Statsminister Lars Løkke Rasmussen taler til Mediernes Årsdag i København, tirsdag den 7. maj 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Der er noget helt vildt over Lars Løkke Rasmussen.
Da bragene fra valgkanonerne i nat ophørte, og et bundsolidt flertal til centrumvenstre dukkede op af krigstågen, måtte Lars Løkke Rasmussen ringe til Mette Frederiksen og fortælle, at han i dag kl. 11 ville gå til dronningen for at sige, at VLAK-regeringen går af. Løkke er nu færdig som statsminister, men han er i første omgang ikke færdig i dansk politik. For selvom den borgerlig-liberale blok nu ligger fuldstændig i ruiner, så kunne den afgående statsminister alligevel holde en vindertale til Venstres valgfest i Landstingssalen på Christiansborg.
Venstre fik i går den mandatmæssigt største fremgang af alle partier, og da vinderne og taberne mødtes til den afsluttede partilederdebat i folketingssalen i nat, var Løkke bidsk som en terrier, og han lød ikke som en mand, der havde tænkt sig at trække sig tilbage og nyde sit otium. På let patroniserende vis fik han gjort det klart for Mette Frederiksen, at det ikke bliver en nem opgave for den socialdemokratiske leder at danne en regering på grund af de interne spændinger i den røde blok. Han kunne dog ”berolige” hende med, at han står klar til at danne en regering hen over midten under sin egen ledelse, skulle hun få lyst til det. Måske var det alligevel ikke så dum en idé, da Løkke på valgkampens sidste dag spillede ud med en midterregering, og med en stor fremgang til midterpartiet Radikale er spørgsmålet, om den afgående statsminister har flere esser i ærmet.
Mandatmæssig fremgang eller ej: Det føles vildt, at lederen af en fuldstændig nedsmeltet blå blok og en smadret regering sidder og føler sig overskudsagtig på valgnatten. Og det er vildt. Lars Løkke Rasmussen er vild.
Uanset om han overlever som formand de kommende dage eller ej, har han endnu engang bevist, at han er en uundgåelig figur i dansk politik, og at han kan overleve både valgnederlag, tagsten, politiske skandaler og et kupforsøg i en kælder i Odense.
”Kan han blive siddende som formand?” har Berlingske i dag spurgt Venstres næstformand Kristian Jensen. ”Lad os nu se, hvad der sker,” lød svaret fra Jensen. Det lyder som et spinsvar. Men eftersom Jensen allerede forfærdeligt mange gange har fået bristet sine formandsdrømme, og det efterhånden er alment kendt, at Løkke ikke altid oplyser sine nærmeste om sit næste træk, er der en god chance for, at Jensen helt oprigtigt ikke har den fjerneste anelse om, hvad der nu skal ske. Jensen kan bare skrige ned i puden endnu engang og vente på at se, hvad Løkke nu finder på.
Uanset hvad så Lars Løkke noget, som mange andre overså: Modsat den generelle tendens i Europa er det de etablerede partier, der helt overvejende har fået opbakning fra danskerne. Midten har etableret sig som det absolutte magtcentrum i dansk politik, og yderfløjene oplevede massiv tilbagegang. Mandaterne til en storkoalition mellem Venstre og Socialdemokraterne er der, men det vil sandsynligvis være politisk selvmord for Mette Frederiksen, hvis hun spiser fra Løkkes hånd og ignorerer venstrefløjen. /Andreas T. Kønig