Nyhedsanalyse

Sådan var Folkemødet

Lyn og torden i Vang på Bornholm under Folkemødet 2019, lørdag den 15. juni 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Normalisering. Så blev det mandag, Folkemødet 2019 er uigenkaldeligt overstået, folket er tilbage på arbejde, trafikken på Bornholm er mere eller mindre normaliseret, og der er måske ligefrem blevet ryddet op i Allinges gader. Det er et fint tidspunkt at resumere, hvordan det gik i år. Lad os begynde med statsminister Lars Løkke Rasmussen, som blev set mange steder og på mange tidspunkter af døgnet og i et forbavsende godt humør. Fredag blev der delt en kort video med ham, hvor han på det, Se og Hør omtalte som en ”intimscene”, sang børnesangen ”Jeg er en lille undulat” sammen med Venstre-kollegaen Karen Ellemann. Man kan ikke se, hvem de optræder for, om det er børn eller voksne eller en blanding, men man kan konstatere, at Løkke lægger sjælen i, når han synger, og særligt på verset ”og det vil jeg ikke have” imponerer han med en kropslig fleksibilitet, man ellers kun ser i yogakredse. Det lille klip repræsenterer meget godt Folkemødets feeling: Der er så meget, man kan se, at oplevelserne melder sig på nethinden som en serie af abrupte sekvenser uden hoved og hale snarere end et sammenhængende flow.

Verdensmålene. Man havde dog alligevel fra arrangørernes side forsøgt at skabe en samlende narrativ ved for første gang i Folkemødets historie at give det et overordnet tema. Temaet var FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling frem mod 2030, og det blev taget dybt alvorligt forbløffende mange steder. Som en helt almindelig borger og Folkemøde-gæst ved navn Hanne Juel Jensen udtalte et sted: ”Vi har lige gået og læst om alle Verdensmålene, og nu skal vi over på Verdensmålenes Plads og gøre noget ved det. Dagen slutter vi af med en bezzerwizzer om Verdensmålene.” Så det er gået rent ind.

Uformelt. Efterhånden som Folkemødet skred frem, blev paneldeltagernes stemmer mere og mere ru, dels fordi der blev talt meget, og dels fordi mængden af fester, øl og vin forekom endeløs. Og samtidig føltes det hele tiltagende uformelt. Lørdag over middag deltog Nationalmuseets direktør Rane Willerslev for eksempel i en samtale med Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen og Danske Rederiers administrerende direktør Anne H. Steffensen om en verden i opbrud om bord på postbåden Peter. Selv om Peter var surret godt fast til kajen, og dækket var fuld af mennesker, begyndte den at vippe lidt på grund af en snigende vind (som vel i bagklogskabens lys varslede, at lørdagens store skybrud var undervejs), og Willerslev reagerede med et højlydt ”Fuck – jeg har tømmermænd”. Når paneldeltagere i øvrigt begyndte at tage fadøl med på scenen, vidste man, at det var ved at blive aften, og, kunne man tilføje med en Dan Turèll-parafrasering, ingen talte særlig meget om den sag, det var bare livet. Der var mange politikere på Folkemødet, og man kunne som sagt møde dem på alle tider af døgnet. Der meldtes om tilbagevendende møder mellem kongelig undersøger Mette Frederiksen og partierne i rød blok, og hvis der var landet en aftale af en art, ville man nok have kaldt den Allingeaftalen inspireret af Kanslergadeforliget i 1933 og andre politiske pagter af historisk beskaffenhed. Men sådan skulle det ikke gå. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12