Chinese artist and activist Ai Weiwei speaks with Danish Television before entering the court with Danish importer of Volkswagen in Glostrup, Denmark, Wednesday May 22, 2019. Ai Weiwei claims that "Skandinavisk Motor Co. A/S" has violated his copyright. In 2017, the artist decorated a building at Kongens Nytorv in Copenhagen with life jackets from people who came ashore on the Greek island of Lesbos. Later, the car company used the same building in their advertising campaign for a new car.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Hvis der fandtes et opslagsværk med en liste over de gange i historien, hvor nogen har overset et kunstværk eller troet, det var noget krimskrams eller måske bare affald, ville det formentlig fylde så mange bind, at det kunne nå rundt om Jorden. Det er endeløst. Registreringsarbejdet ville være så uoverskueligt, at det i sig selv kunne være et kunstværk.
Det mest kendte eksempel herhjemme i nyere tid er sagen om kunstneren Ingvar Cronhammars fem meter høje stålsøjleskulptur Camp Fire, som i maj 2017 blev pillet ned og skåret i stykker ved en fejl efter at have stået i Munke Mose i Odense siden Syddansk Erhvervsskole (tidligere Odense Tekniske Skole) fejrede 150 års jubilæum i 1994. I september 2018 blev en ny udgave af Camp Fire baseret på nye materialer stillet op som kompensation andetsteds i byen, og den var på en måde bedre end den første, hovedsageligt fordi skulpturen havde fået en skør historie.
Den internationalt renommerede kinesiske konceptkunstner, dissident og menneskerettighedsaktivist Ai Weiweis (f.1957) installation Soleil Levant, som i 2017 dækkede vinduerne på Kunsthal Charlottenborgs facade ud mod Nyhavn, har også en historie. Men det er en historie, som er en noget væsentligere del af selve værket end Camp Fire-historien, som i højere grad handlede om dårlig kommunikation og odenseanske forviklinger. Soleil Levant bestod af godt 3.500 redningsveste fra flygtninge, som var kommet til den græske ø Lesbos. Værket, hvis titel var en henvisning til Monets maleri Indtryk. Solopgang fra 1872, blev indviet på FN’s Internationale Flygtningedag d. 20. juni 2017 for at sætte fokus på den humanitære krise, som desperate flygtninges farefulde færd over Middelhavet og Det Ægæiske Hav har været og er udtryk for.
Visuelt var Soleil Levant virkelig fotogent; de mange røde og orange veste lignede på afstand flammer, og værket gik rent ind på Instagram. Men som Føljeton skrev i juni 2017, kunne Soleil Levant meget mere end det, når man så de mange veste i virkeligheden: ”Når man kommer tættere på, bliver man mindet om, at det ikke er nye redningsveste fra Hellerup Lystbådehavn. Det er veste, som børn og kvinder og mænd har båret på flugt fra død og ødelæggelse i deres hjemland. Hvordan man end vender og drejer det, er det et stærkt vidnesbyrd.”
Jeg er kunstner
Woosh! Sceneskift til Retten i Glostrup onsdag d. 22. maj 2019. ”What do you do?” spørger en af de tre dommere i retssagen BS-38220/2018-GLO. ”I am an artist,” svarer Ai Weiwei. Som man for eksempel kan se i den danske dokumentarist Andreas Johnsens film Ai Weiwei The Fake Case fra 2013, har de kinesiske myndigheder virkelig været på nakken af ham for at sige det mildt. De overvågede ham 24 timer i døgnet, inddrog hans pas og på et tidspunkt – i 2011 – blev han arresteret og frihedsberøvet i 81 dage. I Kina var Ai Weiwei den lille, men når det kinesiske styre ikke bare lod ham ‘forsvinde’, skyldtes det måske, at han var akkurat så kendt internationalt, at konsekvenserne af sådan et brud på menneskerettighederne ville være uoverskuelige.
Retssagen i Glostrup er anlagt af Ai Weiwei mod Skandinavisk Motor Co. A/S for brud på ophavsretten og markedsføringsloven, og igen er vi i en situation, hvor Weiwei er både stor og lille. I 2017 publicerede virksomheden et reklamefoto for Volkswagens nye Polo holdende foran Charlottenborgs facade med Soleil Levant. Værket spiller en temmelig markant rolle i motivet, det kan man ikke komme udenom. Ai Weiwei sagsøger for to millioner kroner.
Den ansatte i Skandinavisk Motor Co., som tog billedet, sagde i retten, at han kom kørende og ledte efter en god location i København, da han ”får øje på denne her facade”. Han aner ikke, det er kunst, men synes bare det er en god baggrund. Den køber vi gerne. Men at nogen længere oppe i systemet hos virksomheden ikke har tænkt sig om, da de så fotoet, virker idiotisk. Virksomheden erkender sig skyldig i brud på ophavsretten, men ikke markedsføringsloven.
Det er en møjsommelig proces, der har været længe undervejs, og der ventes at blive afsagt en dom d. 17. juli. Man kan undre sig over, at Ai Weiwei orker, men det handler bl.a. om, at det han beskæftiger sig med som kunstner er ulighed og menneskerettigheder. Hvis hans værker pludselig bliver brugt kommercielt (andet end i kunstverdenen), så mister han sin troværdighed. Han kan ikke pludselig bruge sit materiale i en burgerreklame.
På Ai Weiweis Instagram-profil ligger der en retstegning fra Glostrup af Gianluca Constantini, hvor man ser kunstneren bagfra. Man kan ikke se hans hoved, men man kan se, hvad han siger til dommerne: ”Jeg mener, at det er min pligt at offentliggøre de problemer, jeg møder. Baseret på tidligere erfaringer stoler jeg på de færreste systemer.” Det er forklaring nok. Volkswagen i Tyskland burde hoste op med pengene og give dem til nogle hjælpeorganisationer. Vi andre har fået en anden lille gave: Den forunderlige Tintin-agtige titel Ai Weiwei i Glostrup. /Oliver Stilling