Henrik Sass deler flyers og roser ud på Køge torv, mens Mette Frederiksen aflægger besøg. Sass ville ikke give andre end Køge Radio et interview, Altinget forsøget ihærdigt. Så snart Mette Frederiksen er gået er Henrik også forsvundet fra torvet.
Sygemeldingen af Sass er en personlig tragedie, men ikke en politisk krise for Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen. Tværtimod. Han er nu definitivt ude af magtspillet om at blive ny finansminister, og hans erstatning vil uundgåeligt trække Socialdemokratiet i en anden politisk retning, som også vil give nyt liv til dynamikken i samarbejdet med støttepartierne.
Sass-afgangen er dog om muligt værre for ham selv, end da han i 2011 blev fravalgt til posten som finansminister af Helle Thorning-Schmidt – også lige akkurat inden han var udset til at indtage den magtfulde post som finansminister. Dengang blev han fravalgt,efter at statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, havde advaret om, at Politiets Efterretningstjeneste havde betænkeligheder i forhold til Sass Larsen. Men formelt var der intet at komme efter. Fravalget var rent politisk.
Denne gang er valget primært personligt: Henrik Sass har trukket sig på grund af fortsat depression. Og dermed kommer Mette Frederiksen i første omgang også til at mangle sin tro væbner, som interessant nok spillede præcis samme rolle for forgængeren Helle Thorning-Schmidt op mod valget i 2011, men som altså og dramatisk nok endte med, at Henrik Sass Larsen heller ikke – som ellers forventet – blev udpeget som finansminister.
Dengang risikerede han også at stå i vejen for den nye socialdemokratiske statsminister. Tilbage i 2011 skærpede han fronterne over for De Radikale inden valget og skabte hidsige problemer i de efterfølgende forhandlinger i Det Sorte Tårn på Amager. Op til valget i år har Henrik Sass Larsen turneret med en påstand om, at Enhedslisten er et ”ekstremt parti”, og alene derfor vil hans afgang åbne nye muligheder for et mere medgørligt samarbejde med de tre partier, der skal bringe Socialdemokratiet til magten.
I sin Facebook-afsked med Henrik Sass roste Mette Frederiksen paradoksalt nok også netop hans evne til at splitte folk: ”Du deler vandene. Da jeg selv mødte dig første gang, syntes jeg, du var helt skrækkelig. Siden lærte jeg dig at kende som en af de stærkeste, ideologiske socialdemokrater. Du er loyal til fingerspidserne. Svigter ikke”.
Den krigeriske loyalitet fra Sass har gjort forskellen for Mette Frederiksen. Han har hjulpet med at samle partiet bag hende. Selv om de kommer fra hver sin fløj i partiet, har de fundet sammen som magtpar, smedet sammen af fornuft og ærgerrighed. Eller som politisk kommentator på Politiken (betalingsmur) – og tidligere DSU-formand – Kristian Madsen meget rammende beskriver alliancen mellem de to top-sosser:
”Først og fremmest genkendte Frederiksen og Sass nok hinanden som børn af Partiet. De deler et politisk sprog, der er svært at lære flydende som voksen, og føler sig som bærere af en tradition i bevægelsen, der på en måde opløser højre og venstre. Det var det parti, der skulle tilbage efter Helle Thorning-Schmidts tiår”.
Hvis formuleringerne lyder lige lovligt kryptiske, er det fordi, du ikke selv er socialdemokrat. Eller i hvert fald ikke har lært sproget som barn. Oprindelige sosser vil intuitivt forstå, hvad Sass har bidraget med til Mette Frederiksens nye regeringsprojekt, ikke mindst evnen til at lokke frafaldne vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti i stort tal.
Men lige så meget som ledelsen i Socialdemokratiet anerkender den afgørende indsats fra Henrik Sass Larsen i månederne op til valget, lige så kynisk er erkendelsen af, at andre fremadrettet vil kunne løfte opgaven som finansminister med større gennemslagskraft, end den nu sygemeldte mand, som også kun blev valgt ind i Folketinget på det alleryderste mandat efter et sløjt personligt stemmetal.
På personlig tragisk vis har Henrik Sass tydeligvis ikke haft kræfterne til det næste afgørende ryk, som i høj grad vil blive målt op mod hans afløser fra 2011, nemlig Bjarne Corydon. Den næste socialdemokratiske finansminister forventes rent faktisk at kunne sætte Socialdemokratiets politik igennem over for systemet.
Uanset om 43-årige Dan Jørgensen, som har været fødevareminister, 48-årige Nicolai Wammen, som har været forsvarsminister, eller 51-årige Nick Hækkerup, som har været sundhedsminister, udpeges som ny finansminister, vil det også skabe en bedre stemning i forhandlingslokalet. En grønnere retning er blevet mulig. Hvis Henrik Sass Larsen ikke selv havde trukket sig, kunne Mette Frederiksen derfor have været nødt til at ofre ham. /Lars Trier Mogensen