Her i Danmark er der blevet spekuleret i, hvorvidt Lars Løkke Rasmussens forslag om en VS-regering er et udtryk for, at han allerede er ved at finde den bedste vej gennem et uundgåeligt nederlag. Det kan synes tåbeligt sådan at give op i utide. Det kunne jo ende som ved det for nyligt afholdte valg i Australien, hvor meningsmålingerne skød helt ved siden af, og den siddende centrum-højrefløjsregering endte med at blive siddende, selvom de var dømt ude for længst. Et sådan scenarie er der nok mange til højre for Radikale, der håber på.
Men hvis man synes, at Løkke og Venstre har været lidt for hurtige til at se opgivende ud, så er det intet i forhold til deres venner ovre i Storbritannien. De britiske konservative har lagt en særdeles interessant kampagnestrategi op mod Europa-Parlamentsvalget næste weekend. Den kan nogenlunde opsummeres på følgende vis: Gør så lidt som overhovedet muligt.
Theresa May og hendes parti er blevet ramt af syndromet ”frygt for at fejle.” Den tilstand er kendetegnet ved, at man er så bange for, at noget går galt, at man ganske enkelt hellere vil lade være at forsøge. Torierne har intet valgmanifest at gå til valg på. De har ingen kampagnelancering, næsten ingen penge, få frivillige og absolut ingen entusiastisk leder, der udbreder det gode budskab om, hvorfor man skal stemme konservativt ved EU-valget. Deres kandidater er en mystisk blanding af EU-tilhængere og brexit-tilhængere, og de fleste af dem orker ikke engang at tweete om deres deltagelse i valget.
At de konservative kommer til at fejle noget så spektakulært, er altså ved at blive en selvopfyldende profeti. Nuvel, de var allerede langt bagud på point, fordi de har fået hele den britiske befolkning på nakken på grund af brexit. Der er både dem, der er sure over, at May ikke har fået Storbritannien ud af EU endnu, og så er der dem, der er sure over, at Mays parti overhovedet forsøger at få dem ud. Men når partiet pludselig er dykket ned under 10 pct. i meningsmålingerne, hvilket ville være mere end en halvering fra sidste valg, så skulle man tro, at det ville bringe lidt trodsig kampgejst frem på de interne linjer. Det har ikke været tilfældet. Nu glæder man sig bare til på valgdagen at kunne sige ”nå, men det var jo fordi, vi ikke prøvede.”
My milk shake brings all the boys to the yard
Til gengæld er der andre, der prøver. Storbritanniens måske mest indædte EU-modstander Nigel Farage er tilbage på det anti-europæiske kampagnespor som en fisk i vandet. Farage har siden 1999 været medlem af Europa-Parlamentet, men kendes nok bedst som leder af uafhængighedspartiet UKIP og sin vigtige rolle under brexitvalgkampen, hvor han om nogen fik pustet folkestemningen mod leave-resultatet. Nu har Farage igen tiltusket sig adgang til det store rampelys med ”Brexitpartiet.” Om ikke andet vil vi give det unge parti, at det har kommunikationen i orden. For vi behøver vist ikke engang forklare, hvad det parti står for. Hvad partiet til gengæld står til, er at blive den absolutte vinder ved weekendens valg. Meningsmålingerne siger, at de får en tredjedel af stemmerne ved Europa-Parlamentsvalget.
Så på sin vis er det ironisk. For hvis der er nogen, der skylder Den Europæiske Union alt, så må det næsten være Farage. De har betalt hans løn i 20 år, og så må det siges at have været hans springbræt til en stor politisk karriere.
Det har da også efterladt Farage med en del fjender i Storbritannien, og meget kan man sige om briter, men de går ikke stille med deres vrede. Det fik brexitlederen således at mærke, da han var på kampagnestop i Newcastle i det nordligste England. Her fik 32-årige Paul Crowther øje på ham og besluttede, at nu var nok nok. Han smed derfor sin 40 kroner dyre banan-karamel milkshake lige i bøtten på Farage. Men selv da Crowther var faldet ned, fortrød han ikke noget.
”Den galle og racisme, han sprøjter ud i det her land, er meget værre end lidt milkshake på trøjen,” sagde Crowther til BCC og fortsatte ”jeg havde faktisk set ret meget frem til den milkshake, men jeg synes, det her var et bedre formål.”
Ja, nok er Storbritannien ved at knække politisk midt over, men briterne er nu engang stadig briter. /Andreas T. Kønig