”Nogle gange kan det være meget klogt at simulere galskab,” skrev den berygtede politiske teoretiker og filosof Niccolò Machiavelli i værket med det mundrette navn ”Discorsi sopra la prima deca di Tito Livio.” Machiavelli vidste det øjensynligt ikke selv, men citatet synes at være den første beskrivelse af det, som senere blev kendt som ”the mad man theory.”
I sin nuværende form siges teorien at komme fra den tidligere præsident Richard Nixon. I bogen The Ends of Power skriver Nixons tidligere stabschef, H. R. Haldeman, at præsidenten på et tidspunkt havde sendt et fortroligt brev til ham, hvor Nixon udpenslede sin udenrigspolitiske galskabsteori, der skulle sætte en stopper for Vietnamkrigen:
”Jeg kalder det ‘the Madman Theory,’ Bob. Jeg vil have nordvietnameserne til at tro, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg vil gøre alt for at ende krigen. Vi lækker det her til dem; ”for Guds skyld, Nixon er besat af kommunismen. Vi kan ikke holde ham tilbage, når han er vred – og han har sin hånd på atomknappen.” Så vil Ho Chi Minh selv være i Paris om to dage og trygle om fred.”
Det giver i og for sig god mening. Forestil dig følgende absurde scenarie: To biler drøner mod hinanden som en del af et dødsspil. Reglerne er, at den, der viger fra kollisionskurs, har tabt, og da er en kylling. Men hvis ingen viger, ender bilerne med at brase sammen, og så kan man levende forestille sig, at begge spillere virkelig har tabt. Hvad er den bedste strategi så? Simpelt. Pil rattet af og vift med det ud af vinduet til din modspiller. Nu ved han, at du umuligt kan dreje, og har derfor to muligheder: Dø eller vær en kylling. De fleste synes bedst om det sidste.
Nixon ville gerne vise de vietnamesiske kommunister, at han var typen, der var gal nok til at pille rattet af, hvornår end det skulle være.
Trumps kollisionskurs
At kalde Donald Trump gal er efterhånden blevet lidt af en folkesport for en stor portion af verden. Men der er også mange, der er begyndt at overveje, om årsagen til Trumps bombastiske udtalelser er, at det tætteste man kommer på en udenrigspolitisk strategi i det nuværende Hvide Hus er en udgave af Nixons madman-teori.
Man så det først i Trumps tilgang til Nordkorea. Inden de to parter mødtes for at diskutere atomnedrustning var der en lang periode, hvor Kim Jung-un og Trump truede hinanden med atomkrig. I sandhed to mænd, der synes at kende styrken ved at spille på galskab.
Men nu er Trump i gang igen. Spændingerne mellem USA og Iran er taget til i styrke over de sidste uger. Tidligere på måneden sendte Trump krigsskibe, bombefly og militært isenkram til Mellemøsten som svar på en ubekræftet trussel om et iransk angreb på amerikanske interesser. For tre dage siden skrev Trump så på Twitter: ”Hvis Iran vil kæmpe, så bliver det officielt enden på Iran.”
Imens er der lækket en plan til New York Times, hvor det forlyder, at Trump er klar til at sende 120.000 tropper til Mellemøsten, hvis Iran angriber amerikanske styrker eller fortsætter med at udvikle deres atomprogram.
Kunne man forestille sig, at Det Hvide Hus selv har stået bag det læk? Nixon ville lække en (falsk) beretning om, at han var klar til at udslette Vietnam om nødvendigt. De 120.000 tropper er en vidnesbyrd om, at Trump er klar til at bruge de nødvendige midler for at ”ende Iran.” Det er selvfølgelig ren spekulation, men man kommer ikke udenom, at det passer perfekt ind i galskabsstrategien.
Trump-administrationen fortalte i går, at USA’s øgede militære tilstedeværelse i Mellemøsten handler om selvforsvar, og at USA ikke er ude på at provokere sig til en krig med Iran. Det er sandsynligvis rigtig nok. Trump håber ikke på at kollidere med Iranerne. Han gør bare opmærksom på, at han er klar på at smide rattet når som helst. /Andreas T. Kønig