Nu snerper det til, og fra om cirka halvandet døgn skal du udføre din demokratiske pligt. Derfor, som en slags public service, har vi besluttet os for at køre et lille crash course i løgnens anatomi, så du kan være lidt bedre klædt på frem mod de sidste partilederrunder. Vi orker hverken flere løgnere i ministerierne eller flere politiske modstandere, der beskylder hinanden for at være det, uden at have gjort sig klart, hvad en løgn egentlig er.
Som udgangspunkt gør man klogt i at skille løgn og usandheder fra hinanden. Ikke at der nødvendigvis er forskel, men i en debat er det klædeligt at skille dem ad. En løgn er en bevidst usandhed eller manipulation, imens en usandhed ikke behøver at være intentionel eller skyldig men måske bare er dum, så lad os holde os til løgnen i dette kursus.
Grundlæggende lyver man af to årsager: For at opnå noget eller for at undgå noget. Det er løgnens grundprincip. Så hvis man vil lyve, handler det om tidligt i livet at identificere dem omkring sig, der kan hjælpe en med at opnå ens mål, og dem, der skal køres ud på et sidespor. Alt sammen ved hjælp af løgn, og her kan vi igen klassificere løgnen i stadier.
Det første stadie er et socialt stadie, hvor vi orienterer os om, hvem der er værd at knytte sig til, og hvem der må udstødes med mobning. Senere arbejder vi med smiger og ros, og endelig kommer vi til den mere rene løgn i praleri, der skal cementere vores placering i det sociale magthierarki. Så langt så godt. Her fra forgrener løgnen sig lidt i mindst tre afarter, som vi kunne kalde ‘den hellige’, ‘den frygtsomme’ og ‘den sande’.
Den hellige løgn er den, der bliver kaldt hykleri, når den opdages. Den hvor man bruger sunde og etisk korrekte værdier til at skabe et falsk billede af sig selv, sin politik eller sit firma. Den er udbredt på venstrefløjen, modsat højrefløjen, der langt oftere gør brug af den frygtsomme løgn, som ved manipulation eller ren snyd bygger skræmmebilleder op og sætter sig selv ind som frelser. Den ses også i religion. Endelig er der den sande løgn, som er den, alle politikere bruger oftest – ja, og journalister og reklamefolk også. Det er den, hvor man camouflerer sin løgn ved at blæse en sandhed op, og inden for disse tre kategorier er der sådan set frit slag for alle mulige typer løgne: små og store løgne, hvide løgne, mobbeløgne, flinkeløgne, praleløgne, nødløgne, fortielser, livsløgne, taktiske løgne, strategiske løgne, fokuserede løgne, ligegyldige løgne, patologiske løgne og så videre.
Der er folk, der arbejder professionelt med løgn, og her tænker vi ikke på advokater eller politikere, men psykologer og forskere, der har arbejdet med menneskets forhold til løgnen. Her er det er vigtigt for os at slå fast, at alle mennesker lyver i større eller mindre grad, og vi fordømmer ikke som udgangspunkt en løgner – det er en del af os selv. Ifølge den danske reklamemand Hans Prehn, der har udgivet en hel bog om løgnen, viser en undersøgelse fra University of Virginia, at vi lyver mindst tre gange om dagen. Mænd lyver mest for at imponere, og kvinder lyver mest for at undgå at såre.
Og så er der selvfølgelig den løgn, som vi mest selv benytter os af – løgnen over for os selv. Vores hjerner konstruerer den virkelighed, vi kan stå inde for, og det er, som om vi i disse år skruer op for den løgn, og det skyldes måske udbredelsen af de sociale medier. Det er, som om – og her er vi inde i den rene mavefornemmelse, som vi finder støtte til hos psykologen Charlotte Skeel, der har arbejdet med løgnen – at flere og flere lodret og bevidst lyver for at fortælle den gode historie om sig selv og dermed opbygger en hel identitet.
Ifølge Charlotte Skeel begynder de fleste mennesker på et tidspunkt at tro på en løgn, hvis de fortæller den mange gange nok. Det er noget helt neurologisk. Tanken er konstrueret fra en celle, der reproducerer sig selv, hvis det gentages nok. Vi ser for eksempel kvinder, der er helt normale af bygning, føle sig tykke, og det samme sker med folk, der lyver for at få et job; de gør deres arbejde større, end det er, eller de ser sig selv som mere magtfuldkomne, end de er.
Hvor præcis din politiker placerer sig henne i løgnens anatomi, må du selv prøve at identificere – vi fordømmer som sagt ikke. Faktisk kan det være en fordel at lægge sine æg i den bedste løgners kurv. Hvis bare du tror på løgnen. /Lasse Lavrsen