Konservatives Søren Pape Poulsen ankommer til valgkampens første partilederrunde på DR på Christiansborg, tirsdag den 7. maj 2019. (Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix 2019)
Døden skal have en årsag, og diskussionen om, hvem og hvad der har det største ansvar for nedturen for den borgerlige blok, er allerede begyndt. Interessant nok kan en af hovedårsagerne til nedturen vise sig at være, at VLAK-regeringen ikke har formået at tage favntag med nogle af de frustrationer, som gav dem valgsejren for fire år siden.
Folketingsvalget i 2015 blev døbt ‘oprøret fra udkanten’. For fire år siden gjorde vælgerne i de tyndest befolkede egne af landet oprør mod en udvikling, hvor velstand og beslutningskraft centraliseres i de største byer. Dengang fik den borgerlige blok muligheden for at rette op på skævhederne. Årets massiv tilbagefald tyder imidlertid på, at vreden nu slår tilbage: De borgerlige partier holdes nu ansvarlige for den udvikling, som bragte dem til magten for fire år siden.
Mest spektakulær er udviklingen på et politikområde, der traditionelt set er en vindersag for de borgerlige, nemlig lov og orden. Årets valgkamp har udstillet, at mange af de retsproblemer, som mange vælgere bekymrer sig for, ikke har bevæget sig i den rigtige retning. Først blev det afsløret, at indbrudstyve i Danmark slipper godt fra 95 ud af 100 indbrud. Retsløse tilstande hersker. DR har fået aktindsigt, der viser, at ud af de cirka 555.000 indbrud, der er blevet begået fra 2011-2018, er det kun 5,2 pct., der har ført til dom eller bøde.
En afdækning i Berlingske viser, at antallet af politistationer er dykket fra i alt 147 ved udgangen af 2015 til blot 108 sidste år. Siden Venstre og Lars Løkke Rasmussen overtog regeringsmagten, er antallet af lokale politistationer altså skåret ned med en fjerdedel.
Den berettigede utryghed, som rigtigt mange borgere kan føle ved kriminalitet, er ikke blevet afgørende mindsket. Snarere tværtimod. Og for at gøre ondt værre formår justitsminister Søren Pape Poulsen (K) heller ikke rigtigt at tilbagevise konsekvenserne for borgerne i udkanten, hvor nærpolitistationerne er lukket, når han siger:
”Hvis vi virkelig sidder her og diskuterer, om vi har styrket politiet eller ej, så ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal sige. Når året er slut, er der netto kommet 600 flere betjente til, siden vi startede.”
Problemet for socialdemokraterne i 2015 var, at bekymringerne i udkanten er reelle. Og det endnu større problem for de borgerlige partier er nu, at bekymringerne i udkanten stadig er endnu mere mærkbare her fire år siden. Det er et dobbelt backlash i gang.
Valgforskerne skrev i sin tid om 2015: ”Valget markerede et oprør fra, hvad man kan kalde samfundets sociale og politiske udkant. Socialt var det således vælgere med kort uddannelse og lav løn, men en oplevelse af stor social usikkerhed, der stod bag valgets største enkeltændring: DF’s fremgang på 8,8 procentpoint. Politisk tangerede valget det hidtidige lavpunkt for politisk tillid, og mistilliden er en vigtig del af forklaringen på tilbagegangen for de fire gamle partier og fremgangen for Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance.”
Magten tærer ofte på populariteten, og en af de væsentligste understrømme i vælgerhavet synes at være en udbredt vrede over, at heller ikke Dansk Folkeparti og Venstre evnede at vende en udvikling, som siden først kommunalreformen og senere politireformen har ført til lukninger af bærende samfundsinstitutioner rundt om i landet. Alene siden 2015, altså under Løkke, er der lukket 39 politistationer. Oprøret fra udkanten er ved at slå tilbage – nu bare mod de blå.