstøbt værk på trods af, at alle mellemregningerne ikke altid var lige gennemførte (tænk Six Feet Under). Går det dårligt, vil det helt ødelægge alt det, serien ellers havde bygget op (tænk Dexter). I den forstand giver det egentlig meget god mening, at de hypede serieafslutninger a la Game of Thrones efterhånden hører til sjældenhederne. For bedre at forstå det, må vi en tur forbi en mand, der om nogen forstod at afslutte tingene med manér: Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein.
Trappetrængsler. I de afsluttende passager af Wittgensteins første hovedværk, Tractatus Logico-Philosophicus, deklarerede han i ret definitive vendinger, at filosofien som videnskab nu var løst og afsluttet. Derfor måtte man betragte hans værk som en stige, som man først skulle kravle opad for derefter at smide væk. For at nagle pointen fast skrev han også, at om ”det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie” – og så skulle den filosofiske ged ellers være barberet. Efterfølgende skete der så bare det, at Wittgenstein indså, at han faktisk havde taget grueligt fejl i Tractatus, og at der netop var meget mere for filosofien at tale om. Derfor var Wittgenstein nødt til at vende tilbage til det ellers afsluttede arbejde. Problemet i det moderne film- og serieland er, at producenterne har det med at gøre præcis ligesom Wittgenstein – men uden at det første værk egentlig fejlede noget.
Slut prut finale. I stedet for at lade tingene stå som afsluttede projekter, skriger alt i dag således franchises og fortsættelser. Tag bare hitserier som Stranger Things, American Vandal og Barry, der alle kunne have været perfekt afrundede perler med en enkelt sæson, men som alligevel blev hevet tilbage i manegen til endnu en serieomgang. Eller Disneys enorme Marvel-univers, der vel egentlig burde have været afrundet med den nye Avengers: Endgame, men som alligevel får lov at fortsætte mange, mange år endnu. Selvom toere på ingen måde er et nyt koncept på tv-skærmen, er tendensen mere end nogensinde, at alting skal malkes til den sidste profitable krone. Og ved at gøre det, får man også gjort bugt med det svære dilemma, som Game of Thrones nu står over for: Selve afslutningen. Netop det faktum er om muligt med til at gøre Game of Thrones endnu mere unik. God eller dårlig (lige nu mest dårlig) får serien rent faktisk en decideret afrunding – og det må vi altså huske at nyde. /David Dragsted