Rapport fra Tysklands nye populistiske parti

Alternative für Deutschland kom til verden som en anti-europæisk bevægelse, men har siden placeret sig langt ude på den populistske højrefløj. På trods af forsøg på at forblive et respektabelt parti, er partiets ekstremistiske flanke helt åben. Søndag blev Alternative für Deutschland Tysklands tredjestørste parti målt på valget i tre delstater. Næste år venter valget til Forbundsdagen.

Frauke Petrys skæbne blev afgjort telefonisk og tidligt om morgenen. Ledelsen af Alternative für Deutschland (AfD) ringede som planlagt sammen tidligt tirsdag morgen, men før de gik i gang med dagens dagsorden, talte de om Petrys lederskab.

»Alt hvad du gør for tiden, er totalt lort,« sagde et af bestyrelsesmedlemmerne.

»Hvordan skal jeg forstå det?« spurgte en målløs Petry.

»Hvad er det ved ordet ’lort’, som du ikke forstår?« lød svaret.

Tribunalet varede en halv time, og næsten alle bestyrelsesmedlemmer havde noget negativt at sige om Frauke Petrys ledelse af partiet. De klagede over hendes manglende lyst til at spørge andre ledere af partiet til råds og over hendes kroniske mistillid. Men mere end noget andet kritiserede de ’denne utrolige dumhed’, nemlig Petrys kommentar i et interview med avisen Mannheimer Morgen, om at politiet skulle »om nødvendigt skulle bruge deres våben« til at stoppe flygtninge ved den tyske grænse.

Et farligt parti

Volker Kauder, parlamentarisk leder for kansler Angela Merkels konservative CDU, udtalte, at Petrys kommentar afslørede »AfDs sande ansigt«. Uanset om de vil stå ved det eller ej, er der tilsyneladende mange i Tyskland, der finder det ansigt tiltalende og valgte at stemme på folk som Petry.

Der er mange konservative, øvre middelklasse-vælgere – de fleste af dem ældre, hvide mænd – der havde håbet, at AfD ville give dem et politisk hjem, der kunne minde om Helmut Kohl-æraens CDU. For de vælgere er Angela Merkels CDU blevet for liberalt, for principløst, for ukatolsk og for multikulturelt. Det er en naturlig pulje af vælgere for et parti til højre for CDU.

Men AfD er mere end det. Det er et farligt parti. Partiets lederskab tog muligvis afstand til Petrys kommentarer, men det var et halvhjertet forsøg, der var baseret på taktik og ikke på fordømmelse. Udover de hjemløse konservative, er AfD blevet partiet for højrefløjsekstremister, kritikere af flygtningepolitikken og islamofobiske agitatorer.

‘Stor koalition’ bliver reglen

Efterhånden som partiet vokser i popularitet, rejser det spørgsmålet, om Tyskland overhovedet har lært noget af Andens Verdenskrig og det nazistiske diktatur. Læresætninger som: Fremmedfjendskhed hører ikke hjemme i demokratier; europæiske værdier og love er forpligtende; retten til asyl er ikke til forhandling; og selv mennesker, der krydser en grænse ulovligt, skal ikke skydes. AfD er langsomt ved at blive Tysklands svar på Front National i Frankrig – et fremmedfjendsk, chauvinistisk, anti-europæisk parti.

Hvis partiets hårde linje vinder frem, vil det ændre det tyske politiske landskab og den politiske debat markant. Kansler Angela Merkel sidder i regering sammen med SPD, Tysklands store centrum-venstre parti. Det betyder at de, der er uenige i Angela Merkels håndtering af flygtningekrisen, ikke har mange muligheder for at stemme i protest – ikke mindst fordi de Grønne er pro-flygtninge. Det er AfDs fordel uanset Petrys tilsyneladende villighed til at skyde med skarpt efter migranter.

Tysklands etablerede partier står over for et dilemma: For år siden dukkede Das Linke op på den yderste venstrefløj, men det bliver betragtet med mistillid og er aldrig blevet set som et realistisk parlamentariske grundlag for en regering. Nu kan AfD indtage en lignende rolle på højrefløjen. Det vil betyde, at den såkaldte ’store koalition’ bestående af de konservative og socialdemokraterne vil blive reglen snarere end undtagelsen.

Afvisningen af Merkel

AfD er ikke et ensidigt parti. Det er et ungt parti, der endnu ikke har en klart defineret identitet, og det indeholder mange forskellige stemmer og strømninger. Det er ikke hver en ytret sætning, der er åbenlyst fremmedfjendsk, og partiets fejltrin er indimellem et resultat af manglende erfaringer snarere end mangel på moral. Siden opdelingen sidste år har partiet ikke haft en egentligt platform eller et etableret sæt af værdier, som kunne holde ekstremisterne i skak. Ledelsen i AfD er en samling af radikale kristne ideologier, ærke-konservative militær-veteraner, stramme erhvervsprofessorer og desillusionerede forretningsfolk. Det er en mærkelig samling – og den har vist sig at have svært ved at holde igen, når det gælder radikale fristelser, som både Pertry og Storch har demonstreret.

Det, der forener denne brogede flok er modstanden mod alle konkurrerende politiske bevægelser og i særdeleshed en modstand mod Merkels flygtningepolitik, som næstformanden i AfD Alexander Gauland sidste år beskrev, som en ”gave” til hans parti.

Bølgen af vrede

Men der er to tilgange til politik: Den ene går ud på, at man finder alternative svar på politiske spørgsmål, som stadig er forenelige med både lovgivning og human værdighed. Den anden er at sætte spørgsmålstegn ved staten i sig selv. Lige nu ser det ikke ud som om, at ledelsen i AfD er klar til at træffe den rigtige beslutning. De seneste måneder er det blevet klart, at ledelsen foretrækker at ride på bølgen af vrede blandt sine tilhængere. Og det er ikke en bølge, som partiet altid har kontrol ove.

Det så vi et eksempel på for nogle uger siden i Mannheim. Frauke Petry havde endnu ikke fremsagt den kontroversielle kommentar om brugen af skydevåben mod flygtninge ved de tyske grænser, da hun stillede sig op på en talerstol. Omkring 400 AfD-tilhængere var kommet for at se hende tale, mens politiet forsøgte at holde en anti-AfD demonstration af venstreorienterede under kontrol udenfor. I over en time beklagede Petry alt, der var galt i Tyskland: Flygtningekrisen, problemer i uddannelsessystemet, den »alt for tidlige seksualisering af børn.« Publikum lyttede intenst, inden de afsluttede talen med bifald.

»Vi vil have løsninger«

Under den efterfølgende spørgerunde løb følelserne af med de forsamlede. En mand spurgte hvordan AfD havde tænkt sig at forebygge, at tyske skolebørn »blev tævet og bortført af udlændinge.«

Petry var tydeligt overrasket over spørgsmålet. Hun sagde, at i de tilfælde måtte forældrebestyrelserne involveres i samarbejde med lærerne og skolelederne.

»Demokrati er langsomt,« sagde hun, »Dem der kommer med sådan nogle påstande, må selv bevise, at de har hold i virkeligheden.«

Forsamlingen rasende tilråb fløj gennem luften. Manden, som havde stillet spørgsmålet råbte: »Vores land bevæger sig direkte mod en katastrofe! Millioner kommer her op. Det er vanvittig, det der sker!«

Midt i larmen forsøgte Petry at få forsamlingens opmærksomhed. »Lad mig bare…« Hun blev ignoreret. »Du kan ikke bare stikke hovedet i busken og ignorerer problemet,« råbte manden. »Vi vil have konkrete løsninger. Hvordan får vi de sorte fra Afrika til at blive i deres eget land?«

Et værdigt øjeblik

Langsomt begyndte Petry at genvinde kontrollen over situationen. Hun forklarede, at hun forstod vreden og utilfredsheden. Men selv AfD, tilføjede hun, kunne ikke »løse problemet med illegal immigration bare ved et vink med hånden.«

Det var et sjældent set værdigt øjeblik. I flere måneder har højre-populister fra AfD givet indtryk af, at de havde simple løsninger på flygtningekrisen: indførslen af en øvre grænse: lukning af de nationale grænser; afvigelse fra Schengen-aftalens grænsefri bevægelighed; ignorerer flygtninges ret til asyl. Petrys forslag få dage senere om at bruge våben til at forsvare de tyske grænser var i samme kategori. Hvad de ikke kan lide at tale om, er den kendsgerning, at hundredetusinder af syrere og irakere med ret til asyl allerede befinder sig inden for de tyske grænser, og at de skal integreres, selv hvis grænserne blev lukket i morgen. Den udfordring har partiet ikke noget svar på.

Det er et problem som har forfulgt partiet siden begyndelsen. AfD blev oprindeligt stiftet som en modstand mod euroen og i høj grad mod Merkels håndtering af eurokrisen. Men selv med assistance fra Professor i økonomi, Bernd Lucke, var AfD ikke i stand til overbevisende at forklare, hvordan deres forslag var bedre end Merkels. I første omgang opfordrede partiet til, at Tyskland trak sig fra eurozonen før Grækenland blev smidt ud. Så begyndte de at udbrede ideen om en mindre eurozone i det nordlige Europa.

Mere end noget andet var partiets budskab populistisk: Vi vil gøre en ende på den vanvittige økonomiske støtte til Grækerne.

»Hop hop hop –  asyl-stop«

Den slags simple budskaber blev hurtigt parties kendetegn – og strategien virkede. Problemet er, at det er et følsomt spørgsmål, som partiet rejser, og den sociale harmoni er på spil.

Vi ser eksempler på påsatte brande på asylcentrer, flygtninge og journalister bliver angrebet, den fremmedfjendske PEGIDA-bevægelse marcherer gennem østtyske byer, og Facebook er blevet en platform for fremmedhad.

Alligevel fortsætter toppen af AfD med at bilde sine tilhængere ind, at der findes enkle løsninger – at det er enkelt at stoppe »asylkaosset« eller at forlade NATO.

En lokal leder i AfD i det Østtyskland har udbredt kampråbet: »Alle, der ikke elsker Tyskland, bør forlade Tyskland,« og »Hop, hop hop – asyl-stop«. Og ligesom under eurokrisen er der kun få af partitilhængerne, der interesserer sig for de politiske detaljer.

For de nuværende støtter af AfD er partiets splittelse i 2015 – da Bernd Lucke trak sig og anklagede AfD for at være blevet en »svamp for højrefløjen« – fjern fortid.

Vælgerne ved som regel meget lidt om AfDs kandidater. Men de er også ret ligeglade. For det meste vil de bare gøre opmærksomme på deres modstand mod de etablerede partier. Ifølge den seneste rundspørge foretaget af ARD-Deutschlandtend har 81% af de adspurgte ikke tillid til, at Merkel-regeringen har flygtningekrisen under kontrol. Færre end halvdelen er tilfreds med kanslerens indsats.

Petrys politiske forvandlinger

Det, som er den største svaghed for Merkels CDU og hendes koalitionspartnere fra SPD, er uden tvivl AfD’s primære styrke. Flygtningekrisen har givet partiet et skub fremad. Men istedet for at lede efter en reel konservativ politisk løsning, er AfD forfaldet til rendyrket populisme. Senest med Petry og Storchs kommentar om at benytte våben til at holde flygtningene uden for de tyske grænser.

Petry tilbragte sin tidlige barndom i det kommunistiske Østtyskland og flyttede først til Vesten som 14-årig,  efter at muren var faldet. Der flyttede hun ind hos sin far, som tidligere var flygtet fra Østtyskland. Petry fortalte engang til det tyske ugeblad Stern, at hun var blevet skuffet over livet i vest. Østtyskland havde føltes så begrænsende, fortalte hun, men i vesten savnede hun rammer og restriktioner. I interviewet lød hun som en fortabt sjæl, som en kvinde uden rødder.

Petry har undergået mange politiske forvandlinger. Som ung forretningskvinde kæmpede hun for kønskvoter, som hun nu er imod. Det lykkedes hende at starte sin egen virksomhed som ung kemiker ved hjælp af statstøtte. I dag mener hun, at staten skal blande sig uden om alt, hvad der har med erhvervslivet at gøre. Som mor til fire gjorde hun familiepolitik til grundlaget for sin politiske karriere og insisterede på at tyske mødre skulle sørge for at få mange børn. Men siden det blev officielt, at hun har forladt sin mand til fordel for partikammeraten Marcus Pretzell, er familiepolitik blev et tabuiseret emne for hende.

Petry under anklage

Selv om hun er fleksibel, når det kommer til politikken, er hendes ledelsesstil meget konsekvent. I de sidste seks måneder har parlamentet i Sachsen undersøgt, hvorfor AfD i Sachsen, hvor Petry er formand, pludseligt flyttede kandidaten fra listen, kort før der var valg. Kandidaten fortalte, at han blev presset til at trække sig, fordi han nægtede at give partiet et lån til deres kampagne. Petry har vredt afvist anklagerne. Men da hun og et andet partimedlem blev afhørt i sagen modsagde de hinanden gentagne gange – de udtalte sig begge under ed.

»Vi tror, at statens anklager vil rejse sagen,« skrev Petrys chefsekretær i en mail til partiets græsrødder. Han tilføjede, at han i øvrigt var overbevist om, at »anklagerne ikke kan underbygges og dokumenteres«. Skulle Petry blive fundet skyldig i at have vidnet falsk, kan hun se frem til en straf på mindst et års i fængsel.

Petry har ikke holdt sig tilbage med at sammenligne AfD med andre højre-populistiske partier i Europa og planlægger en fælles front med Heinz-Christian Strache fra det østrigske Frihedsparti. Iagttagere i Berlin og i resten af Tyskland har givet udtryk for en tiltagende bekymring for partiets udvikling, og det er ikke kun på grund af Petry og hendes sager. I modsætning til tidligere højre-populistiske partier i Tyskland er AfDs opblomstring forbundet til en europæiske bevægelse, som oplever stadig større tilslutning. I Frankrig vandt Front National første runde af det regionale valg i december sidste år.

Vrede hvide mænd

Det er de samme ting, der går igen på tværs af de vestlige demokratier: Vrede og frustration kommer i stigende grad til udtryk gennem politisk ekstremisme. Og det ser ud til, at det er en bestemt slags mennesker, som dominerer bevægelserne: Midaldrende, hvide mænd.

Tendensen er et resultat af de forandrede demografiske og politiske realiteter. Førhen var alle indflydelsesrige poster i politik og erhvervsliv besat af mænd i jakkesæt. Faglige sammenstød og politiske uenigheder var altid mellem hvide mænd i samme påklædning. Uanset hvor ophedet en diskussion var, så kunne en hyggesludder om fodbold over en fadøl løse selv den mest anspændte situation.

Men så enkle løsninger findes ikke mere. Den mest magtfulde mand i verden er mørk i huden, og inden længe kan han meget vel blive erstattet af en kvinde.

Tysklands vigtigste strategiske partnere og konkurrenter er mænd og kvinder fra Kina, Indonesien og Brasilien – mennesker med forskellige kulturer og værdier. Dertil kommer, at en kvinde, den tyske kansler, stiller endnu større krav til den gruppe af mænd, der allerede er presset, ved at lukke unge mænd fra fremmede kulturer ind over landets grænser. Gruppen føler sig så truet, at de kan forsvare både vold og vredesubrud. Selvforsvar, siger de. Det er tankegangen bag de højre-populistiske bevægelser – og det ved Frauke Petry godt.

Ingen retfærdighed

Højst sandsynligt ved de fleste udmærket godt, at der ikke er nogen let måde at tilbagerulle den globale udvikling. Men det er ikke en erkendelse, som på nogen måde gør situationen enklere. Tiltroen til de politiske og sociale institutioner er i stor krise. Århundredet blev indledt af terrorangrebet den 11. september 2001 i USA. Vesten reagerede med Irak-krigen og Guantanamo-lejren – forbrydelser som såede tvivl om vestens moralske overlegenhed. Overvågningsprogrammer udfordrer vores fundamentale rettigheder, og ikke en eneste vestlig politiker er blevet stillet til ansvar.

Det er et problem for et demokrati – og det er medvirkende til den øgede tilslutning til de højre-populistiske bevægelser. Det skaber en følelse af, at noget er galt; af at der ikke længere er retfærdighed til.

Populister er dygtige til at male et billede af en verden, der er ude af kontrol.

Og så kom den globale økonomiske krise, som blev udløst af finansindustrien. Krisen blev håndteret på en måde, som for de fleste mennesker virkede uretfærdig: Gælden blev statens problem, mens finansverdenen fik lov til at fortsætte, som om intet var hændt. Det er os, der lever med konsekvenserne i dag: Langsom vækst, høj arbejdsløshed specielt i Sydeuropa og vigende tiltro til staten, retsvæsnet og det politiske system. Staten, som ved modernitetens opblomstring tiltvang sig voldsmonopolet, er i dag for svag til at konfrontere sådanne kriser på en måde, som er forenelig med vestlige værdier.

En veltalende højre-ekstremist

Selv om man forstår krisens dobbelthed, rykker man ikke nødvendigvis mod højre. Men man udvikler heller ikke en begejstring for det eksisterende. Hvem går på gaden for at demonstrere for kansleren? Det er derfor, at gaderne og de digitale forum tilhører dem, som er vrede.

Det er svært at forestille sig, at Beatrix von Storch skulle blive den, der presser AfDs bevægelse ned af ekstremismens vej. Som en veltalende højre-idealist fra en god familie kan hun få endnu større indflydelse end Petry. Beatrix Amelie Ehrengard Eilika von Storch blev født som Hertuginde af Oldenburg og har deltaget i utallige konservative debatter. På jurastudiet kæmpede hun for at tilbageerobre de østlige godser, som blev mistet efter Anden Verdenskrig. Hun deltog også i protester mod fri abort og indsamlede sagsøgere til et sagsanlæg mod Den Europæiske Central Bank.

Gennem sin mand, Sven von Storch var hun en del af et omfattende netværk, som strakte sig så langt væk som til de tyske eksilsamfund i det sydlige Chile. Det er tyskere, der drømmer om de gode gamle dage under den sidste kejser, og som hylder deres fædreland og forfølger en fundamentalistisk kristen livsstil. Da Beatrix von Storch i et tv-program udtalte, at Angela Merkel snart kunne søge eksil i Chile på grund af flygtningekrisen, var det ikke nødvendigvis ment som en fornærmelse. For Storch er Chile en drømmedestination.

En teknisk fejl

Modsat Frauke Petry er Storch en fremragende networker. Sammen med sin mand har hun skabt den ’civile koalition’ – et digitalt fælleskab af konservative blogs, som parret bruger til at sprede deres ideologiske budskaber og til at indsamle donationer. Hr. og fru Storchs er ikke så velvillige til at oplyse om, hvad donationerne bliver brugt til.

En af deres styrker er også, at de er i stand til at vurdere, hvornår en situation kræver, at de giver sig. Hvor Petry ufortrødent forsvarede sin kommentar om at skyde flygtninge ved grænserne, indrømmede Storch at være gået over stregen. Det var Storchs Facebook-kommentar om, at børn og kvinder også kunne risikere at blive skudt, som udløste den største vrede. Hun forklarede, at hun blot ville hjælpe Petry, og at hun beklagede kommentaren. Hun sagde at Facebookopdatering var en ’teknisk fejl’.

Som højredrejningen fortsætter, er der opstået et magttomrum i AfD.

Lykkeriddere

AfD lider af det samme som de højre-populistiske forgængere i Tyskland. De er blevet viklet ind i interne intriger og magtkampe. Derudover tiltrækker partiet en pærevælling af ambitiøse karrierefolk, lykkeriddere og fiaskoer, som tidligere har været tiltrukket af andre politiske bevægelser.

Det gælder en person som André Poggenburg. Poggenburg er leder partiet i Sachsen-Anhalt. Han taler om troværdighed, og om hvor vigtigt det er fortsat at fastholde en tæt kontakt til vælgerne. Og så beskylder han politikerne fra de etablerede partier for ville være nødt til at gå på en overførselsindkomst, hvis de skulle miste deres plads i parlamentet.

Problemet med den selverklærede »succesfulde forretningsmand« er, at han selv er desperat efter en fast hyre, som meget gerne må være en fast overførsel fra parlamentet. Han er ejer af et selskab, som sælger kølesystemer til biler i Sachsen-Anhalt, men som ifølge lånebureauet Creditreform, har 95% risiko for ikke at være i stand til at betale sin gæld. Bureauet fraråder, at man indgår nogen former for forretning med ham.

‘Visse mangler i regnskabet’

AfD-støtterne virker ubekymrede. Selv da Poggenburg for nyligt optrådte i Magdeburg og fortalte om sine op- og nedture med sin virksomhed og sågar indrømmede ’visse mangler i regnskaberne’, heppede de på ham. Hvis han havde været en bank ville staten havde foræret ham over en halv million, klagede Poggenburg.

Græsrødderne klappede, men andre i partiet var en del mere kritiske overfor ham. Folk som Jörg Meuthen, AfDs spidskandidat i Baden-Württemberg og Petrys allierede i partiets top. Økonomi-professor Bernd Lucke bakker op om partiets fokus på nationale problemstillinger, men vil gerne undgå, at partiet bliver nationalistisk. Han er tilhænger af konservatisme, men modstander af højre-ekstremisme. Parkeringspladsen var fuld af dyre biler, og da mødestedet hurtigt blev fyldt op, blev mange tilhørere afvist i døren. Folk stod i kø langt ud på gaden.

I efterdønningerne på de kontroversielle udtalelser fra Petry og Storch, benyttede Meuthen lejligheden til at introducere sig selv som en del af partiets mere rimelige fløj. Han vedkendte sig at have muslimer i sin vennekreds. AfD er ikke et fremmedfjendsk parti, fortalte han, de efterspørger bare et fornuftigt syn på indvandring. Men det blev også klart, at han ikke ville tage tydelig afstand til Petrys kommentar.

’Grænsebeskyttelse i praksis’

Det er typisk Meuthen. Han fremstiller sig selv som en modstander af højre-ekstremister som Storch og Gauland, men når han bliver konfronteret med de radikale udtalelser indenfor hans egne rækker, indtager han rollen som den overbærende partileder. Han nægter for eksempel at kritisere AfD-politikeren Dubravko Mandic, som for nyligt lagde en video på Facebook, hvor soldater skyder civile gennem et hegn. Videoens titel var ’Grænsebeskyttelse i praksis’. Meuthen havde heller ikke noget at sige til Heinrich Fiechtner, en partikammerat fra Stuttgart, som refererede til flygtningekrisen som et »angreb på det tyske folk.«

Petry går hårde tider i møde. Siden hendes omdiskuterede kommentar om at forsvare grænsen ved at skyde er der blevet stillet spørgsmål ved hendes autoritet. Mange af dem, som bakkede hende op sidste sommer i opgøret med Lucke, er begyndt at tvivle på hendes lederevner.

Det er usandsynligt, at Petry vil miste magten før valget i 2017. »Det er mere sandsynligt at hendes frihed vil blive begrænset af partibeslutninger«, siger et medlem af partiets bestyrelse. Det kunne være regler, der forbyder hende at rejse eller at give interviews uden først at afklare budskaberne med partiet ledelse. Det kunne også handle om hendes solo-optrædener med partifællen Pretzell, som mange i ledelsen tvivler på. Jörg Meuthen vil sandsynligvis få mere indflydelse som formand for partiet i Baden-Wüttemberg efter søndagens succesfulde valg.

En finke af panden

»Vi skal tilbage dertil, hvor vi kan indrømme vores fejl,« sagde Petry under sin optræden i Mannheim. Meuthen sagde fornyeligt, at partiet ikke drives af »polerede levebrødspolitikere. Ind i mellem ryger der en finke af panden fra folk, der ikke er vant til at arbejde i politik.«

Hvis blot det var forklaringen. Sandheden er, at der er masse af professionelle mennesker i AfDs ledelse, som man må antage har fint styr på deres udmeldinger. Uwe Junge, formand for partiet i Rheinland-Pfalz, er oberstløjtnant i hæren. I Center for Operativ Kommunikation i den lille by Mayen, uddanner han ’agitationseksperter’, der rammer udvalgte målgrupper via internettet. Junge fremstiller sig selv som en middelklasse konservativ. I sin ansøgning til AfDs nationale ledelse forklarede han, at han forlod CDU i 2009 i ’skuffelse’ efter mere end 30 års medlemskab. Hvad han derimod ikke nævnte var, at han i første omgang meldte sig ind i det islamofobiske parti Die Freheit. Die Freiheit overvåges af sikkerhedsmyndighederne i Bayern.

Vejen til højre

Junges rolige stemmeføring står ofte i skarp kontrast til de til tider brutale budskaber i hans taler. Ved et partimøde i Bad Kreuznach i midten af januar betegnede han sin øverstkommanderende, kansler Angela Merkel som ’fædrelandsforræder’. Han betegnede indenrigsministeren og delstatslederne som en »æreløs bande af kujoner«. Han udtalte også, at alle de, der er ved magten, skal ’holdes ansvarlige’ for deres asylpolitik. Da publikum jublede, skyndte Junge sig at tilføje at de skulle holdes ansvarlige ved et valg.

AfDs højreskred kan ses i hele Tyskland, men ingen steder så tydeligt som i de østlige delstater. De der støtter AfD i øst er ikke interesserede i et konservativt alternativ i det politiske landskab. De er interesserede i opposition og modstand mod det etablerede politiske system.

Efter AfD’s succesfulde valg i Sachsen, Thüringen og Brandenburg for halvandet år siden ville valginstituttet Forschungsgruppe Wahlen undersøge, hvad deres vælgere forventede af partiet. »En løsning på konkrete politiske problemer« var ikke blandt de forklaringer, som forskerne mødte.

Samfundets periferi

Hvad er det så? Protest! Som de Pegida-demonstrationer, der afholdes hver mandag i Dresden, hvor alle mødes i opposition til alt og alle. Forschungsgruppe Wahlen fandt frem til, at AfD i det østlige Tyskland er blevet partiet for de politisk- og økonomisk desillusionerede. Det er blevet en ’platform for utilfredshed’. Socialforskningsinstituttet ved Konrad Adenauer Stiftung, en fond der er tæt knyttet til CDU, beskrev AfD som en ’flydende matrix af protester’.

I det østlige Tyskland har rollen som protestparti tidligere være udfyldt af den yderste venstrefløj. De, der ikke var trygge ved det vesttyske partisystem eller som ville have D-Mark og Erich Honecker tilbage, kunne stemme på de tilbagevendte kammerater. Proteststemmerne ændrede ikke på meget, men de generede de fleste andre.

Sådan er det ikke længere. 26 år efter Berlinmurens fald, er venstrefløjspartiet Die Linke blevet en del af det politiske establishment, og de desillusionerede har bevæget sig videre. De fleste vælgere, der stemte på AfD ved de tre østlige delstatsvalg i 2014, havde tidligere stemt på Die Linke – som oftest fordi de mente, at AfD som de eneste ’talte om de virkelige problemer’, som Forschungsgruppe Wahlen fandt frem til. I Sachsen svingede 15.000 over, i Thüringen 16.000 og i Brandenburg 20.000. I Brandenburg skrev partiformand Alexander Gaute ligefrem mails direkte til dem, der tidligere havde støttet Die Linke.

Mainstream ekstremisme

Professor i statskundskab Werner Patzelt ser vælgervandringen som en systemprotest ikke helt ulig protesterne efter Hartz-reformerne i 2000 – de voldsomme velfærdsreformer, der blev gennemført af den daværende kansler Gerhard Schröder. Oppositionen er ikke længere en politisk opposition men en systemisk opposition. Dengang var det venstrepartierne, der førte an i protesterne, i dag er det folk som Björn Höcke, formand for AfD i Thüringen. Höcke har fået et tvivlsomt omdømme som en, der har bevæget sig særligt langt ud i den nationalistiske sump. I det vestlige Tyskland ryster selv de mest begejstrede AfD-tilhængere på hovedet, når Höcke i sin tale bruger en demagogisk tone, som man i Tyskland kender fra de sene år i Weimarrepublikken. Men i det østlige Tyskland jubler de over selv de mest racistiske af hans udtalelser, fordi ingen andre er villige til at bryde med de vestlige politiske konventioner.

Det er måske det farligste ved AfDs succes. Den gør ekstremisme acceptabel og polariserer den offentlige debat. Den fremmer fremmedfjendskhed og et samfundsmæssigt klima, hvor det bliver acceptabelt at yde modstand mod de formodede lovovertrædelser, som landets politiske ledere står bag.

Det fører til en radikaliseret tankegang – og for nogen til radikaliserede handlinger – som kan minde om de mekanismer, der engang styrede de venstreekstremistiske bevægelser. Des skarpere deres ledere argumenterer, des mere radikal bliver protesterne på gaden – og omvendt.

Ignorer eller overvåg AfD

Det er stadig ikke klart, hvor langt til højre AfD som en helhed vil bevæge sig. Det er heller ikke klart om partiet – i modsætning til mange af sine forgængere – vil bide sig fast i det politiske landskab. Svaret på det spørgsmål afhænger af, hvordan deres politiske modstandere – de etablerede partier fra CDU til de Grønne – vil håndtere udfordringen fra AfD. CDU-politikeren Volker Kauder har foreslået helt at ignorere partiet. Baden-Württembergs ministerpræsident Winfried Kretschman fra De Grønne har forsøgt at undgå tv-debatter med AfD. Og Socialdemokraternes formand, Sigmar Gabriel, har opfordret efterretningstjenesten til at overvåge partiet.

Sikkerhedseksperter tror ikke at Gabriels forslag er realistisk – eller sågar lovligt. Og Kretschmanns forsøg på at holde kandidater fra AfD ude af tv-debatten, har vist sig at være kontraproduktivt. Det ser ud som om, siger Matthias Jung fra Forschungsgruppe Wahlen, at politikerne gemmer sig bag formelle argumenter for at undgå en debat om politisk indhold.

Desperationens mod

Mange års erfaring med andre højrefløjspartier i Tyskland angiver en anden tilgang: Den der vil stoppe AfD må gøre det med argumenter. De etablerede partier må fremlægge løsninger på de problemer, som driver vælgerne til AfD. Hvis regeringen lykkes med at sænke antallet af flygtninge, der kommer til Tyskland, og kan fremlægge en troværdig plan for at integrere dem, der allerede er kommet, kan det trække tæppet væk under AfD.

Der vil stadig komme flygtninge, kulturer og religioner vil stadig blive blandet, tyske familie vil se anderledes ud, end de gjorde for 40 eller 50 år siden, kærlighedslivet bliver mangfoldigt og egensindigt – den tyske virkelighed bliver stadig mere kompliceret, og hvad skulle problemet egentligt være ved det? Vores liv i dag er friere, tryggere, sundere og i de fleste byer bedre end for 30 år siden.

Men de, der er modstandere af alt dette, kæmper med desperationens mod. Og det ville ikke være første gang, at fremgangen for frihed blev tvunget ud på en årelang omvej af en radikal minoritet.